Sygt at svært syge aktiveres

Det lød vældigt fint, da daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) for tre måneder siden i denne avis lovede at frede meget syge mennesker for aktivering. Baggrunden var en række artikler, hvor alvorligt syge kræftpatienter fortalte om stressende besøg hos jobcentre og trusler om at miste sygedagpengene, hvis ikke de mødte op til aktivering. Det kunne ministeren ikke have siddende på sig, og derfor slog han fast, at en ny lov ville give mulighed for at udsætte aktivering for de mest syge patienter, hvis lægen vurderede, at det ville forværre sygdommen at komme i aktivering.

Men nu viser det sig desværre, at det var tomme løfter. For ifølge den ny lov, der træder i kraft til sommer, skal alle syge aktiveres efter otte uger. Kommunen kan ganske vist frede patienter, der er midt i et kemoterapiforløb for besøg på jobcenteret og aktivering. En god løsning, vil de fleste vel mene, idet det synes umenneskeligt at tvinge folk i aktivering, når de står i deres livs kamp og er truet på livet. Men vælger sagsbehandleren den løsning i samråd med den syges læge, koster det den enkelte kommunekasse dyrt. Staten refunderer så kun 35 procent af udgifterne til sygedagpenge mod 65 procent, hvis patienten var blevet sendt i aktivering. Det kræver ikke meget kendskab til kommunernes økonomi for at vide, at de vil gøre alt for at få så mange som muligt i aktivering. Hvilket jo også er det, regeringen ønsker at anspore dem til.

Problemet er, at udgifterne til sygedagpenge er eksploderet i de senere år. Ifølge Danmarks Statistik overskred kommunerne sidste år deres budget til langtidssyge med en milliard kroner. Tanken om at sikre en tilknytning til arbejdsmarkedet for syge, mens de kommer sig, er naturligvis rigtig. Undersøgelser viser, at chancen for at komme tilbage i job efter en langtidssygemelding er meget større, hvis man undervejs har bevaret tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det gælder for de fleste – men ikke for kræftpatienter. Som det fremgik af gårsdagens avis, kommer langt de fleste af de kræftpatienter, der overlever deres sygdom, tilbage i job helt af sig selv. Det er derfor spild af ressourcer at aktivere kræftpatienter, og i en tid med stigende ledighed bliver der nok at gøre med at få de raske tilbage på arbejdsmarkedet.

Men først og fremmest er det en unødvendig stressfaktor og dybt uetisk at tvangsaktivere mennesker, der befinder sig i deres livs eksistenskrise. Historien viser, at regler er godt for de mange, men ofte bliver så rigide, at de ikke tager hensyn til undtagelserne. Lad dog mennesker, der er livstruende syge, passe deres behandling og rekonvalescens i fred. Og så skal de nok komme tilbage på arbejdsmarkedet, som de fleste jo også ønsker - hvis de altså overlever. kdh