Jørgen Steens |
3. juni 2009
Tidligere efterskoleforstander C.J. Gräs er rystet over, at mange danskere tilsyneladende har accepteret troen på reinkarnation. Nu skriver han en bog om den "kristne opstandelseskraft"
Hvert femte medlem af folkekirken mener, at folkekirken bør acceptere troen på reinkarnation på linje med andre opfattelser af, hvad der sker efter døden. Det er en af konklusionerne i Kristeligt Dagblads store undersøgelse af Østens religiøse betydning for danskerne, og den har aldeles rystet den tidligere forstander for Blåkilde Efterskole, C.J. Gräs, som er i gang med at skrive en bog om den "kristne opstandelseskraft". For de mange danskere, der tilsyneladende har accepteret troen på reinkarnation, er i den grad på religiøse afveje, mener han.
- De har glemt den kristne grundfortælling og er havnet i tidens selvoptagede religiøsitet, som tror, at mennesket er udødeligt i sig selv, og at det har en sjæl, der lever videre efter døden.
Carl Johan Gräs har et omfattende virke som folkelig og kristelig foredragsholder bag sig, han har skrevet en række bøger, og var i over 20 år forstander for Blåkilde Efterskole i Vestjylland, der har sit bagland i Indre Mission og KFUM og KFUK. Han var i sin tid også med i Indre Missions hovedbestyrelse, men brød i protest mod bestyrelsens modstand mod kvindelige præster.
Nu er han 78 år, og arbejdstitlen på hans bog er "Forventning og livsmod". For hvad kan vi forvente os efter døden, og hvilke forventninger giver livsmod?
- Vi oplever jo, at mennesker, vi har kendt i mange år og haft et tæt forhold til, dør, og hvor mærkeligt det er, at et menneske sådan pludselig kan forsvinde og er væk. Det har jeg jo selvfølgelig vidst hele tiden, men døden er med alderen blevet mere nærgående, og hvad er det så for noget det hele? Er de døde bare væk, eller hvad sker der?
Gräs citerer fra en tale, der blev holdt ved forfatteren Martin A. Hansens begravelse i 1955: "Døden lurer altid og alle vegne, og trods alt menneskeligt sortsyn kommer den dog bag på os. Den kan komme i alle skikkelser og kan forfølge et menneske eller en slægt gennem lange tider som sorgens og ulykkens grå engel. Og værst er den som orm i selve menneskehjertet. Død og skæbne hersker, men opstandelseskraften fra Gud er der også".
- Ved opstandelseskraften er vi ved kernen af kristendommen, og troen på den kristne opstandelseskraft står i skarp modsætning til reinkarnationstanker og lignende forestillinger om, at menesket er udødeligt i sig selv, understreger Gräs.
Derfor kan reinkarnationsidéen ikke rummes i den kristne kirke.
- For med døden ophører al sjælelig og kropslig virksomhed, men som kristne tror vi samtidig, at Gud tager det i forvaring, når et menneske dør. Det udslettes ikke, men gemmes i Guds erindring, indtil det i opstandelsen får givet liv og ånde påny. Det er ikke noget, mennesket er herre over, men sker, når Gud vil det, og opstandelseskraften kommer fra den store sejrherre, Jesus Kristus, som overvandt døden, forklarer Gräs.
- Derfor kan salmedigteren Kingo skrive i sin salme "Som den gyldne sol frembryder": "Lad kun gravens jord mig dække, orme tære al min saft, ild og vand opsluge mig; jeg dør i den tro til dig, at jeg skal til liv opstande ud af dødens grumme lande."
I modsætning til menneskers mere eller mindre hjemmestrikkede private religiøse opfattelser har vi i kristendommen en konkret fortælling at forholde os til, som, hvis vi virkelig hører den, giver forventning og livsmod, påpeger Gräs.
- For det er fortællingen om, at døden ikke kan sejre over et menneske, fordi Kristus har sejret over døden, og at vi derfor kan leve og dø i troen på hans opstandelse, og at vi ikke behøver frygte noget som helst, heller ikke efter døden. Derfor kan Paulus skrive ord som "Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?". For Jesus har jo klaret tingene for os, vi skal ikke forsøge at frelse os selv, men kan dø i forvisning om hans tilsagn.
Det ældste nordiske Kristusbillede på den store Jellingesten viser den store sejrherre, livets himmelhelt.
- Det symboliserer, at en ny tid var på vej for nordboerne. De så Kristus som den triumferende himmelkonge, der var stærkere end de gamle guder, for han havde, hvad de ikke kunne, besejret døden, og de så, at opstandelseskraften var virksom som liv og lys i skyerne, i havet, i marken, i menneskers virke, i såning og høst, i planter, i mad og drikke. Ligesom Grundtvig ser det i salmen "Som forårssolen morgenrød".
Grundtvig er også forfatter til den store påskesalme, "I kvæld blev der banket på Helvedes port", som for Gräs understreger kristentroens radikale frelse.
- Kun hos Gud findes det evige livs ord, og uden det ophører al mening og forventning. Ved Kristi opstandelse blev Helvede tømt og døren smækket i.
- Jeg har den forventning, at jeg, som alle andre mennesker, efter min død vil blive mødt af Jesus med et "Velkommen", og vi vil blive dømt, men altså dømt i kærlighed, fordi Jesus har udslettet det anklagende skyldbrev mod os, slettet vort gældsbevis ved at nagle det til korset, som Paulus skriver i Kolossenserbrevet i Det Nye Testamente.
- Hvad har det ikke kostet Jesus at gå ind under dødens vilkår for at frelse os? Tror man ikke, at dette offer er så stort, at det også kan udslette mine egne småsynder, så hører man ikke evangeliet, og tror man mere på fortabelsen end på frelsen, så tror man alt for småt om Gud. For han vil jo, at alle mennesker frelses.
Men altså ikke gennem en iboende menneskelig udødelighed, som reinkarneres i evighed, understreger den tidligere efterskoleforstander.
Og netop i dette, at mennesket ikke er overladt til sig selv, finder vi grundlaget for forventning og livsmod.
- Så kan jeg, når den tid kommer, trygt sove ind "i troen på Jesus Kristus som min frelser", som de gamle sagde, og det lyder jo vældig fromt, men ikke desto mindre er det, hvad det hele drejer sig om.
steens@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad