Aktivering af syge. Umenneskeligt menneskesyn

FOR LANG TID SIDEN, ved bispevalgets første møder, var et af de tilbagevendende og relevante temaer bispekandidaternes holdning til bispeudtalelser om aktuelle emner. Jeg var en af dem, der ytrede en vis skepsis - begrundet med, at enten kommer biskopperne til at udtale sig hele tiden om hvad som helst, eller også bliver det lidt tilfældigt, hvad der kommer udtalelser om.

Derimod er der ikke og bør heller aldrig være noget, der forhindrer folk - heller ikke biskopper eller bispekandidater - i på egne vegne at mene noget offentligt, når man finder grund til det.

I disse dage har Folketinget næsten uden opmærksomhed vedtaget en lov, som er en så kraftig udfordring til min opfattelse af kristendommens menneskesyn, at det kalder på en reaktion:

Loven handler om aktivering af mennesker på sygedagpenge. Den halverer refusionen til kommunerne af dagpengeudgiften til sygemeldte, med mindre kommunen inden for få uger indkalder den syge til aktiveringssamtale og får den syge "aktiveret", uanset sygdommens status og karakter.

Det er fint, at folk, der er på vej ud af en sygeperiode og er ved at være klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, kan bliver sat i gang på deltid eller i en prøveordning. Men det er umenneskeligt at presse kommunerne til at indkalde alle: døende kræftsyge, folk, der ikke kan stå på benene, eller som er helt ude i tovene efter at have fået konstateret en invaliderende lidelse, eller som aldrig nogen sinde bliver i stand til at varetage et arbejde igen.