Den politiske magt kom oftest i stand gennem alliancer med stærke militære magter fra Mongoliet og Kina. Disse religiøse-politiske alliancer kaldes på tibetansk for "cho-yon", som indbefatter, at den religiøse leder giver sin velsignelse og åndelige vejledning - og dermed legitimitet - til den politiske magthaver. Denne yder til gengæld den religiøse leder økonomisk og militær beskyttelse.

I tibetansk historie og kultur er det fuldstændig utopisk at forestille sig en klar sondring mellem politik og religion. Og den nuværende 14. Dalai Lama har da heller aldrig forsøgt at give udtryk for en sådan strategi - tværtimod. Hans mission og hans virke har altid været dybt religiøst og dybt politisk.

Typisk herfor er titlen på hans offentlige foredrag i Bella Center i pinsen: "Fred gennem indre fred". Jeg har af gode grunde ikke hørt Dalai Lamas foredrag endnu. Men min antagelse er, at Dalai Lama i sin undervisning vil slå til lyd for, at fred - også i politisk forstand - ikke først og fremmest er en ydre politisk realitet, men må være dybt forankret indefra i det enkelte menneske, hvis det skal have varig og ægte værdi. Hvis freden kun er af det ydre og ikke gror ud af det enkelte menneskes indre værdier, så ulmer ufreden under overfladen og bryder ud i lys lue, så snart det militære og politiske greb løsnes en smule. Derfor hører politik og religion sammen.

Hvordan kan det så være, at danskere, der ikke er buddhister og som ikke kan lide tanken om at knytte politik og religion sammen, er så opsatte på at møde og høre Dalai Lamas belæringer? Og hvad kan vi som kirke lære af dette besøg, hvis noget? Jeg har nogle bud:

Buddhismen missionerer ikke. Mission i en kirkelig sammenhæng har fået en negativ klang. Mission knyttes sammen med kulturimperialisme og bedrevidenhed. Hvordan kan vi i den vestlige verdens kirker tillade os at tro, at vores religion er den bedste eller eneste sande? Hvordan kan vi tillade os at forsøge at udbrede kristendommen i kulturer, som i forvejen tilhører andre religiøse traditioner? Kirken har langt hen ad vejen taget denne kritik til sig og gjort den til sin egen. Vi kryber langs væggene og synes ikke, vi kan markere os med kristne værdier, uden at vi kommer til at fremstå som fundamentalistiske og forstokkede. I missionsarbejdet har vi nedtonet forkyndelsen til fordel for det diakonale og sociale arbejde.

Omvendt er det en udbredt opfattelse, at buddhismen ikke er en missionerende religion. Buddhismen er en livsfilosofi, der tilbyder diverse redskaber og indsigter, som kan hjælpe den enkelte til bedre at forstå sig selv og mestre sit liv. Man kan tage imod hele pakken eller de dele af den, som giver mening for en selv her og nu. I buddhismen er der stor indbygget forståelse for, at den enkelte må vælge sin egen vej.

Derfor er Dalai Lama eksempelvis også kendt for at advare folk om at konvertere bort fra sin egen kulturs religiøse tradition. Det skal man kun gøre, når man er absolut afklaret med motiverne og konsekvenserne af en sådan beslutning. I stedet opfordrer han den enkelte til at søge dybere ind i sin egen tradition og få så dyb en indsigt herigennem som muligt. Når man er født i en kristen kulturel kontekst, må det skyldes, at ens karma fordrer at man i denne inkarnation tilegner sig al den indsigt og positive karma, som er at finde her.

Men en nærmere analyse vil selvfølgelig afsløre, at Dalai Lama er lige så missionerende som de kristne missionærer altid har været. Og han følger helt de samme principper om at finde balancen mellem en kontekstualisering (tilpasning af budskabet til den kontekst, det formidles ind i) og fastholdelse af buddhismens grundlæggende værdier og indhold.

Det er eksempelvis værd at notere sig, at Dalai Lamas tolerante budskab kun for alvor giver mening, hvis man godtager den buddhistiske præmis om karma og reinkarnation. Samtidig er det et historisk faktum, at megen kristen mission har været kulturbevarende gennem udvikling af lokale skriftsprog, antropologiske studier og forsvar for minoriteter med videre. Kirken har ingen grund til at bøje nakken i sammenligning med den buddhistiske eller anden mission.

Selvom vi i Danmark har udviklet en sekularisme, der efterhånden ikke lader uvidenheden om de kristne grundbegreber kende nogen grænser, så oplever vi i disse år en stigende interesse for spiritualitet bredt forstået. Også det sekulariserede menneske har brug for fordybelse. Vi har brug for at knytte an til en historie og en virkelighed, der rækker ud over os selv, hvis ikke vi skal opleve livet meningsløst og overfladisk.

For den ikke-religiøse eller agnostikeren kan buddhismen, der i sin rene form ikke har et gudsbegreb, være et godt bud på et sådant overordnet begrebsapparat, som kan give sprog og form til en spirituel interesse og længsel. For mange er buddhismen blevet den nødvendige overgang fra ikke-religiøsitet til et liv som troende, fordi dens erfaringsrelaterede pædagogik passer godt til den vestlige kritiske uddannelsestradition. Og for nogle bliver det første skridt på vejen tilbage til kirken.

Som kirke skal vi ikke være bange for den spirituelle interesse, vi ser, men glæde os over, at fladskærme og friværdier ikke helt har dulmet danskernes religiøse sans. Spørgsmålet er så, hvordan vi i den sammenhæng bedst præsenterer kristendommen autentisk og vedkommende.

I slutningen af 2007 udkom rapporten "Tro i Tiden", hvor en række personer, som henter inspiration i Østens traditioner, gav deres bud på, hvad der skal til for, at folkekirken i deres øjne kan blive et oplagt sted at søge åndelig indsigt og fællesskab. Et tilbagevendende tema var, at der er behov for tydelige autentiske personer, der "brænder igennem" ved en tydelig overensstemmelse mellem budskab og livsstil.

Dalai Lama personificerer om nogen tibetansk buddhisme. Hans liv virker helstøbt og troværdigt. På mange måder var Mother Teresa et sådant kristent fyrtårn, der "brændte igennem", en inkarnation af det kristne evangeliums indhold. Hun var om nogen missionær. Hvornår ser vi hendes efterfølgere?

Lars Mollerup-Degn er dialogsekretær i Areopagos