De irakere, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, kan ikke blive i kirken i en længere periode. Det understreger menighedsrådsformanden i Blågårds Sogns menighedsråd, Astrid Boel.
Præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, siger ellers i dag til Jyllands-Posten, at han er klar til at lade irakerne bo i kirken, så længe det skal vare.
- Jeg håber for irakerne, at det ikke varer særlig lang tid, for jeg synes ikke, at det er noget liv at have at sidde og være bange for, at politiet kommer og henter én, men kirken er gearet til at have dem i flere år, hvis det skulle være, siger Per Ramsdal til avisen.
Den påstand afviser menighedsrådsmanden.
- Det er kirken slet ikke gearet til. Jeg håber meget, at der kommer en god og fredelig løsning snarest for alle, for vi kan slet ikke have folk boende i kirken over lang tid, siger Astrid Boel formand for Blågårds Sogns menighedsråd til Ritzau.
Irakerne bor i kirkens mødelokaler, der ligger under selve kirkerummet.
- Situationen er ikke tilfredsstillende for nogen. Der er kun et lille køkken og bad og ingen mulighed for privatliv. Det kan man ikke byde mennesker på langt sigt, og slet ikke familier med børn, siger Astrid Boel.
Indtil videre har kirkens menighedsråd accepteret irakernes tilstedeværelse til midten af august, hvor situationen igen skal drøftes i menighedsrådet.
- Vi har ikke nogen løsning men forsøger at give dem et pusterum i en desperat situation. Kirken er ikke egnet til beboelse i længere tid, og derfor har vi også fra starten opfordret dem til at finde et andet sted, siger Astrid Boel, der personligt håber, at irakernes sager bliver genoptaget.