JOHANNE DUUS HORNEMANN |
30. maj 2009
Hos Novelleforlaget kan man købe enkelte noveller eller sammensætte sin egen novellesamling - helt i tidens ånd
Hvad gør man med alle de noveller, der skrives af forfattere, men som bare ikke passer ind i en novellesamling? Man sælger dem enkeltvis på nettet og lader læserne sammensætte deres helt egne novellesamlinger. Det er filosofien bag det netop lancerede Novelleforlaget.
Hos Novelleforlaget, der udelukkende er et internetforlag, kan man både købe nyskrevne noveller af forfattere som Jan Sonnergaard, Dorthe Nors og Mathilde Walter Clark og klassikere af Steen Steensen Blicher, Herman Bang og J.P. Jacobsen med flere.
- Ideen opstod, fordi vi vidste, at der findes glimrende noveller derude, der risikerer ikke at blive udgivet, fordi de ikke passer ind i en samling. Men novellerne kan jo være rigtig gode i sig selv. Novellen passer godt til et litterært frikvarter i den travle tid, vi lever i, men den er lidt stedmoderligt behandlet herhjemme, siger forlagets ene direktør Anne Zenon.
Som køber kan man enten vælge mellem enkelte noveller til 25 kroner stykket eller en hel novellesamling sammensat efter eget valg. Ligesom med de populære Print On Demand-forlag, hvor man kan få udgivet sin egen bog, kan man også hos Novelleforlaget selv navngive en novellesamling, skrive et forord til den, dedikere den til en person og vælge omslag.
Foreløbig ligger der 21 noveller, som man kan købe, og flere er på vej.
duus@kristeligt-dagblad.dk