Den skudsikre næstekærlighed

I Deadline den 22. maj så vi præsten Sørine Godtfredsen gå i kødet på kollegaen Per Ramsdal, der i samråd med menighedsrådet har taget imod de afviste irakiske asylansøgere i Brorsons Kirke. Han tillod sig stilfærdigt at se det som en medmenneskelig handling, men blev skolemesteragtigt belært om, at man skam ikke kan tage kirken som gidsel for sin egen proklamerede næstekærlighed. Igen dumpet.

Irakerne synes at have alle odds imod sig. Først laver de selvmål med en umulig talsmand, og siden må de indkassere to straffespark: dels til det politiske flertal, dels til den teologiske standret. Det er ikke let for irakerne at få ret, for de har jo ikke retten på deres side. At de i årevis har levet i et forgæves håb, er ikke vores skyld. Det er deres egen, ikke sandt? De sidder selv i saksen med al skylden. De har så megen skyld, at der slet ikke er nogen tilovers til os andre. De er dumpet for længe siden.

Der skal vist et mindre mirakel til at komme irakerne til undsætning. Og mirakler er som bekendt mangelvare i vor moderne, rationelle og affortryllede verden. Til gengæld har vi tankens skarpladte våben. Med den rette teologi kan man i dag gardere sig ved at krybe ned i skyttegraven og skyde på alt, hvad der bevæger sig i ingenmandsland. Man dækker sig bag en spærreild af ortodoksi, der sikrer én imod, at evangeliet griber forstyrrende ind og afstedkommer utilsigtede bivirkninger. Som anfægtelse, ydmyghed og indrømmelsen af, at skyld er noget, vi deler med hinanden. Især er det godt at have en skudsikker definition af næstekærlighed med i udrustningen. Så er man næsten usårlig. Når hele denne batalje engang har fundet sin afslutning, er der kun ét at håbe på: at vi ikke er dumpet alle sammen!

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen samt medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm