Lad mig så stilfærdigt som muligt gøre opmærksom på, at lagt de fleste forældre til anbragte børn aldrig har så meget som drømt om at misrøgte eller mishandle noget barn.
Det gælder også for størstedelen af de tvangsfjernede.
Alligevel nægtes børnene at se deres familier, hvilket er en stor belastning for børnene.
Faktisk har undersøgelser vist, at det er værre for et barn at miste sine kære ved tvangsindgreb end ved dødsfald.
Ved dødsfald får man som regel sympati og lov at sørge.
Det anbragte barn stigmatiseres derimod og får at vide, det skal være taknemmeligt for at miste alt og blive kastebold mellem økonomiske interesser.
Der er i allerhøjeste grad brug for revision af hele anbringelsesområdet.
Først bør vi definere "barnets bedste".
Velfærdsministeriet under Karen Jespersen har over for mig defineret det som hvad, "en (tilfældig, mit indskud) sagsbehandler skønner"
Så kommer turen til "forældreevne" - Forældrenes eller slægtens?
Det nægter man blank at definere, da det er en skønssag.
De omtalte forældre har givetvis ikke tilstrækkelig forældreevne i forhold til det anbragte barn. Ellers var det blevet hjemme, og kommunen havde sparet den udgift.

Dernæst må vi se på det betimelige i, at kommunerne anbringer stakkels børn under langt værre forhold end de hjemlige og intet opsyn eller ansvar har, samtidig med at forældrene umyndiggøres.
Vi ved bedre!, er det bestandige svar.
Aktuelt bør man se på Morsø Kommune. Her har Anne Løngaa grasseret i mange år og bragt mange familier til fortvivlelse ovenpå, hvad hun bedrev i Farsø.
Mishandlingen af de mange børn og deres pårørende i projekt Villa Villekulla er blevet berømmet at Kommunernes Landsforening og skiftende ministre.
Nu er korthuset faldet sammen.De ansatte tilbydes psykologhjælp. Og børnene?
De har det pr. definition godt i formynderstatens vold.

Hvorvidt det omtalte barn kunne være hjemme med tilstrækkelig hjælp, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg ser ikke nogen grund til, at de børn, der beklageligvis må anbringes, ikke får det bedste fra begge verdner: Omsorg og pleje fra anbringelsesstedet. Kærlighed, kultur og identitet fra familien.
Det gælder for alle børn. Ikke kun de velbjergedes.