Hvordan man bliver, hvad man er

– Det, vi ser i disse år, er resultatet af et langt frihedsopgør i den vestlige kultur, hvor der er gjort op med alle de store fortællinger, og det selvstændige individ er blevet født, konstaterer Cecilie Eriksen og tilføjer:

– I stedet for at følge bud fra en autoritet må det enkelte menneske selv definere sit liv ud fra sine egne lyster, følelser, præferencer og målsætninger. Men det har skabt en stor usikkerhed blandt mennesker, fordi det faktisk er en stor opgave at skulle stå alene med sin egen udvikling.

Derfor findes der i vor tid et utal af tilbud om alle mulige former for kurser, læremestre, vejledere, coaches og selvhjælpsbøger. Og Cecilie Eriksen konstaterer, at mennesker opsøger disse kilder af omtrent samme grunde, som folk før i tiden slog op i Bibelen. Men svarene er ikke nødvendigvis de samme.

For eksempel er det ikke sikkert, at Jakobsbrevets budskab om at glædes ved at skulle udholde prøvelser, eller dets målsætning om mennesket som et fuldkomment værk, ville sælge i dag. For det er ikke på mode blot at skulle udholde. Og tanken om at nå frem til fuldkommenhed er nærmest kættersk i moderne selvudviklingsfilosofi. For pointen er her, at mennesket er i stadig udvikling. Mens det 19. århundredes dannelseslitteratur beskrev det unge menneske, der i udgangspunktet er hjemme, derefter rejser ud og til sidst kommer hjem igen til den voksne tilværelse, beskriver den moderne selvhjælpslitteratur en rejse, som ikke slutter. En fortsat færd mod nye muligheder og udfordringer.

– Det råd, som ret bastant går igennem selvhjælpslitteraturen, lyder: "Find selv svar ved at mærke efter. Hvad føles rigtigt for dig?" Dermed går vi fra et ydre tyranni, hvor mennesket var underlagt præstens løftede pegefinger eller kongens magt, til et følelsernes tyranni, erklærer Cecilie Eriksen.

Tyranniet består ifølge idéhistorikeren i, at mennesket ved primært at skulle virke for sin egen lyst, for sit forbrug, for at blive underholdt, ikke er tildelt en særlig meningsfuld rolle. Og føler man ikke, at man lykkes som person, står man meget alene, bliver stresset eller ulykkelig:

– Når vi alle reduceres til små mus i oplevelsesøkonomiens hjul, kan det være svært at finde mening.

Selvudvikling hører ikke kun privatlivet til. Også i uddannelses- og erhvervslivet er det blevet et ubønhørligt krav, at man skal udvikle sig. Og det handler ikke kun om de snævert faglige evner til at regne andengradsligninger, bøje tyske verber eller skifte olie på en motor.

Psykologen Svend Brinkmann beretter, at han engang var ude at holde foredrag om udvikling i jobbet. En tilhører, der arbejdede som leder i en offentlig institution, tog ordet og sagde, at hvis hun havde en medarbejder, som afslog at udvikle sig personligt, ville vedkommende blive afskediget.

– Naturligvis er der meget godt ved at udvikle sig, men det er gået for vidt, når udvikling gøres til en værdi i sig selv, siger Svend Brinkmann.

Han minder om, at engang var ord som kontinuitet og integritet dyder. Men begge begreber er næsten blevet til laster, fordi de handler om, at man forbliver den samme på tværs af tid og sted.

– Man siger, at det moderne menneske har fødder i stedet for rødder. Det er en stor frihed, men det har også nogle moralske omkostninger. For kan man være sikker på, at det, et menneske lover i dag, også holder i morgen, når alt er forandret? Antallet af skilsmisser tyder ikke på, at det står så godt til med kontinuitet i forhold til ægteskaber, siger Svend Brinkmann.

– Søren Kierkegaard opdelte mennesker i spidsborgere, æstetikere, etikere og religiøse. De fleste moderne mennesker er æstetikere, der jager den gode oplevelse. Og det bliver de tilskyndet til af den psykologiske tankegang med afsæt i Freud, som gennemsyrer hele samfundet og bygger på, at man spørger: "Hvad oplever jeg?" i stedet for at spørge: "Hvad skal jeg leve op til?" erklærer Svend Brinkmann.

I debatbogen om selvrealisering tager han afsæt i undertitlen på filosoffen Friederich Nietz-sches selvbiografiske værk "Ecce Homo" fra 1888, der lyder: "Hvordan man bliver, hvad man er". Svend Brinkmann udlægger den gamle filosof sådan, at livets mening ikke er at tjene Gud, familien, fællesskabet eller andet, men at skabe sig selv. Og dette kræver først og fremmest frihed:

– Vi har opnået en fantastisk frihed og mobilitet. Vi skifter bolig, job, partner og bil i ét væk. Men menneskelige relationer er blevet skrøbelige. Det er en konsekvens af, at alle hele tiden er i gang med at blive en anden end den, de var i går.

Med et blik hen over tidens danske litteratur fremhæver Cecilie Eriksen én forfatter, som i udpræget grad personificerer det moderne menneskeideal, som mestrer fleksibilitetens og selvudviklingens kunst: Jægersoldaten, coachen og tv-stjernen B.S. Christiansen, hvis selvbiografi "Et liv på kanten" ifølge forlaget har solgt i 220.000 eksemplarer siden den udkom i 2004.

Bogen er ikke selvhjælpslitteratur i den forstand, at den påstår at give svar på livets store spørgsmål. Den er i stedet et bud på, hvordan forfatteren selv fandt sin vej frem i livet, fortalt på en måde, så han gennem sit eget eksempel er blevet rollemodel for mange.

– Jeg er overbevist om, at flere har læst i "Et liv på kanten" end i Bibelen de senere år, og det er vidunderligt at se, hvordan B.S. Christiansen markedsføres som ham, der kan det hele og alligevel er helt nede på jorden. Han kan gå fra at være en almindelig elektriker til at være det bedste af det bedste i den militære verden og nu have en succesrig karriere som coach og foredragsholder. Han er både den superhårde mand, som har gjort alt det seje som soldat, og den superbløde mand, som kan tale om sine egne ægteskabelige problemer, fortæller Cecilie Eriksen.

Selv er B.S. Christiansen ganske opmærksom på, at han er brugbar som rollemodel og rådgiver for andre. Selv præster kan bruge "Et liv på kanten" som en del af deres konfirmandundervisning. Men jægersoldaten lægger stor vægt på, at selvudvikling ikke behøver være ren æstetik frem for etik.

– Min erfaring er, at det er et menneskes adfærd, der gør ham til rollemodel. Hvis du opfører dig respektfuldt, får folk respekt for dig og tillid til det, du gør. Derfor er det afgørende, at man opfører sig ordentligt og er ærlig over for sig selv og andre. Så har man en base for at udvikle sig, siger B.S. Christiansen.

Han arbejder som coach for de professionelle cykelryttere på cykelholdet Team CSC. Til det formål har han et motto, som lyder: "Vi har det, vi har":

– Alt for mange tror, at selvudvikling er noget, man kan købe sig til, og at det handler om, at man skal blive en anden. Det gør det ikke. Det handler om at tage ansvar for sit eget liv. Om at gøre sig klart, hvem man er, og hvad man vil. Og om at udvikle det potentiale, man har. Man skal ikke tro, man kan få to nye arme, hvis man ikke er tilfreds med deres længde. Men man kan på forskellig måde arbejde med, hvad man kan gøre med de to arme, man nu engang har.

Når udgangspunktet i B.S. Christiansens tankegang er, at man skal begynde med at se på sig selv, kunne det lyde som egoisme, men det afviser han. Formålet med god selvudvikling er ikke, at man som menneske er sig selv nok, men at man udvikler sit eget potentiale for at kunne give mest muligt til andre. Men man skal selv ville det, for at det kan lykkes.

– Det er et problem i samfundet, at meget af det, vi kalder selvudvikling, i virkeligheden handler om at leve op til andres forventninger. Der er mennesker, som ønsker at skifte alle dele af kroppen ud i håb om at få et mere attraktivt udseende. Der, hvor jeg kommer fra, er det indholdet, der tæller, siger han og tilføjer:

– Når jeg rådgiver mennesker, spørger jeg ofte: "Hvad vil du med dit liv?" og "Hvad er vigtigst i dit liv?" De, der er forældre, nævner som regel deres børn. "Godt. Så ser vi på, hvordan du kan gøre mere for dem." Men man er stadig nødt til at tage udgangspunkt i sig selv. Hvordan skulle man kunne være noget for nogen, hvis man ikke er nogen selv?

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk