Terrordebat. Mere humor, tak

Der er brug for humor i terrordebatten. Nej, ikke vittigheder, men humor - forstået som en kvalitet ved vores forhold til hinanden og til verden. Begrebet humor har, ikke mindst efter Søren Kierkegaard, vundet hævd i dansk tænkning. Mere humor vil befordre en bedre dansk debat om terror.

Unge og gamle modstandsfolk (Fighters and lovers, Foreningen Oprør, Horserød-Stutthof og andre) har fremprovokeret en debat ved åbent at støtte organistationerne FARC og PFLP, der står på EU's terrorlister. Men mange almindelige mennesker tier - næppe fordi de er bange, men snarere fordi de ikke føler sig hjemme blandt de stålsatte meninger fra begge sider. De rene og ranke har sjældent humor.

Søren Kirkegaard skelner mellem ironi og humor. Begge afslører menneskers fejl, begge ser virkeligheden i øjnene uden illusioner, begge ler af det, de ser - men hvor ironiens latter er intellektuel, er humorens hjertelig. Det er let at kende forskel i praksis: Ironien fordømmer, mens humoren er solidarisk.

En tidligere modstandsmand fortalte engang i et foredrag om en ung mand, der opsøgte en præst og spurgte: "Hr. pastor, skal man bede Gud om tilgivelse, når man skyder en stikker?" Og præsten svarede: "Ja, det skal man, min dreng, men det skulle du jo også, om du havde ladet være." Foredraget hed "Humor som livsholdning" og handlede om "at kunne bære ikke at høre til de retfærdige uden at miste sin ansvarlighed".

I den hjemlige debat om terror afviser mange at røre ved FARC og PFLP, fordi de fører krig og har blod på hænderne. Ansvaret for den slags deponerer de derved hos det såkaldte "internationale samfund" og tror, at så har de deres på det tørre.