Jo mere EU og USA roser den israelske premierminister Benjamin Netanyahus politiske tale fra i søndags, jo mere river den palæstinensiske ledelse sig i håret. USA og EU betegner Netanyahus tale som et vigtigt skridt i forsøget på at genoplive fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Mest fordi Netanyahu endelig har bevæget sig ind på den politiske midte i Israel og lige som sine forgængere nu også accepterer idéen om oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Selvom Netanyahu taler om en lang række israelske forbehold - herunder at den palæstinensiske stat skal forblive demilitariseret - gentager han stort set de synspunkter Israels seneste premierministre, Ehud Barak, Ariel Sharon og Ehud Olmert, allerede har ytret. Så på den konto er der ingen større overraskelser foruden det faktum, at Netanyahu nu også synger med i det centrale Israels konsensus-kor.
Set fra et palæstinensisk perspektiv er det en noget nær katastrofal udvikling. Ikke blot fordi den forhadte Netanyahu ser ud til at stå stærkt på den israelske midte, men også fordi hans position umiddelbart får opbakning fra EU og USA. Palæstinenserne føler sig intet mindre end forrådt af den amerikanske præsident, Barack Obama. De taler om, at Netanyahu og Obama i al hemmelighed har planlagt et fælles udspil, der skal tildele palæstinenserne præcis den stat Israel er villig til at tåle, men som palæstinenserne ikke kan acceptere.
Den palæstinensiske skuffelse over Obama er også stor, fordi situationen nu har ændret sig drastisk. Obamas tidligere tale i Kairo bragte bolden over på den israelske banehalvdel, og måske for første gang nogensinde gav den palæstinenserne en række trumfer over den israelske regering. Men efter Netanyahus tale og Obamas ros er det et overstået kapitel. Bolden er tilbage på den palæstinensiske banehalvdel, og i øjeblikket føler den palæstinensiske regering sig tvunget op i et hjørne, hvor Israel og USA forsøger at få den til at sluge en ufordøjelig politisk kamel.
For den palæstinensiske regerings vedkommende er den vision Netanyahu taler om, og som Obama åbenbart accepterer, uacceptabel af tre grunde. For det første er Netanyahu mod en deling af Jerusalem, som palæstinenserne vil have som fremtidig hovedstad. For det andet er Netanyahu imod de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til de jordlodder, de blev fordrevet fra i krigen i 1948. Og for det tredje taler Netanyahu om en demilitariseret stat, som ikke vil være i stand til at alliere sig med regionale lande, som for eksempel Syrien og Iran. I palæstinensisk terminologi er her tale om en stat, som i virkeligheden ikke er en stat.
Det betyder, at palæstinenserne efter Netanyahus tale står i den vanskeligste forhandlingssituation af de to. Hvis regeringen i Ramallah bøjer sig for de israelske krav, vil den fuldstændigt miste sin i forvejen meget tvivlsomme popularitet i lokalbefolkningen. Alternativet er at vende Israel og USA ryggen og i stedet koncentrere sig om at løse den interne konflikt mellem regeringen i Ramallah og den islamiske Hamas- bevægelse. Eventuelt også at igangsætte en række væbnede angreb for at skabe intifada-stemning - og dermed vise Israel og USA, at prisen for de høje krav kan blive dyr.
Men sådan en situation vil politisk set sende palæstinenserne tilbage til tiden hvor afdøde præsident Yassir Arafat trak i trådene og styrede de interne palæstinensiske anliggender, og hvor palæstinenserne for alvor vandt sig et omdømme som de evige nej-sigere.
Så selvom Netanyahu svang sig op til at sige "to stater", så er vejen til det mål ikke blevet kortere af den grund - snarere tværtimod.
allan@kristeligt-dagblad.dk
Mest læste Danmark
