Københavns åbne Gymnasium har ligesom Metropolitanskolen i hjertet af hovedstaden og flere andre gymnasier besluttet at lukke for kristne elevers samlinger med bøn og salmesang. Muslimske grupper af studerende og nogle politiske aktivister har også fået nej. Religion er en privat sag, som ikke hører til i skolens offentlige rum, lyder argumentationen. Og derfor må de ellers totalt ufarlige elever fra Kristeligt Forbund for Studerende nu opgive deres forhåbninger om at få et skolelokale på de to københavnske gymnasier stillet til rådighed for deres i øvrigt ganske frivillige gøremål.

Der går en lige linje fra debatten ved årets begyndelse om fadervor på en snes jyske folkeskoler til denne nye sag om gymnasieelevers bøn og salmesang. I begge tilfælde er kristne traditioner på vej ud af skolen, mens en besnærende kobling af lighedsideologi og religionskontrol er på vej ind. Ud skal med hiv og sving alt, hvad der lugter af tro. Den mere eller mindre udtalte årsag er for det første angsten for, at muslimsk religiøsitet får lov til at brede sig uhæmmet. For det andet, at synspunktet om, at religion skal holdes ude af det offentlige rum, i stadig stigende grad bliver det pejlemærke, der træffes beslutninger efter.

Stor grund er der derfor til at minde om, at vi ikke har religionslighed, men religionsfrihed i Danmark. Kristendommen og den danske folkekirke er skrevet ind i Grundloven. Ikke uden grund. For netop den kristne tro er en af de etiske grundpiller, som hele vores samfund bygger på. Herfra hentes en lang række af de værdier og holdninger, som velfærdsstaten med tryghed også for de svageste er rundet af.