Amerikanske katolikker ser på præsidenten med meget forskellige briller. Og nogle er bekymrede ved udsigten til en tilnærmelse mellem Det Hvide Hus og Vatikanet. Obamas nye ambassadør ved pavestolen er også på trapperne
Abortspørgsmålet er den kæp i hjulet, der virkelig hæmmer den politiske fortrolighed mellem præsident Obama og den katolske kirke i USA. Det er ikke kun et spørgsmål om at være demokrat eller republikaner, selvom politiske sympatier også spiller ind. Indvendingerne er primært etiske. For mange katolikker bunder Obamas liberale indstilling til abort i et forfejlet menneskesyn, og det giver anledning til tøven blandt kirkens folk på områder som socialpolitik, immigration eller klimaet, hvor et samarbejde mellem den amerikanske regering og landets største trossamfund ellers synes muligt.
For andre katolikker - både lægfolk og gejstlige - er Bush-årene dog så traumatiske og Obama-æraen så fuld af håb, at det forekommer næsten ubærligt, at den katolske kirke ikke kan være en del af den fornyelse og optimisme, som valget af USA's første sorte præsident synes at indvarsle.
Godt nok mener også denne fløj typisk, at abort er af det onde, men det er man villig til at underspille i den gode sags tjeneste.
De to holdninger stødte sammen med et brag i sidste måned, da Obama talte på et af USA's kendteste katolske universiteter, University of Notre Dame i Indiana. Universitetets ledelse og mange af de studerende talte om at udveksle synspunkter, om at have akademisk højt til loftet og om respekten for præsidentens embede. Men for mange andre var det en skandale, at en så prominent katolsk institution hædrede en politiker, der er kendt for sin støtte til fri abort.
I den situation var det naturligt for strammerne at forvente sympati fra Vatikanet. Men til frustration for mange konservative katolikker har signalerne fra pavestolen været blandede.
Vatikanet har ganske vist kritiseret Obama for hans abortpolitik. Men på det seneste har kommentarerne været afdæmpede, og i april noterede Pavestolens dagblad, L'Osservatore Romano, at Obama på det etiske område "ikke synes at have taget de radikale skridt, han lagde op til".
Konservative katolske kommentatorer har efterfølgende understreget, at L'Osservatore ikke taler på pavens vegne og kun har halvofficiel status, hvad der svækker dens autoritet. På den anden side har bladet ret i, at Obama har vist sig mere kompromissøgende, hvad angår abort, end han gav udtryk for under sin valgkamp. På University of Notre Dame talte han om at begrænse antallet af aborter mest muligt og om at respektere sundhedspersonalets ret til at nægte at medvirke til abort af samvittighedsgrunde.
Især det sidste er en opblødning i forhold til tidligere udsagn. Obama har også vist en forsonende holdning ved som ny amerikansk ambassadør ved Pavestolen at pege på en katolsk teologiprofessor og familiefar, den 45-årige Miguel Diaz, der nok har liberale sympatier, men som aldrig er afveget fra biskoppernes linje, hvad angår abort.
Den udnævnelse har Vatikanet også rost, og det ville også være dumt ikke at vise imødekommenhed over for præsidentens gestus. Pavestolen har brug for et godt, forretningsmæssigt forhold til verdens eneste supermagt, ligesom Obama ikke kan komme uden om vægten af pavens moralske lederskab.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at pavestolen er utilfreds med de amerikanske biskoppers hårde linje. Det er debatten i USA, der giver abortmodstandere verden over håb om, at kampen ikke er tabt, og det ved man godt i Vatikanet. Mere end 35 år efter indførelsen af fri abort er modstanden stigende, og nylige opinionundersøgelser, blandt andet fra Gallup, viser, at de fleste amerikanere ikke støtter fri abort, men enten ønsker flere begrænsninger eller er helt imod.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad