Den i Danmark relativt ukendte canadiske forfatter Alice Munro tager prisen som bedste nulevende forfatter
Glem nobelpristagere som V.S. Naipaul og det peruanske verdensnavn Mario Vargas Llosa. Den bedste nulevende forfatter er canadiske Alice Munro. Hun er kendt for sine noveller - men set over tid er hendes samlede værker det bedste bud på verdensfiktion.
Det er i hvert fald begrundelsen, når hun nu modtager Man Booker International Prize på over en halv million kroner.
Prisen uddeles hvert andet år. Prisen gives ikke for en bog, men for forfatterens livslange produktion. Alice Munro er udvalgt som modtager blandt 14 nominerede internationale forfattere.
Valget har ikke været let, erkender jurymedlemmet Jane Smiley, den amerikanske vinder af Pulitzer-prisen.
- Men Alice Munro overvandt os alle. Hendes værker er i bogstaveligste forstand perfekte. Enhver forfatter taber mund og mæle, når de læser hende, fordi hendes værk på en gang er subtilt og præcist. Hendes tænksomhed om ethvert emne er så koncentreret, argumenterer Jane Smiley.
Netop den kompakte skrivestil har fået juryen til at sætte pris på, at Alice Munro på beskedne 30 sider kan fortælle, hvad mange andre forfattere skal bruge en hel bog på.
Hendes eksistentialistiske noveller fortæller primært om dagligdagen i Huron County ude på landet i canadiske Ontario. Her udfordrer hun de sædvanlige konventioner og beretter om at vokse op - først som ung pige og siden som midaldrende kvinde.
Netop den dagligdags tilgang til livet har en universalitet, som gør Alice Munro relevant uden for hendes naturlige kommunegrænse. Hendes skrivestil understeges af tilnavnet "vor tids Tjekhov".
Alice Munro er i dag 77 år og stadig aktiv forfatter. Hendes næste novellesamling, "Too Much Happiness", udgives senere på året. Hendes seneste udgivelse på dansk er "En god kvindes kærlighed" fra 2002.
norum@kristeligt-dagblad.dk