Ronald Reagan var helt sin egen

James Manns interesse i at udforske Ronald Reagans koldkrigspolitik blev vakt, da han under arbejdet med en tidligere bog, den prisvindende "The Rise of the Vulcans", der er et gruppeportræt af præsident George W. Bushs udenrigspolitiske hold, brugte nogle år på at grave oplysninger frem om daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld og vicepræsident Dick Cheney.

Han stødte tilfældigvis på en historie om, hvordan Cheney og Rumsfeld i Ronald Reagans præsidenttid under stort hemmelighedskræmmeri jævnligt deltog i øvelser for at "forberede til Harmagedon". Det viste sig, at de to mænd var del af et tophemmeligt og uautoriseret regeringsprogram designet til at "opretholde regeringen under og efter en atomkrig med Sovjetunionen".

- Den forbløffende historie gjorde mig nysgerrig efter, hvilket andet ukendt materiale, der fandtes om Ronald Reagans atompolitik, fortæller han.

I sit arbejde med "The Rebellion of Ronald Reagan" gravede James Mann dybt i både gamle og nyåbnede arkiver og interviewede en lang række mennesker med forbindelse til Ronald Reagan, heriblandt Nancy Reagan, Henry Kissinger og Helmut Kohl.

- Den største udfordring var personen Reagan selv, fordi han var så uigennemsigtig og aldrig forklarede motivationen bag sine handlinger. Han ønskede ikke at reflektere, og han agerede mestendels pr. instinkt, siger James Mann.

Igennem sin research lykkedes det ham at gøre nye opdagelser om Reagans præsidentperiode og hans udenrigspolitik. James Mann selv er særligt glad for i Richard Nixons journaler at have opdaget eksistensen af et hemmeligt møde i 1987 mellem Ronald Reagan og den vanærede ekspræsident, der var blevet smuglet ind i Det Hvide Hus uden nyhedsmediernes kendskab.

I journalindlægget udtrykker Richard Nixon forargelse over den prangende og tydeligvis kostbare nye udsmykning i Det Hvide Hus' private gemakker, som han selv havde indrettet mere ydmygt, og han skriver, at han advarede Reagan mod at slække på USA's hårde kurs over for Sovjetunionen - et råd, som præsidenten valgte at ignorere.

- Mødet havde ingen betydning i sig selv, men det er en god historie om et sammenstød mellem de her to fascinerende koldkrigere, og den viser, hvem Reagan var, og hvad han troede på. Nixon troede ikke på, at Sovjetunionen kunne forandres, mens Reagan - korrekt - var kommet til den modsatte konklusion, siger James Mann.

Forfatteren er også den første til at løfte sløret for, hvor stor en indflydelse en mestendels ukendt - og blandt hans regeringsmedlemmer stærkt kontroversiel - liberal udenrigspolitisk ekspert, Suzanne Massey, havde på Ronald Reagan. James Mann beskriver desuden i detaljer Reagans kampe med det konservative republikanske etablissement, der var rasende over hans diplomati med Mikhail Gorbatjov.

- Jeg opdagede hurtigt, at "høgen" Ronald Reagan i sin anden embedsperiode nærmest var en due sammenlignet med andre i Washington. Men det, som overraskede mig mest, var kampen bag scenerne omkring hans legendariske tale ved Berlinmuren, hvor han bad Gorbatjov om at "rive denne mur ned". Sætningen udløste en voldsom intern debat blandt hans rådgivere, men Reagan fulgte sine egne instinkter, forklarer James Mann.

Netop Ronald Reagans vilje til at gå sin egen vej forklarer titlen på Manns bog, der henviser til Ronald Reagans "oprør".

- I Reagans anden embedsperiode gjorde han oprør mod sit bagland og mod det konservative udenrigspolitiske etablissement, der mente, at han gik alt for langt i sine tilnærmelser til Sovjetunionen. Reagan udviklede imidlertid sine egne idéer og fulgte sin intuitive fornemmelse af, at Gorbatjov var en fundamentalt anderledes form for sovjetisk leder, som det kunne betale sig at bakke op om, siger James Mann.

Ronald Reagan gjorde en stor indsats for at udvikle et forhold til Mikhail Gorbatjov, og blandt nyhederne i "The Rebellion of Ronald Reagan" er, at den kristne amerikanske præsident forsøgte at omvende den ikke-troende sovjetiske leder. Det skete under et privat møde i 1987, hvor Reagan understregede, at han til enhver tid ville benægte, at han nogensinde havde bragt emnet op.

- Det var et modigt, men dubiøst foretagende, der gik langt ud over hans mandat som USA?s præsident. Reagan betragtede også kommunistlandenes undertrykkelse af troende som en akilleshæl, som USA kunne udnytte strategisk, men intet tyder på, at han også havde mere vidtgående ambitioner om at forvandle Østeuropa til religiøse lande, siger han.

James Manns bog slutter sig til en lang række tidligere portrætter af Ronald Reagan, men forfatterens omfattende research og hans adgang til nyligt frigivne dokumenter er med til at revidere billedet af USA?s 40. præsident, hvis eftermæle stadig præges af ofte misvisende myter. James Mann peger eksempelvis på, at Reagan i en tale kaldte Sovjetunionen for "det onde imperium", altimens han over for sine rådgivere i al hemmelighed understregede, at han ikke ønskede at gøre noget, som kunne stå i vejen for "kompromis og stille diplomati" med sovjetiske ledere.

- Det er to årtier siden, at Ronald Reagan gik af som præsident, og vores opfattelse af ham ændrer sig stadig i takt med, at vi får bedre indsigt i hans tankegang og strategi. Eksemplet Reagan viser, at vi ikke bør fælde dom over præsidenter baseret på deres image eller offentlige retorik, fordi de ofte bruger image eller retorik til at opgejle deres politiske base, mens de agerer helt anderledes bag scenerne, konstaterer James Mann.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk