Kompromis i kirken. Højrefløjens fremtid er truet

Når højrefløjen i Københavns Stift nu melder ud, hvilken bispekandidat man anbefaler at give sin stemme, kan der ikke være tvivl om, at man har gjort sig seriøse overvejelser. Resultatet, man er kommet frem til, giver imidlertid anledning til at overveje højrefløjens fremtid generelt og ikke bare i Københavns Stift.

Man kan frygte, at fløjen er godt på vej til at underminere sig selv. Strategien ved flere tidligere bispevalg og nu også i Københavns Stift har været at ville sikre højrefløjen de bedst mulige vilkår ved at stemme på den kandidat, der i valgkampen udtaler sig pænest om os, der kæmper for kirkens klassiske lære og holdninger. Hensigten virker positiv. Taktikken kan se ud til at være eneste mulighed for overlevelse.

Men så melder et ord af Jesus sig: "Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det" (Luk. 17, 33). Højrefløjen kan sætte sit liv til ved at satse på folkekirkelig accept og på at ville sikre sig sin egen eksistens i folkekirken. Vi har et langt større kald, som frem for alt må bestemme vore bestræbelser.

Grundtvig har udtrykt det ganske præcist: "Ja, tro og bekende til dagenes ende, det er saliggørelsens vej" (DDS 397, 4).
Meningen er selvfølgelig, at der må være fuld overensstemmelse mellem vor tro og vor bekendelse, mellem overbevisning og praksis. Vi må være troværdige. Kan vi være det, hvis vi trods vor overbevisning, grundet på Guds ord i Den hellige Skrift, stemmer på en biskop, der ordinerer kvinder og for eksempel går ind for homoseksuelles vielse eller velsignelse, en fraskilt og gengift, eller en, der ikke tror på opstandelsen? Tidligere erfaringer maner til fornyet overvejelse.