En gruppe afviste irakiske asylsøgere, der venter på af den danske regering at blive sendt til et land, som den selvsamme regering har været med til at ødelægge, har valgt at søge beskyttelse i Brorsons Kirke på Nørrebro.

Hvorfor har de valgt dette tilflugtssted? Svaret er vel, at den kristne kirke altid har prædiket barmhjertighed og næstekærlighed, og at asylsøgerne derfor regner med, at kirkens repræsentanter også lever derefter.

Hvis man som undertegnede ikke er troende kristen, kunne man hævde, at disse asylsøgere er godt naive; at kirken ganske vist prædiker næstekærlighed, men at den aldrig har handlet næstekærligt. Indlysende eksempler er hekseafbrændinger og støtte til autoritære regimer.

De afviste irakiske asylsøgere har imidlertid valgt at tage den kristne kirke på ordet. Deres indstilling er tilsyneladende, at hvis kirken virkelig mener det, som den hver søndag prædiker, så vil den også hjælpe asylsøgerne, tale deres sag i offentligheden og huse dem, indtil de har fået asyl.

Det har været opløftende at se, at denne antagelse i første omgang har vist sig at være rigtig. Menighedsrådet for Blågårdens Sogn bestemte således i mandags, at de afviste asylsøgere måtte blive i kirken indtil august.

Spørgsmålet er imidlertid, om resten af den organiserede kristenhed i Danmark vil følge op på dette initiativ. Vil præster, biskopper og de forskellige kristne ngo'er (Folkekirkens Nødhjælp, Danmission, Indre Mission og så videre) tale asylsøgernes sag i offentligheden? Hvis dette ikke sker, mister den danske folkekirke efter min mening øjeblikkeligt al pålidelighed.