Der er igen mad i landets butikker, og den nye samlingsregering har skabt en gryende optimisme i befolkningen. Men politiske aktivister bliver stadig chikaneret, og frygten for et politisk kollaps lurer
Lokale zimbabwere står og tripper i den lange kø i Harares centrum. De vil gerne have mad. Og det får de: Burger med pommes frites og jordbærmilkshakes. For et år siden var bybilledet i Zimbabwes hovedstad præget af timelange køer foran halvtomme banker og næsten tomme supermarkeder. I dag er billedet et noget andet.
En ung kvinde i lyserød top og stiletter smider et par dollar på restaurantens disk, mens et kærestepar bagved står og fletter fingre, og et par unge fyre joker med hinanden.
Zimbabwe er ganske vist kendt som et land plaget af koleraepidemi, tårnhøj arbejdsløshed og indtil for nylig verdens højeste inflation. Men det er også et land, hvor de unge insisterer på at være unge; hvor levestandarden for mange lige så stille er i bedring; og hvor den tre måneder gamle samlingsregering mellem præsident Robert Mugabes Zanu-PF og premierminister Morgan Tsvangirais MDC har skabt en hidtil uset optimisme i store dele af befolkningen.
- Mens kampen om magten fortsætter på politisk niveau, er der blandt almindelige zimbabwere en helt ny form for entusiasme og overskud. Folk har et meget inderligt ønske om at forandre landets situation. Vi kommer til at se, at landet begynder at fungere igen, fortæller Reyhana Masters-Smith, en freelancejournalist og mediekonsulent fra Harare.
For få måneder siden måtte folk frem og tilbage mellem deres hjem og byens supermarkeder for at hente flere penge, fordi prisen på varerne steg time for time. Men siden Zimbabwe i foråret skiftede den nationale valuta ud med den amerikanske dollar, er priserne blevet stabile, og hylderne i supermarkederne bugner igen med udenlandske varer.
- Vi er glade, selvom vi kun lige præcis klarer os. Nu får vi mere end et måltid mad om dagen, fortæller 64-årige Austin Nkomazana, som bor i Zimbabwes næststørste by, Bulawayo. Han er møbelpolstrer og far til 16 børn.
Zimbabwes økonomiske katastrofekurs hev både hospitaler og uddannelsesinstitutioner med i faldet, og Austin Nkomazanas 10 mindste børn har ikke været i skole siden september sidste år. Men nu kan hans børn vende tilbage til skolebænken - og det skyldes ene og alene Tsvangirais indflydelse, mener han.
- MDC bekymrer sig om befolkningens lidelser. Inden Tsvangirai kom til magten, sagde han, at MDC ville genåbne skoler og få hospitalerne til at fungere igen. Det sker nu. Alting forbedres.
Selvom levestandarden for mange zimbabwere er blevet bedre, og rædselskampagnen mod MDC-tilhængere, som blev iværksat af Mugabe efter sidste års valg, har lagt sig, er landet stadig præget af politisk vold. Lokale journalister og MDC-aktivister bliver jævnligt arresteret af det berygtede hemmelige politi, og Zanu-PF's militsgrupper fortsætter med at chikanere landets hvide farmere og besætte deres jord.
Arrestationerne er dog mest udtryk for krampetrækninger fra en grådig magtelite, som ved, at den er under hårdt pres, mener Reyhana Masters-Smith.
- Der er stadig mennesker, som desperat forsøger at klynge sig til deres magt. At forandre status quo vil sætte deres magt på spil, så alt, hvad der kan destabilisere udviklingen, virker til deres fordel.
Robert Mugabe er kendt som en snu og meget brutal mand. Derfor går befolkningens håb om bedre tider hånd i hånd med en bekymring om, at Mugabe formår at trække den politiske proces i langdrag og i værste fald vælte Tsvangirai fra magten. Zimbabwe forventes at gå til valg i 2011, men inden da skal samlingsregeringen blive enig om en ny forfatning.
- Hvis valget holdes senest om to år, er jeg sikker på, at MDC vinder magten. Men hvis valget udskydes mere end to år, får Zanu-PF god tid til at lægge en strategi for, hvordan de får skubbet Tsvangirai af pinden. MDC har travlt med at løse landets problemer. Det har Zanu-PF ingen intentioner om, siger Austin Nkomazana.
udland@kristeligt-dagblad.dk