1: Pernille Carstens er nu ikke længere ved Aarhus Universitet. Hun er Centerleder ved det nævnte center, der er placeret ved Afdelingen for Bibelsk Eksegese ved Københavns Universitets Teologiske Fakultet. Centret har i øvrigt officiel åbning den 19. juni.

2: Det kunne jo også være, at Troels skulle prøve at læse sin Bibel igen. Taget isoleret er 1 Mos 22 en grum historie, men læst i kontekst -- dvs. som en del af Abrahamhistorien -- er det måske en humoristisk tekst. Læs fortælligen i sin helhed: Abraham fatter aldrig, hvad Gud vil med ham, og det lige fra starten, da han får lovet land og afkom med sin Sarah(j): Aldrig så snart er han ankommet til Kanaan, før han forlader landet igen på grund af maverumlen -- der er ikke noget at spise -- og rejser til Egypten, hvor han sælger konen til Farao. Hvem redder situationen? Vorherre, naturligvis, og sådan fortsætter det gennem hele fortællingen. Så i 1 Mos 22 siger Gud: Du skal ofre din søn. Nu har Abraham fattet, tror han, smækker hælene sammen og drager af sted for at ofre sønnen, og kun Guds feberredning klarer sagen. Abraham fattede aldrig noget; men han var tro til det sidste; dyrkede ikke andre guder, og det er det afgørende. Se, læst på en anden måde, så er det ikke nogen grusom historie -- det er historier som den om Jeftas datter i Dommerbogen (men det er menneskers fejl og ikke Guds) eller om levittens hustru i Dommerbogen 19. Fortællingen om David er heller ikke opbyggelig efter moderne standard, men Gud forsager ham aldrig, for også David er tro til det sidste -- dyrker ikke andre guder. Og så har jeg slet ikke talt om salme 137: salig den, som knuser dine børn mod klippen! Her er guf for Nørager.

Moderne smagsdommere skal være påpasselige med at tro, at deres -- moderne -- læsninger uden videre er dækkende.

Niels Peter Lemche
Prof. Dr.theol.