Kevin Flannagan (m), bror til Mickey Flannagan, børnemishandlingsoffer, råber af medlemmer af kommissionen som skal undersøge børnemishandling i den romersk-katolske kirkes institutioner, da han bliver bortvist fra en pressekonference. -
- PETER MUHLY/Scanpix Denmark
Andreas Rude |
2. juni 2009
Kirkelig arrogance, sociale fordomme og politisk laden stå til banede vejen for overgreb mod tusinder af børn
Den irske regerings undersøgelse af børnemisbrug i Irland fra 1936 og fremefter, den såkaldte Ryan-rapport, der blev offentliggjort den 20. maj, er ikke behagelig læsning. Langt størstedelen af misbrugene fandt sted i statslige børnehjem og skoler under ungdomsforsorgen, der blev drevet af katolske ordener, særligt Christian Brothers og Sisters of Mercy. Rapporten dækker mange forskellige former for overgreb fra fysisk og følelsesmæssig mishandling til seksuelt misbrug og almindelig vanrøgt. Tusinder af børn på bunden af samfundet blev ramt, og den engelske avis The Guardian kalder i en kommentar rapporten for "mareridtsagtig".
Den officielle kirkelige reaktion har været præget af skamfølelse og beklagelser hele vejen rundt. Den irske primas, kardinal Sean Brady, har talt om at sikre ofrene retfærdighed og erklærede sig besluttet på at gøre kirken til et "sikkert, livgivende og lykkeligt sted for børn". Dublins ærkebiskop, Diarmuid Martin, kaldte beretningerne om overgreb for "kvalmende" og sagde, at alle kirkelige organisationer, der blev omtalt i rapporten, grundigt skulle undersøge "hvordan deres idealer blev fornedret af det systematiske misbrug".
Til gengæld har både de kirkelige myndigheder og den irske regering rost modet hos de ofre, der er trådt frem, og den irske undervisningsminister, Batt O?Keefe, har understreget nødvendigheden af at erkende, "at der skete noget ondt", og af "at lære af fortidens forsømmelser".
Men hvordan kunne det komme så vidt? Det er det spørgsmål, der optager ikke bare kirkens mænd og kvinder, men også almindelige irere. For mens tidligere afsløringer af seksuelt misbrug af børn i den katolske kirke i USA og andre steder overvejende blev opfattet som et kirkeligt problem, hvor biskopperne svigtede deres tilsynspligt, så lader problemet til at stikke dybere i Irland. Flere iagttagere peger på, at den irske tragedie var resultatet af et katastrofalt sammenfald af kirkelig selvtilstrækkelighed, myndighedernes medviden og irsk borgerlig moral i dens mest knugende udgave - alt sammen i et samfund, der i forvejen var provinsielt, fattigt og ressourcesvagt.
Den irske jesuiterpræst Fergus O?Donoghue peger i sin blog på "den middelklassementalitet, der gennemtrængte det irske samfund og den irske kirke", og som krævede, at "børnene i forsorgsinstitutionerne lærte deres plads at kende". Sammen med overdreven autoritetstro, religiøs klikedannelse og et "harskt kirkevælde" gjorde det, at ingen stillede de spørgsmål, som de fleste i grunden godt kendte svarene på allerede, mener han.
Den irske forfatter John Banville, der selv er produkt af en mere privilegeret skolegang i kirkeligt regi, er ikke mindre hård ved sine landsmænd. I et indlæg i New York Times skriver han, at overgrebene næppe kunne have været undgået, netop "fordi alle kendte til dem". Også han taler om en almægtig kirke, der med tilslutning fra politikerne og befolkningen skabte en kultur, der gjorde det nemt at kigge den anden vej: "Tanken om arvesynden var rodfæstet hos os, og fra protestantismen havde vi lånt forestillingen om de udvalgte og de fortabte. Hvis børn blev sendt til børnehjem, forsorgshjem eller opdragelsesanstalter, så måtte det være, fordi det var meningen, og fordi de hørte til der. Hvad der skete bag murene, var ikke noget, vi skulle bekymre os om."
Det er det morads, som Irland nu skal forholde sig til. For kirken er dilemmaet yderligere, at den burde have afbødet virkningerne af en primitiv socialpolitik snarere end at have understøttet den.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad