Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Minearbejderen der slog hul på Zimbabwes diktatur til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Minearbejderen der slog hul på Zimbabwes diktatur

- Vi har dæmmet op for hyperinflationen, vi har åbnet skoler og hospitaler, og vi har genoptaget vores samarbejde med det internationale samfund, siger Morgan Tsvangirai om de tre første måneder med samlingsregering i Zimbabwe. --

- Tobias Stern Johansen.

Fakta

Morgan Tsvangirai

Født 1952, tidligere fagforeningsleder og nu leder af partiet Movement for Democratic Change,...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Trods tørre tæsk og tabet af sin hustru er Zimbabwes nye premierminister, Morgan Tsvangirai, optimist. Det kriseramte land går mod bedre og fredeligere tider. Og skal man tro ham, er der en vis positiv kemi mellem ham og hans tidligere ærkefjende, Robert Mugabe. Kristeligt Dagblad mødte Tsvangirai i Zimbabwes hovedstad, Harare

Støvet hvirvler op under de fire sølvgrå firhjulstrækkere og en enkelt personbil, som drøner hen over fodboldbanens tørre græs. Sekundet efter bryder flere tusinde zimbabwere ud i jubel på stadionets største tribune.

Manden, de har ventet hele dagen på at høre, er kommet. Det er den 1. maj - arbejdernes kampdag. På bannerne står der "Arbejdere kæmp videre. Den mørkeste time er timen før daggry".

Zimbabwes nye håb, Morgan Tsvangirai, træder ud af personbilen og trækker i en rød T-shirt med logoet for fagforeningernes paraplyorganisation, Zimbabwe Congress of Trade Unions, ZCTU.

- Arbejdere, vær ikke bange, råber han ind i mikrofonen fra talerstolen og får et brølende "vi er ikke bange" tilbage fra tribunen.

Annonce
Tsvangirai er en mand, som ikke lader sig styre af frygt. En mand, der er vant til at kæmpe. Allerede i 1990'erne tog han sit første opgør med præsident Robert Mugabe, da han som generalsekretær for ZCTU løsrev fagforeningerne fra regeringen. I 1999 dannede han oppositionspartiet Movement for Democratic Change, MDC, og for tre måneder siden blev den 57-årige kulminearbejder fra Guru indsat som landets premierminister.

Få dage efter talen på arbejdernes kampdag møder Kristeligt Dagblad ham i MDC's hovedkvarter i centrum af Zimbabwes hovedstad, Harare. Han sidder bag et massivt skrivebord i et spartansk indrettet kontor. Blikket i det kødfyldte ansigt er træt og en anelse bistert. Han kommer direkte fra to dages politiske forhandlinger med Robert Mugabe - kendt som en af Afrikas mest brutale statsledere. Måske er det derfor, han har sorte rande under øjnene.

Tsvangirai er blevet regeringschef i et land præget af korrumperede politikere, en smadret økonomi og skyhøj arbejdsløshed. Og hvor forfølgelser af journalister og politiske aktivister stadig er hverdag. Samtidig har koalitionen mellem MDC og Mugabes Zanu-PF skabt en forsigtig optimisme blandt mange zimbabwere. Men de begejstrede tilskuere, der hyldede Tsvangirai den 1. maj, vil også se resultater, før de tør tro på bedre tider.

Hvornår vil befolkningen se resultater?

- Vi har været i regering i tre måneder. Trods alle de negative vurderinger er det i sig selv en usædvanlig præstation. Denne regering er dannet i en tid, hvor vi ingen ressourcer har haft, og der har hersket stor skepsis om, hvorvidt det overhovedet ville fungere. Så jeg kan kun sige, at det er i orden at være i forventning, men at vi bliver nødt til at være realistiske. Det går i den rigtige retning for landet, og det bør folk værdsætte.

Men det er for tidligt at sige noget om klare resultater?

- Der er positive resultater på flere områder: Vi har dæmmet op for hyperinflationen, vi har åbnet skoler og hospitaler, og vi har genoptaget vores samarbejde med det internationale samfund. Men det er for tidligt efter tre måneder at fælde dom.

Tsvangirai banker den ene næve i bordet for ligesom at slå pointerne bedre fast.

- Mange af de forandringer, som folk ønsker at se, kunne ikke engang ske i en enhedsregering. Og det her er en koalitionsregering. Der er meget, der skal forhandles igennem, og vi må indse, at vi navigerer gennem meget følsomme emner. Hvis vi ikke indser det, vil der ikke længere være nogen regering. Og hvis denne regering kollapser, vil folket lide.

Som den første i Zimbabwes historie slog Tsvangirai præsident Robert Mugabe ved præsidentvalget i marts sidste år. Ifølge de officielle resultater fik Tsvangirai 47,9 procent af stemmerne, mens Mugabe fik 43, 2 procent. Flertallet var dog ikke stort nok til at undgå en ny valg-runde. Efter nederlaget reagerede Mugabe ved at indlede en voldskampagne, hvor tusindvis af oppositionstilhængere blev dræbt, tortureret eller drevet på flugt. Få dage før anden valgrunde trak MDC sit kandidatur tilbage i protest mod volden.

Da du trak dig, var der en masse mennesker, som havde investeret deres liv og energi i valgprocessen, og som derfor blev meget skuffede. Hvad vil du sige til dem?

- Vores beslutning var baseret på folkets bedste interesser. Der var ingen pointe for os i at gå ind i en krig, når det skulle have været et valg. Vi har aldrig før oplevet den grad af vold. Landområderne var blevet forvandlet til en krigszone, så hvad er pointen? Vi ville kun have legaliseret den proces.

Under pres fra de afrikanske nabolande indgik de to ærkefjender i september 2008 en magtfordelingsaftale, og Tsvangirai blev den 11. februar i år indsat som premierminister, mens Mugabe beholdt embedet som præsident. Magtdelingen er enestående for Zimbabwe, men det kan være for tidligt at glæde sig. Mugabe er berygtet for aldrig at give den mindste magtindrømmelse til sine politiske modstandere uden senere at slå hårdt igen. Tsvangirai har allerede overlevet mindst tre mordforsøg – blandt andet ét i 1997, hvor ukendte gerningsmænd brød ind på hans kontor og forsøgte at smide ham ud af vinduet. Alle tre mordforsøg var formentlig planlagt af Zanu-PF.

Det er velkendt, at forholdet mellem dig og Mugabe langtfra er perfekt. Hvordan kan du indgå i en koalition med ham?

- Selv med de bedste intentioner er der ikke noget ægteskab, der er perfekt. Jeg støtter ikke Mugabes tidligere politiske aktiviteter. Vi formede jo netop MDC, fordi vi var modstandere af hans politik. Men der har været en vis positiv kemi mellem Mugabe og mig, som folk kan have svært ved at forstå. Selvom vi var ærkefjender i går, formår vi i dag at være uenige uden at havne på et niveau af had og respektløshed.

De mest skeptiske røster i landet mener, at Mugabe vil blive ved magten til sin død.

- Mugabe bliver ved magten, til han vælges ud. Hvem ved, hvornår han skal dø. Vi kan ikke bruge den prognose til noget. Vi vandt det sidste valg, og vi kontrollerer parlamentet. Jeg kan ikke se, hvordan han skal kunne få yderligere indflydelse.

Folk frygter, at du bliver en ny Mugabe.

- Brændt barn skyr ilden. Zimbabwes befolkning har enhver grund til at være skeptisk over for politikernes magt. Men det er folket, der skal garantere sin egen sikkerhed; de skal sikre, at deres ledere står til ansvar. Der skal laves forfatningsmæssige restriktioner, som sikrer, at landets ledere virker inden for bestemte parametre. Vi skal forpligte os til demokratiske principper.

Sammenlignet med Robert Mugabes syv akademiske grader og 30 år i det politiske spil fremstår Tsvangirai temmelig uerfaren for mange zimbabwere. Politiske iagttagere har da også benyttet flere lejligheder til at så tvivl om hans lederevner. Men hvad mener han selv.

Hvad er din største svaghed som politiker?

- Hvorfor spørger du ikke til min største styrke?

Tsvangirai slår en rungende latter op og kaster sig tilbage i stolen.

Fortæl os om begge.

- Jeg kan kun svare på, hvad du har spurgt mig om. Min største svaghed er ... jeg er vel for tillidsfuld.

Læberne fortrækker sig til et smil, og det ellers så bistre blik følger med.

Vil du uddybe det?

- Det er da et meget klart udsagn. Jeg er for tillidsfuld, og ind imellem bruger mennesker min tillid til deres fordel. Det er ikke særlig belejligt for en politiker. Folk vil se en politiker, som snor sig. Jeg er slet ikke sådan. Måske på grund af min fortid som fagforeningsleder.

Trods de historiske politiske landvindinger har 2009 været et år præget af tragedier for Zimbabwes nye premierminister. Den 6. marts blev hans hustru, Susan Tsvangirai, dræbt i en bilulykke, og blot en måned senere druknede et af hans børnebørn i et svømmebassin.

Hvordan kan du overkomme så store personlige tab og samtidig være politisk aktiv?

- Min egen personlige tragedie, ulykkelig som den er, sætter mig fri til at gøre mit politiske arbejde. For min familie har ikke råd til, at jeg stopper; mit parti har ikke råd til, at jeg stopper; og mit land har ikke råd til, at jeg stopper. Så hvad skal jeg gøre? Jeg bliver nødt til at fortsætte, til vi har nået de mål, vi har sat.

Har du haft tid til at sørge?

- Ja, det synes jeg. Jeg tror, jeg er kommet mig over det.

Trods det travle politiske liv finder Tsvangirai også tid til at dyrke sin kristne tro - primært ved gudstjenesterne i den metodistkirke, han kommer i.

Hvordan hjælper troen dig?

- Indimellem er troen meget vigtig; jeg tror, at der er én deroppe, som kan være meget uretfærdig, men også meget omsorgsfuld.

Taler du med "én deroppe"?

Tsvangirai kigger ned i skrivebordet. Eller igennem det.

- Hvis man tror på religion, så bliver man nødt til det. Men jeg er ikke fanatisk eller fundamentalistisk. Jeg tror bare på Gud. Jeg tror på religion. Det er sådan, jeg er.

Man slipper ikke gennem 10 år som oppositionsleder i Zimbabwe uden skrammer. Det ved Tsvangirai bedre end nogen anden. Han har været arresteret et utal af gange, Zanu-PF har stemplet ham som "landsforræder", og i 2007 gav politiet ham så mange tæv, at han ikke kunne se ud af øjnene.

- Jeg har lidt tab, men de har aldrig formået at banke mine overbevisninger ud af mig. Det er det vigtigste. Jeg kan ikke tage tilbage og pleje mine sår. Det er fortid.

Hvad motiverer dig til at blive ved?

- Ønsket om at gøre godt. Når jeg går derud og ser folk, som tror på mig, så må jeg også tro på dem, siger han og nikker mod vinduet, hvorfra vi svagt kan høre støjen fra Harares befærdede gader.

Hvordan ser fremtiden ud for Zimbabwe?

- Lys. Jeg er ikke i tvivl om, at fremtiden er lys. Vi vil komme igennem dette økonomiske, politiske kviksand, og vi vil sørge for en bedre fremtid for alle.

Har det været det hele værd?

- Åh ja, svarer han sikkert. Det har været ofrene værd; ikke bare mine, men også de, der er døde for sagen. Det er dem, der er døde for sagen, som får mig til at fortsætte. Deres ofre vil ikke have været forgæves.

udland@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​