Erik Bjerager |
12. juni 2009
Urimeligt at folkekirken fortsat skal betale for civilregistrering
Det er på tide, at folkekirken overlader det til staten at skrive danskerne i mandtal. Siden 1645 har det været præsternes og kordegnenes opgave at registrere danskerne i kirkebøgerne, men den tid bør nu være helt forbi. I denne uge har kirkeministeren fremsat et lovforslag, der naturligt må have som konsekvens, at hele civilregistreringen flyttes fra folkekirken. I stedet kan kirken bruge de mange millioner, der nu går til et statsligt formål, til egentligt kirkeligt arbejde.
Kirkeministerens forslag præsenterer sig som en naturlig følge af den tekniske udvikling. Fremover bliver det nemlig ikke forældrene, der kommer til at opsøge kirkekontoret for at anmelde en fødsel, men næsten uden undtagelse jordemødre og læger på landets hospitaler. De skal nu så let som ingenting kunne taste det hele ind i det store cpr-register, der holder styr på alle danskere. Dermed er der også sat effektivt punktum for den kritik af systemet, som flere religiøse mindretal har fremsat. De skal ikke længere i berøring med folkekirken for at anmelde deres nyfødte. Men den tekniske virkelighed forandrer den virkelige virkelighed. Med Kirkeministeriets seneste tiltag giver det ikke længere mening, at folkekirken overhovedet bruger penge og kræfter på denne opgave.
Historisk set har der været fornuft i ordningen. Præster var - og er - lokale embedsmænd, og som sådan har de været ansvarlige for at notere fødsler, dødsfald, vielser og andre kirkelige handlinger. Derved har først kongen og siden de valgte regeringer haft styr på hvem, der skulle tjene i hæren, og hvem der skulle betale skatter. Danmark har haft kontrol over sin befolkning.
Der har været god grund til, at kirken stod for civilregistreringen, for den skulle alligevel føre en fortegnelse over sine medlemmer, som i mange år stort set var lig med den samlede befolkning. Set fra kirkeligt hold har argumentet for ordningen i de senere år især været, at den skaber et mødested mellem præsten og borgerne. Når det glade forældrepar er mødt op for at få registreret deres barns fødsel, har præsten kunnet bruge anledningen til at drøfte spørgsmålet om dåb.
Men det argument har sin svaghed.
I Sønderjylland forblev civilregistreringen hos kommunerne efter genforeningen i 1920, så her har kirken ikke haft den offentlige opgave, der angiveligt har skabt kontakten mellem præst og borgere andre steder. Det har ikke ført til færre dåbshandlinger, lavere medlemsprocent af folkekirken endsige mindre kristendom i landsdelen end andre steder.
Der har været forståelig veneration for de håndskrevne kirkebøger og for den historisk betingede kontakt mellem kirke og folk, som kirkebogsførelsen gav anledning til. Men i 2004 blev systemet som en naturlig følge af udviklingen gjort elektronisk, og dengang burde det have været statens opgave at overtage og finansiere projektet, der kostede folkekirkens medlemmer flere hundrede millioner kroner.
Med den fortsatte tekniske udvikling foregår civilregistreringen ikke længere i mødet mellem mennesker, men derimod næsten udelukkende imellem computere. Når præsten og borgeren ikke længere mødes her, er det sidste argument for at lade kirken stå for civilregistreringen faldet.
Det er derfor vanskeligt at forstå de politikere, der stædigt fastholder, at det skulle være en særlig kirkelig opgave at registrere fødsler og dødsfald i landet. Den eneste forklaring kan være, at båndet mellem stat og kirke for dem at se er så tyndt, at det alene beror på, at kirken er viklet ind i den statslige forvaltning.
Folkekirkens udvikling beror på, at den koncentrerer sig om sin kerneopgave, nemlig at være kirke. Den skal ikke agere offentlig myndighed, og kirkens medlemmer bør ikke betale for det, der er statens opgave. Derfor skal civilregistreringen ud af folkekirken. bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad