Historien om den populære, nu tidligere katolske præst og hans forbudte romance har fået katolikker i USA og Latinamerika til at diskutere, om det er på tide for den katolske kirke at opgive kravet om cølibat til præster. -
- colourbox.
Sidsel Nyholm |
12. juni 2009
I USA er en populær katolsk "mediepræst" blevet afsløret i at have et forhold til en kvinde. Nu diskuterer amerikanske katolikker, om cølibatkravet er forældet
Alberto Cutiés glatte filmstjerneudseende gør det nemt at forestille sig den 40-årige katolske præst færdes hjemmevant på de glitrende strande og barer, som byder sig til i hans sogn i det solbeskinnede Miami Beach i Florida.
Og fader Cutié, der som celeber mediepræst med tilnavnet "Fader Oprah" er en berømthed i både USA og Latinamerika, har da også af og til udskiftet præstekjole og oblater med badebukser og drinks. Det står klart, efter at det mexikanske sladderblad TVnota har trykt en afslørende billedserie, der viser ham i kærligt favntag med en mørkhåret kvinde på en bar og en strand.
Alberto Cutié blev omgående suspenderet fra præstegerningen i kirken St Francis de Sales samt fra sit job som vært på den internationale katolske radiostation Radio Paz. Efter en kort tænkepause besluttede han sig for at skifte den katolske kirke ud med den mere liberale episkopale kirke.
Historien om den populære, nu tidligere katolske præst og hans forbudte romance har fået katolikker i USA og Latinamerika til at diskutere, om det er på tide for den katolske kirke at opgive kravet om cølibat til præster. De fleste debattører bakker op om Alberto Cutié, der blandt andet er kendt for sin rådgivning om ægteskab, seksualitet og moral i fjernsyn, i radio og i bøger med titler såsom "Real Life, Real Love" (Ægte liv, ægte kærlighed). Mange peger på, at den katolske kirke er kriseramt og lider af medlemsflugt, og at der ifølge rapporter i dag er flere katolske præster i USA over 90 år end under 30 år.
- Som praktiserende katolik ser jeg denne tumult som endnu et eksempel på, hvorfor kirken mister sine unge medlemmer. Den katolske kirke fortsætter med at udbrede gamle dyder og lære, der er irrelevante eller upraktiske i dag (...) Hvordan skal en enlig, kysk mand forventes at forstå presset på nutidens familier? spørger eksempelvis Roger Rodriguez i et læserbrev i avisen Miami Herald.
Andre hæfter sig ved, at den katolske kirkes 900 år gamle kyskhedskrav oprindeligt blev indført for at undgå, at præsters enker og børn kunne kræve ejerskab over kirkens ejendom, og at Alberto Cutié er et bevis på, at et jordisk kærlighedsforhold ikke står i vejen for et menneskes evne til at tjene kirken.
- Enhver forstyrrelse, som Cutié havde, stod tilsyneladende ikke til hinder for den populære præsts forpligtelser i æteren, i trykken og som præst, uanset hvad bispedømmet måtte sige. Cutié bør bruge sin stjernestatus til at fremme en rationel diskussion af denne politik, skriver en anden læser, Susan Russell, i Miami Herald.
Alberto Cutié sagde i et interview, inden skandalen begyndte at udfolde sig, at det ville være "bedre og sundere" for kirken at give præster muligheden for at gifte sig. Nogle katolske aktører medgiver, at cølibatkravet blot er en politik frem for et dogme, men at en ændring ikke automatisk vil beskytte kirken mod skandaler såsom Cutié-affæren eller de seneste års mange sager om pædofili. Hvis kirken løfter cølibatkravet, "erstatter den blot et problem med et andet", siger Bill Donohue, der er leder af organisationen the Catholic League, til tv-stationen CNN.
Den offentlige støtte til Alberto Cutié afspejler amerikanske katolikkers generelle holdning til kravet om cølibat. Ifølge en Washington Post/ABC News-meningsmåling sidste år, bakker 36 procent op om kirkens politik, mens 60 procent er modstandere. I en ny måling foretaget af Miami Herald blandt katolikker i Miami-området siger 90 procent, at de fortsat har et positivt billede af fader Cutié, og 81 procent mener, at katolske præster og nonner bør have mulighed for at gifte sig.
Cutié-sagen udløser imidlertid også forargelse blandt nogle. Den kendte tv-vært Laura Bozzo siger eksempelvis til den populære latinamerikanske webtjeneste terra.com, at skandalebillederne af præsten giver hende "kvalme". Og i Miami Herald kalder en læser præstens gerninger "en fornærmelse" mod den katolske kirke, mens en anden, Luis E. Arritola, argumenterer, at Alberto Cutiés "utroskab" mod kirken kan sammenlignes med andre berømtheders utroskab mod deres ægtefæller.
nyholm@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad