Peter Holm |
3. juni 2009
Københavns næste biskop må ikke stirre sig blind på strukturelle problemer, da kirkens ramme altid er sekundær i forhold til indholdet, forkyndelsen af Kristus
Mens folkekirken med tiden har udviklet sig til en stor og tung organisation med et indviklet administrativt apparat, har selve kristendommen tilsvarende været på retur som samfundets åndelige fundament. Det er ikke noget, nogen har besluttet, men sådan har historien af mange grunde formet sig.
Engang var Danmark et samfund gennemsyret af kristendom, men nu er landet nærmest forvandlet til en stat, der mere eller mindre fremstilles som en forretning. Indbyggerne er ikke længere samfundsborgere i et kristent land, men individer, der lever side om side i en region af verden, hver især optaget af deres eget projekt.
Staten er sekulær og bare en rammeordning - en administrativ enhed, og tro og religion er blevet henlagt som en privatsag. Ganske vist defineres folkekirken i Grundloven, hvor det hedder, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, men det er et levn fra fortiden og langtfra et signal om, at staten også rent faktisk ønsker en bestemt religion fremmet, og det er nok kun et spørgsmål om tid, før sekulariseringen slår helt igennem og neutraliserer statens kirkelige engagement.
Man kan sagtens forestille sig, at folkekirken omdefineres til udelukkende at være en ramme for religion som sådan i stedet for at være en rammeordning alene for kristendommen - oven i købet i en luthersk udgave. Før eller senere rinder tiden ud for det nuværende ægteskab mellem stat og kirke, og det forekommer slet ikke utopisk, at Kirkeministeriet en skønne dag bliver omdefineret til et religionsministerium - eller reduceres til et mindre departement under et af de store ministerier.
Selv en moderne sekulær stat kan nok ikke frasige sig en vis interesse i at kunne afstikke rammer for religiøs udfoldelse, eftersom det religiøse tilsyneladende ikke bare kan fejes ind under gulvtæppet som en ubetydelig reminiscens fra før, verden blev moderne, eller som udslag af falsk bevidsthed. På papiret har den evangelisk-lutherske kirke stadig forrang i Danmark, men kombinationen af en sekulær stat og fremkomsten af individualisme og multireligiøsitet udhuler selve grundlaget for en særlig statstøttet religion.
Den form for "statsreligion" er bare en rest fra enevælden. Den sekulære stat er principielt upartisk i religiøse anliggender og kan derfor alene fastsætte rammer for religiøs udøvelse. Religion er en privatsag, og den enkelte vælger selv sin religion - eller fravælger at være religiøs. Det blander staten sig ikke i, når bare man i øvrigt overholder landets love.
Folkekirken er kun en ramme omkring et religiøst indhold, som hidtil har været defineret som luthersk-evangelisk. Ét er altså rammen, som politikerne fastlægger, noget andet er det religiøse indhold, og spørgsmålet er, hvordan man forholder sig til denne opdeling. Set med troens øjne er det det kristne indhold, som er det helt afgørende, mens kirkerammen, den ydre ordning, er sekundær.
For tidens "religiøse behov" kan naturligvis ikke tilfredsstilles af en rammeordning, og skal den lutherske kristendom betyde noget, må opgaven da først og fremmest gå ud på at tolke relevante sider af kristendommen frem. Man må så at sige gøre kristendommen "tidstypisk" - vel at mærke uden at sælge ud af de grundlæggende dogmer. Folkekirken, som vi kender den i dag, overlever i hvert fald ikke på rammer og form, men på sin evne til at gøre indholdet attraktivt for det senmoderne, oplyste og kritisk tænkende individ, som er på udkig efter "det spirituelle".
Betragter man imidlertid den bispevalgkamp, der foregår i Københavns Stift, ser det nærmest ud til, at det omvendte er tilfældet, nemlig at indholdet i bedste fald er sekundært. Der bliver næsten kun sat fokus på folkekirken som organisation, og det virker faktisk, som om selve det religiøse indhold nærmest ikke eksisterer. Det nævnes kun i forbifarten, mens der ikke er nogen ende på de mange ideer, kandidaterne har til, hvordan de vil være i stand til at trimme organisationen og udvikle den med henblik på at akkumulere markedsandele.
Når man tænker på, at en biskop skal stå i spidsen for et stift, og Københavns biskop kaldes den første blandt ligemænd, primus inter pares, er det højst mærkværdigt, at de religiøse ord og begreber er helt fraværende, mens strategier for kirkedriften fyger rundt i et virvar af mere eller mindre originale idéer - som om kirken var et foreningsanliggende eller ligefrem et forretningsimperium, der står over for at skulle ansætte en ny kirkedirektør i Københavns Stift.
Kirkelivet skal nytænkes, skriver én. En anden vil gøre kirken synlig, en tredje vil gøre det nemt at gå i kirke, en fjerde vil gøre de unge engagerede og så videre. Kirkerammen er tilsyneladende blevet et mål i sig selv, og kandidaterne forsøger hver især at fremstille sig selv som den helt rigtige administrerende direktør, der kan sætte skub i foretagendet i form af flere kunder i butikken.
Men hvad har butikken på hylderne? - for nu at blive i den jargon. Er der noget at komme efter? Det glemmer kandidaterne at fortælle vælgerne. Kun én af dem, nemlig Peter Skov-Jakobsen, forsøger spagfærdigt for eksempel i et nummer af Menighedsrådenes Blad at pege hen på indholdet - troen, bønnen og gudstjenesten - på, at kirken rummer en fortælling. Det kunne godt udfoldes, så det blev tydeligere, at han skiller sig ud og vil noget andet end bare være kirkedirektør i en region af folkekirkeorganisationen.
Ifølge luthersk-protestantisk kirkeforståelse er der forskel på kirken som institution og på den egentlige kirke. I et af kirkens bekendelsesskrifter, Den Augsburgske Konfession fra 1530, defineres kirken i artikel 7, som "de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret". Kirkeinstitutionen er ikke andet end en ydre, tidsbestemt ordning, mens den egentlige kirke er de helliges forsamling. Det vil sige, at selvom det kirkepolitisk kan være nødvendigt at debattere kirkestruktur, økonomi, medlemsprocenter og ledelse, så er og bliver det organisatoriske sekundært i forhold til det religiøse indhold.
Når man tænker på, at Kristus kom til verden for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, så er det altså udtryk for mangel på åndelig præcision, når kirken i i valgkampen nedskrives til at være en forening, en organisation eller en koncern, hvor indholdet kommer i anden række - eller slet ikke nævnes, og hvor det eneste succeskriterium synes at være et spørgsmål om medlemsantal. Hvor mange går i kirke, og hvor mange medlemmer har organisationen?
Luthersk forstået er kirken ingen forening. Den er de troendes forsamling, og den kan der ikke lægges et numerisk succeskriterium ned over. En gudstjeneste, en vielse, en begravelse, en andagt bliver vel ikke en større succes af, at der er mange til stede eller af en stram økonomisk styring?
Efter min mening har hverken København eller andre stifter brug for en biskop, der især ser sig selv som administrerende direktør for kirkeordningen. Det skal vedkommende muligvis også på nogle punkter være, fordi der nu engang er en ydre kirkeordning med forbindelse til staten.
Men biskoppens primære opgave er hverken af administrativ, økonomisk, kirkepolitisk eller forretningsstrategisk karakter. Den er derimod at være i stadig dialog med sig selv, med omverdenen og med Gud om det religiøse indhold med henblik på at få det til at sige noget "fornuftigt", både indadtil i de helliges forsamling og udadtil i det offentlige rum. Kirkelivets succes i Københavns Stift afhænger ikke af en vaks kirkedirektør, men af, at den kommende biskop kan få sat fokus på det, folkekirken kun er en historisk bestemt borgerlig ramme for, nemlig kristendommen.
Peter Holm er provst på Frederiksberg i København
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad