Af Kirsten Boas journalist |
7. juli 2006
Signatur
Udenpå ligner den lille, nye kulørte bog med perlekransen én af de gaver, ugebladene lægger i til sine læserne nogen gange. "Livets perler" hedder den, og under en plastikboble på omslaget sidder et perlearmbånd. Men det er hverken Familie-Journalen eller armbånd, det her. Det er Unitas Forlag og kristen bedekrans med brugsanvisning. Eller som bogen udtrykker det: "Meningsfyldt træning i livsmod, selvindsigt og åndelighed."
Det fremgår, at man kan have kransen med sig, hvor man end går. "Hvad enten jeg sidder i bussen eller har nogle minutter til overs mellem forpligtelser, kan jeg bare stikke hånden i lommen og tage Gudsperlen mellem fingrene", står der. Og et andet sted: "Rør ved perlerne og kom i kontakt med dine drømme og hemmelige bønner". For den rene er alting rent, og gid det var lige så let for os andre. Man kan også, foreslår bogen videre, afsætte bevidst tid hver dag til stilhed og fordybelse ved hjælp af de 18 perler på elastiksnoren.
Hver perle hedder noget bestemt, for eksempel bekymringsløshedsperle, natperle, dåbsperle, stilhedsperle, ørkenperle, hemmelighedsperle, kærlighedsperle. Tolv er runde, seks er aflange, og de har flere farver. Tanken er, at man skal dreje perlerne langsomt mellem fingrene, én efter én, mens man tænker over, hvad der er vigtigst i livet. Kniber det med fantasien og den indre samling, kan man hente inspiration i bogens vejledning til hver perles symbolik og budskab. Perlerne er et tilbud om en vejviser i livet og hjælp til at få sorteret i sine følelser i en stresset hverdag. Samtidig er de et "link eller en bro til Gud og den åndelige verden", skriver forfatterne, Carolina Welin og Carolina Johansson, der arbejder med kommunikation, markedsføring og journalistik i Stockholm.
Da jeg var ung i nogle af 1970'ernes venstreorienterede folkekirkekredse, brokkede en del sig over, at de ord-fikserede protestanter havde ladet katolikkerne beholde alt det sanselige: røgelsesduften, vievandet, rosenkransen, madonnafigurerne, processionerne, relikvierne, klosterritualerne, pilgrimsvandringerne, korstegningen for eget bryst, hverdagens tænden små stearinlys i kirken og så videre. Men mon der efterhånden ikke er ved at være kommet ganske pænt gang i tingene ?
Bedekransen, som også kaldes Kristuskransen, blev udviklet for 10 år siden af biskop i Linköbing Stift, Martin Lönnebo, og har været præsenteret for danske børn og voksne i flere oversættelser fra Unitas Forlag. Præster rundt om i folkekirken fortæller, at de har stor glæde og gavn af perlekransen i blandt andet konfirmandarbejdet.
Vældig fint. Vi er jo mange, der ærgrer os, hver gang vi hører om nogle, der søger over i New Age, fordi de længes efter stimulans til flere sanser, end folkekirken kan give dem, og hvis bedekransen kan hjælpe her, er det da godt. Personligt ville jeg hellere have sådan en bedeskammel, som Scarlett O'Hara fra "Borte med Blæsten" havde i sit soveværelse, men det er fordi jeg bliver usikker på den krans. Hvis den ligger i lommen, hvordan kan jeg for eksempel så vide, om det er den røde kærlighedsperle eller den blå bekymringsløshedsperle, jeg får fat I ? De føles ens. Er det noget med rækkefølgen? Bogen påstår, at perlerne ikke handler om præstation, men lige efter siger den, at perlerne lokker os ud på en rejse, hvis formål er at finde Gud, os selv og vores medmennesker. Hvem tør kikse her? Sikken et held, man har sit fadervor.
boas@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad