Generalsekretærer står stærkt før bispeafgørelse

Lykkes det for domprovst Anders Gadegaard eller en af sognepræsterne Peter Skov-Jacobsen, Andreas Christensen og Asser Skude at vinde over generalsekretærerne, når de afgivne stemmer tælles op, vil det være noget af en bedrift. Og der vil så være ekstra grund til at lytte til de budskaber fra valgkampen, som netop disse fire særligt har markeret sig med. Hvad enten det er kontinuiteten og rummeligheden, som Gadegaard og Skov-Jacobsen repræsenterer, Christensens tanker om voksende kirker, der virker, eller Skudes ønsker om en mere socialt ansvarlig og ungdomsrettet kirke, der får opbakning.

Set udefra vil det være svært for mange overhovedet at skelne mellem kandidaterne, der alle har søgt teologisk brede og skudsikre synspunkter undervejs. Uanset hvilke kandidater der går videre, vil der således også være enighed om en lyttende ledelsesstil med fokus på arbejdsglæde, at der skal være plads til lidt mere ny musik og anderledes gudstjenesteformer i kirken, at indsatsen for børn og unge skal styrkes, at kirken skal stå stærkt i mediebilledet, og at kirken samtidig gerne må åbne sig mere for spiritualiteten.

I modsætning til tidligere bispevalg har kun få kandidater fuldtonet sagt, at de er grundtvigianere, den tidligere bredest forankrede kirkelige retning i landet. Gadegaard har i valgkampens løb ligefrem sagt, at tiden er løbet fra den slags klassiske betegnelser. Skude vil hellere henvise til Kierkegaard og Løgstrup end Grundtvig som forbillede. Lindhardt har gjort meget ud af, at hun både er rundet af kirkeligt ungdomsarbejde og har grundtvigsk frisind. Skov-Jacobsen nøjes med at kalde sig "skabsgrundtvigianer". Kun Christensen mener, at han er blevet god til bare at kalde sig selv grundtvigianer. Og selv Bollmann, der ellers undervejs har fået højrefløjens officielle støtte, kan som både fraskilt og gengift på ingen måde puttes i nogen klassisk konservativ boks. Mest rammende er formentlig hans egen etiket, aktivt centrum.

Trods det lille opgør med den klassiske grundtvigianisme er det dog stadig i praksis på den brede folkekirkelige midte, bispekandidaterne alle befinder sig. Størst uenigheder har der da også undervejs været om struktur, ikke om teologi. Tine Lindhardt, der som den eneste ikke har været præst i Københavns Stift, har her mest markant skabt røre ved at kræve de kirker åbnet igen, som stiftsrådet og den siddende biskop ellers har taget ud af almindelig brug.

Når kandidaterne således klumper sig sammen på midten, bliver det ligesom i landspolitik afgørende, hvilken person vælgerne har størst tillid til kan omsætte idealerne til virkelighed. På mandag skal det vise sig, om det er valgets to kirkelige generalsekretærer, domprovsten eller sognepræsterne, der får til opgave fremover at leve op til netop den tillid.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk