Borgerlig sejr, men status quo i Europa

Allerstørst fokus er der dog på de britiske konservative, der sammen med det tjekkiske ODS-parti har proklameret, at de vil forlade den konservative gruppe og stifte deres egen, mindre EU-entusiastiske gruppe, der blandt andet bygger på en stærk modvilje mod Lissabon-traktaten. Hvordan en sådan gruppe skal se ud, er der imidlertid stadig stor mystik omkring.

- Det er, som om et riffelskud er gået af, og de står tilbage og tænker, "hvad er det, vi har gjort", siger professor i EU- studier Paul Taggart fra Sussex Universitet om de britiske konservative.

For ham at se bliver det enormt svært for dem og tjekkerne at få samlet de påkrævede medlemmer fra syv forskellige lande, der skal til for at skabe en ny gruppe i Parlamentet, hvis de skal fiske dem i den sø af politiske partier på højrefløjen, som ikke er med i den konservative EPP-ED-gruppe.

- De er mere eller mindre de eneste mainstream-partier, som har stærke elementer af euroskepsis i sig, og hvis de skal have nogen chance for at få indflydelse, så skal de ud og understrege, at de er store, brede partier med en bred agenda og ikke bare euroskeptikere, siger Paul Tag-gart, der understreger, at det betyder, at det bliver meget svært for dem at finde partnere blandt de tilbageblivende partier.

Det polske Lov og Retfærdighed-parti ledet af de upopulære polske tvillinger Jaroslaw og Lech Kaczynski har tilkendegivet, at de gerne vil være med, men deres meget katolske ståsted og fokus på blandt andet abortspørgsmål, familieret og EU som en kristen klub harmonerer meget dårligt med det, som de britiske konservative gerne vil signalere hjemadtil.

Samtidig er den store ubekendte, at 93 ud af Parlamentets 736 medlemmer endnu ikke har fundet sig en gruppe, mens eksisterende sammenslutninger som Jens Peter Bondes brogede opfindelse Independence.Democracy-gruppe og Foreningen af Nationernes Europa begge står til at smuldre og dermed frigiver yderligere 54 frie fugle.

Maja Kluger Rasmussen fra LSE påpeger, at vi har fået et mere fragmenteret parlament, hvor små partier på både venstre- og højrefløjen er gået frem. Især Parlamentets grønne gruppe har fået et kanonvalg. I Frankrig har den nye grønne koalition EuropeEcologie fordoblet de grønnes tilstedeværelse og ligger lige med de franske socialdemokrater, der er blevet nedsablet.

I Storbritannien er det til gengæld lykkedes det stærkt euroskeptiske UK Independence Party at slå regeringspartiet Labour og blive landets andetstørste parti i Parlamentet, hvilket er endnu et søm i den trængte premierminister Gordon Browns politiske ligkiste.

Partier tilhørende forskellige grader af nationalistisk højre har generelt nydt fremgang over hele Europa. Men det skal ikke nødvendigvis skal ses som en kritik af EU, mener Maja Kluger Rasmussen fra LSE.

- Hvis man skal se på, hvorfor der er kommet så mange nationalistiske stemmer, så handler det først og fremmest om utilfredsheden med regeringer i folks eget land. Det er proteststemmer, siger forskeren.

Hun mener også, at det er forklaringen på, at kun én ud af 532 kandidater for det pan-europæiske EU-skeptiske Libertas-parti, den franske Philippe de Villiers, der allerede er medlem af Parlamentet for Mouvement pour la France, har opnået valg i et af de 14 lande, som listen var stillet op i. Mens selv bevægelsens hovedperson, irske Declan Ganley, der med stor succes ledte sidste års nej-kampagne mod Lissabon-traktaten i Irland, blev vraget. Ligesom både JuniBevægelsen derhjemme og svenske Junilistan også blev forbigået af vælgerne.

albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk