Gud er tættere på os, end et forelsket par kan komme hinanden

Verden er også til at elske, som den tager sig ud under solen i haven til Slagslunde Præstegård nær Stenløse på Sjælland. Fuglene synger oppe i de høje trækroner. Insekter summer. Blodbøgen står fuldt udsprunget med sine røde blade. Rododendron blomstrer i forskellige nuancer af pink. Syrenen dufter lilla. En hane galer. Og der er udsigt til Slagslunde Kirke i røde mursten og gul raps og grønne spirende marker.

Over for mig i de hvide havemøbler sidder Kathrine Lilleør og lyser af liv. Hun er foredragsholder, forfatter, samfundsdebattør, anmelder bøger og har en blog i Berlingske Tidende - og er sognepræst ved Slagslunde-Ganløse Kirker. Her skal hun holde gudstjenesten pinsedag, men har siden påske arbejdet med den tale, som lægger op til pinsen, hvor Jesus fortæller om Guds kærlighed.

- Han siger, at jeg er i jer, I er i mig, talsmanden skal komme, I kender mig - talen bevæger sig i uforståelige cirkler. Det slår mig mere og mere, når jeg læser det, at det er en tale, hvor ikke bare indholdet, men lige så meget gentagelserne illustrerer en bevægelse. Måske fordi rigtig virkelig kærlighed jo er levende og derfor også bevæger og flytter sig. Guds nærvær er således ikke en stilstand. Gud er i bevægelse hele tiden, og Gud er så tæt på os, tættere end et forelsket par kan komme hinanden. Det er, hvad forkyndelsen til pinsen går ud på. Det er ikke til at forstå. Vi er inde ved det mystiske og forunderlige, at når Gud elsker os, er det så stort, at ingen fatter dybden af det.

- Det er ikke bare smukt, det er livsvigtigt. Evangelist Johannes vidste det. Derfor indleder han sit evangelium ved på sms at have skrevet til os, hvad det hele handler om: Således elskede Gud verden. Evangeliet handler om Guds kærlighed til verden. Hvorpå Jesus i sin tale udfolder, hvad det vil sige, at Gud elsker, elsker, elsker, elsker verden. Jesus holder talen til sine disciple, der render i alle retninger og er troløse. Alligevel fastholder han, at Gud altid, altid, altid, altid vil være der.

- Når det er svært at forstå dybden af det, er det, fordi vi mennesker sjældent elsker betingelsesløst. Vi har svært ved at forstå, at det ikke er noget for noget, og at uanset, at vi ikke kan give igen, så gør han det. Det store under er, at Gud elsker os, også når vi gør det forkerte, og selvom man svigter.

Men hvordan mærker vi Guds kærlighed? Det bedste svar på det spørgsmål finder Kathrine Lilleør i den første strofe i fjerde vers af Grundtvigs salme "Hil dig, Frelser og Forsoner!": "Ak! nu føler jeg til fulde/ hjertets hårdhed, hjertets kulde".

- Jeg får næsten gåsehud! Det er så stor indsigt i menneskesindet. Det er ikke en løftet pegefinger, men det får os til at se indad og mærke hjertets hårdhed og kulde. Guds kærlighed føles på den måde, at jeg tør se indad og ærlig talt må erkende, at det ikke er for godt med mig. Og det betyder så måske, at andre kan holde ud at være sammen med mig. For den, der ikke ser indad, er ofte hård og dømmer andre.

- Så pinsen handler om, at hver gang du beder til din Gud, og du går til gudstjeneste og hører kristendommen blive forkyndt, er det i den forkyndelse, du får at vide, at du er elsket og velsignet, og at du vil forsøge at gøre, så godt du kan. Det er ikke, fordi Gud ikke ser alt det, vi gør, men der er plads til at gøre det forkerte. Det er frisættelsen!

Da Maria dagen efter korsfæstelsen stod ved den tomme grav og græd, spurgte englene og den opstandne Jesus hende: "Kvinde, hvorfor græder du?" Det er også titlen på Kathrine Lilleørs nye bog, der udkommer til efteråret på forlaget Bianco Luno. Her bruger hun den selvbiografiske genre, hvor hun fortæller med afsæt i sit eget liv om kønnenes forskellighed og forholdet mellem forældre og børn i et forsøg på at folde det kristne budskab ud.

I bogen fortæller hun blandt andet om den kagedåse, som hendes konfirmander anonymt kan lægge spørgsmål ned i. Engang var der en konfirmand, der stillede spørgsmålet: Hvordan kan jeg få mere frihed fra min far og mor uden at falde væk fra dem?

- Det er det, vi allesammen kæmper med. Hvordan kan jeg blive frisat og være den, jeg er, samtidig med at jeg er elsket? I kirken får vi at vide, at vi ikke skal være bange for at miste Guds kærlighed. Men hvad med mine nærmestes kærlighed? De fleste af os oplever jo at miste kærlighed, og livet er undertiden en vaklende balancegang mellem at gøre, som de andre gerne vil have det, og samtidig ikke helt forsvinde selv, siger Kathrine Lilleør.

Hun kender som alle andre også til følelsen af uretfærdighed og sort mismod.

- Man kommer rendende med sit glade humør, talent og gode vilje, og så får man mere utak end tak. Eller man bliver misforstået og ikke mødt med tillid, men mistillid. Mange gange i mit liv har det, jeg måtte sige og gøre, ført til, at jeg skubbede mennesker fra mig, som jeg stadig ville ønske var i mit liv. Undertiden har der ikke været grænser for, hvad jeg ville gøre for at fastholde et venskab eller et forhold. Trætheden over, at jeg er den, jeg er, kan være enorm. Det mismod har jeg kendt til fra min tidlige barndom.

- Men jo ældre jeg bliver, jo mere er mit forhold til kristendom blevet ikke bare intellektuelt, men en praksis med bøn og gudstjenester og evangelierne helt inde under huden på mig. Og sådan er pinsebudskabet om, at Gud er kærlighed, og at kærligheden sætter fri, ikke bare kønne ord, men en nødvendighed og ledestjerne i mit liv.

- Jeg forsøger, alt hvad jeg kan, at efterleve, at kærlighed skal sætte fri. Jeg forsøger at lade mine tre døtre være dem, de er, og at give dem nogle rammer, hvor de inden for dem godt ved, at de ved bedst og kan selv. Det er også en lettelse helt ind i mit præstearbejde. Jeg kan sidde i en samtale med de pårørende til en mand, der er tragisk død og har efterladt små børn. Så sidder man og fryser lidt. Men så kan man tage fat i sit hjerte og i deres og sige, "husk, at jeres far elskede jer. Man kan ikke få noget bedre med i livet". Og så må man have tillid til, at de børn skal klare sig. Det er vigtigt, at de i deres sorg møder voksne, der forsikrer dem om, at det nok skal gå.

Kathrine Lillerør har været sognepræst siden 1993. For hende er det en måde at trække vejret og være i verden på.

- Jeg er meget taknemmelig over at få lov til at beskæftige mig med Bibelens tekster søndag efter søndag. Det er opbyggeligt at arbejde så intenst med tekster, der spreder trøst, når man møder sorg. Det, der er så stærkt, er, at det er en bunden opgave. Det er teksterne, der har et eller andet, som man kan gå og undre sig over eller spørgsmål, der ikke umiddelbart giver svar. Der er hele tiden noget, der har en dybde. Disse gamle tekster giver jo mening, det er så meget større end mig, at jeg bliver vældig tryg ved det.

- Troen kan komme og gå, tvivlen består. At være menneske er at være tvivler, sådan er det. Jeg kommer ud af en krydsning mellem Indre Mission og Tidehverv, hvor det er det grundtvigske, vi bedriver her i kirken. Det er et fællesskab, hvor vi følger prædikenerne og salmerne. Tvivl kan man holde fra døren på forskellig måde, blandt andet i menighedens fællesskab, hvor man kan finde stor trøst og livsindsigt i kirkerummet sammen.

- Tvivlen er altid hos os, ikke mindst når livet går os imod. Men den kan holdes fra livet ved at gå til gudstjeneste, bede sit fadervor og have en løbende samtale med Gud. At søge Gud og ikke søge væk fra ham eller glemme ham. Men min tvivl skal ikke stå i vejen for, at jeg kan prædike om lyset og kærligheden. Jeg har en opgave, og det kommer ikke det ved, hvis jeg har en krise.

- Jeg er ikke sat i verden for at omvende nogen, men jeg har en opgave med at udbrede det her budskab, og så må man tage det eller lade være. Man kan samles om at synge en dejlig sang, men sidder der en i selskabet, som ikke kan høre skønheden, er der ikke noget at gøre ved det.

Kathrine Lilleørs mormor sluttede altid sin bøn med ordene "i Jesu navn, amen". Først for nylig er det gået op for Lilleør, hvad der lå i det.

- I sin tale til disciplene siger Jesus, at hvis de beder om noget i hans navn, skal de få det. Glæde skal vi få. Jesu liv, død og opstandelse var Guds illustration af, at selvom døden slår til, så sejrer livet altid. Ligesom glæden altid sejrer. Glæden er Helligåndens synlige tegn. Pinsepåstanden er så, at selvom du ingen glæde føler, så er Gud alligevel tæt på. Det er så grænseoverskridende, uforståeligt og meget mere vildt, end at nogen har gået på vandet. Jomfrufødsel og Kristi himmelfart er ingenting til sammenligning.

- Hvis alle bøger i verden handlede om kærlighed, ville man alligevel ikke være færdig med at beskrive den påstand, at Guds kærlighed er der, selv når den føles længst væk. Det er pinsens hjertepunkt.

remar@kristeligt-dagblad.dk