Kampen om den frie bog

Er bogen en almindelig forbrugsvare som sko, fjernsyn og stole? Ja, mener regeringen og konkurrencemyndighederne. Nej, mener en række boghandlere, forlæggere og bogforskere.

Den første gruppe har siden 2001 haft held med at overbevise alle om, at konkurrence også er godt på bogmarkedet, både for forlag, boghandlere og læsere. Den anden gruppe savner de gode gamle dage, hvor man betragtede bogen som en særlig kulturel, dansk værdi.

Fortalerne for særlige aftaler mellem forlæggere og boghandlere står til at tabe kampen om bogen. Bogmarkedet er nemlig over flere omgange de seneste 10 år blevet liberaliseret.

Over 150 års kamp for fri konkurrence på borgmarkedet bliver til næste år en realitet, når den sidste stump dispensation udfases, og bogen sættes helt fri for særaftaler og faste priser.

Kampen om bogpriserne går tilbage til det danske demokratis fødsel og næringsbegrænsningernes afvikling fra 1857, hvor næringsfriheden blev indført, og købmændene og de forskellige håndværkerlaug mistede deres monopolstilling. Det skulle også gælde boghandlerne, som siden 1837 havde haft samhandelsregler om prisdannelser.

Forlæggerne sikrede en fast pris på en bog til boghandlerne, som til gengæld havde monopol på salg af bøger mod, at forlæggerne godkendte boghandlere og deres faguddannelse som en garanti for kvalitet. Det betød, at der var op til tre boglader i hver by med samme vilkår og samme brede sortiment af bøger.

Med monopollovens vedtagelse i 1955, der i almindelighed forbød faste priser fastsat af producenten, fik bogbranchen en generel dispensation begrundet med bøgers særlige kulturpolitiske betydning. Opfattelsen var, at et finmasket boghandlernet og en ensartet betjening af publikum i hele landet var afhængig af de såkaldte samhandelsregler og den laug-lignende organisering af bogbranchen.