Lad det være sagt med det samme: Statsansatte teologer som prodekan Troels Nørager fra Aarhus Universitet har naturligvis ytringsfrihed som alle andre borgere i et demokratisk samfund. Teologiens korps af højlærde har selvfølgelig også forskningsfrihed inden for de rammer, som universitetsloven i øvrigt udstikker for forskere, uanset om emnet er Abraham og Isak, kræftens store gåde eller avanceret atomfysik. Der er næppe ret mange, som vil ønske sig tilbage til middelalderens skolastik, hvor teologien var spændt for en fastlåst dogmatisk spændetrøje, der alt for ofte satte en effektiv stopper for nye opdagelser. Moderne teologi trives bedst, hvor der er højt til loftet i tanke og tale. Og enhver, som er overbevist om, at kristentroen i sit grundlag er sand og rigtig, kan da heller intet have imod, at den udsættes for kritisk forskning og undersøgelse. Der kan jo så at sige intet være at frygte.

Ikke desto mindre kan det med jævne mellemrum være fornuftigt at overveje, om den frie teologiske forskning udnytter sine muligheder godt nok - om friheden bruges med fornøden omtanke. Landets teologiske elite kan passende bruge den debat, der har rejst sig om Nøragers engelsksprogede bog om Abraham til at overveje, om strategien også her er den rette. Sagen er i hvert fald den, at store dele af den teologiske forskning er blevet så avanceret, at almindelige mennesker har meget svært ved at forstå den.

Og når der endelig er pointer, som via pressen siver ud til offentligheden, gør det sjældent sagen bedre. Først støttede fremtrædende fagteologer præsten, der ikke troede på Gud. Så sagde en teologiprofessor, at han ikke troede på Jesu kødelige opstandelse. Og nu vil den næstkommanderende teolog i Århus så nærmest have troens fader skrevet ud af bibelhistorien. Alt sammen i demokratiets, seriøsitetens og menneskelighedens hellige navn.

Men folk må jo tage sig til hovedet. For teologien er ved at destruere sig selv for åben skærm. Ingen har vel hørt om en musikforsker, der offentligt erklærede, at han ikke kunne lide musik. Men det ser jo nærmest ud til, at det fineste, en teolog i dag kan gøre, er at gøre op med de tekster, den kirke og de værdier, hans eller hendes eget fag er hængt op på. Det skal ingen forbyde. Men særlig klogt er det nu ikke. For teologien som fag ender altså på den måde som en lille og ubetydelig underafdeling på et humanistisk fakultet.

Befolkningens religiøse dannelse overlades til nyreligiøse fantaster uden nogen form for kritisk sans. Og folkekirken tvinges med tiden til at opfinde nye måder at få præster uddannet på, der både kan tænke abstrakt og tale ligefremt om kirkens arvegods fra Guds skaberværk til frelsen.