Af Palle Bruus |
26. maj 2009
De afviste irakere har været på manges læber og i manges sind den sidste halve snes dage, efter at en hjemsendelsesaftale med Irak er kommet på banen, og en gruppe irakere har søgt ly i københavnske kirker.
Blyanterne er blevet spidset, og blækhusene åbnet. I Kristeligt Dagblad har jeg den 20. maj læst om Birthe Rønn Hornbechs (V) og Jesper Langballes (DF) verbale overfald på Svend Auken. Dagen før havde han i Berlingeren og i et åbent brev til integrationsministeren bedt om at "benåde" de afviste irakere og ikke tvangshjemsende dem. Auken henviste til historien om den barmhjertige samaritaner og de kristne budskaber om næstekærlighed og barmhjertighed.
Svend Auken får et møgfald af den anden verden af ministeren på forsiden af avisen. Hun føler sig befamlet af ham, fordi han henviser til deres fælles kristne tro. Hun hævder, at Svend Auken dermed gør budskabet om næstekærlighed til en politisk doktrin. "Det har ikke et klap med næstekærlighed at gøre", fremturer ministeren. Jamen hvad pokker mener konen?
Ministeren henviser i øvrigt til Flygtningenævnets afgørelser. Nævnet er "heldigvis et helt uafhængigt, domstolslignende organ". Det kan vi vist skændes om. En domstol er det ikke og ligner det heller ikke - for mig at se.
Og så har vi MF'eren og præsten Jesper Langballe, der på en af de næste sider i Kristeligt Dagblad om Svend Auken siger, at "han skulle skamme sig ned i det sorteste helvede for at sige det rent ud", fordi han tillader sig at henvise til sin næste og den barmhjertige samaritaner i irakersagen. Langballe understreger, at min/din næste er en enkeltperson og aldrig en gruppe.
Sådan må jeg forstå præsten - og forstår ham ikke. Hvis der bliver ringet på min dør en mørk aften, og en mand og en kone beder om hjælp, fordi der ligger et par røvere på lur ude ved min indkørsel - skal jeg så slå plat og krone om, hvem af de to jeg skal byde indenfor, og hvem jeg skal lade tilbage i mørket i gråd og tænders gnidsel?
Langballe siger, at næstekærlighedens adressat skal personificeres i anden person ental. Så bare ud af vagten med den anden. Jamen hvad pokker mener manden?
Jeg er udmeldt af folkekirken. Men jeg er opdraget på et godt, kristent grundlag, skulle jeg mene. Jeg ved derfor godt, hvad buddene om næstekærlighed og barmhjertighed kræver af mig. Jeg ved derfor også, hvor svært det somme tider kan være at opfylde kravene ordentligt. Så derfor tak til Svend Auken og tak til Kristeligt Dagblad, fordi man tager fat i denne debat.
På min indre båndoptager har jeg i en menneskealder haft et berømt citat af den antinazistiske tyske teolog Martin Niemöller liggende. Somme tider afspiller jeg det for fulde huse og somme tider blot for mig selv. Pastor Niemöller var de tyske protestanters ledende talsmand i kampen mod nazismen og havnede i koncentrationslejr. Han gik kort efter magtovertagelsen i 1933 i front mod Hitler-regimet. Indtil da havde den tidligere ubådskaptajn fra Første Verdenskrig i sin politiske holdning været ganske nationalistisk og højreorienteret.
Pastor Niemöller har selvkritisk karakteriseret sit og ligesindedes mellemkrigssløvsind med ordene . "Da nazisterne hentede kommunisterne tav jeg; jeg var jo ikke kommunist. Da de spærrede socialdemokraterne inde, tav jeg; jeg var jo ikke socialdemokrat. Da de hentede katolikkerne, protesterede jeg ikke; jeg var jo ikke katolik. Da de hentede mig, var der ikke nogen tilbage, der kunne protestere".
Citatet kan findes i lidt forskellige udgaver; men tonen i det og melodien er tydelig. Man kan fylde på ad libitum - da de tog jøderne, romaerne, irakerne, somalierne ? Et bidende og fremragende citat. Det er værd at have in mente. Det behøver ikke blot at have adresse til et forløb i 1930'erne.
Palle Bruus,
Bybækvej 9,
Vejle Øst
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad