Der er efterhånden masser af beviser på Palæstinenserne taler med to tunger og ensidigt gir Israel skylden for alt.
Hvis de vil fred hvorfor bliver de så ved med at hjernevaske deres børn til et stort Palæstina uden Israel og jøderne og hvorfor findes Israel ikke i de palæstinensiske skolebøger.
Hvorfor bliver de ved med at bryde alle fredsaftaler angribe Israel og ovenikøbet bruge deres egen børn som våbenskjold og så selvfølig give israel skylden bagefter.
Man gav Arafat tiltrods for man har optaget ham på video og kan bevise han sagde et på engelsk noget helt andet på Arabisk nemlig at Jøderne skal dø og israel udslettes og alligevel belønner man psykopaten med nobels fredspris.
Hvorfor findes der ikke noget Palæstinensisk sprog,kultur eller religion fordi det folk aldrig har eksisteret i virkeligheden de var Araber.
Hitler kørte en løgne propaganda og had kampagne
vi ved alle sammen hvad det førte til det samme er ved at ske igen folk vil bedrages.

Jerusalen skal være en anstøds sten for hele verden og enhver der går imod den skal blive knust

MVH
MHH

JA, der er lang vej til to stater, så længe palæstinenserne ikke vil anerkende Israel som en selvstændig jødisk stat.

En to-statsløsning, som den er skitseret af "Køreplan for Fred" er vanskeliggjort, for ikke at sige umuliggjort af to forhold:

1) Den langvarige konflikt mellem Fatah og Hamas (de to dominerende og konkurrerende palæstinensiske bevægelser) og opsplitningen af det palæstinensiske selvstyre i to områder, Vestbredden og Gaza, der i realiteten bliver regeret uafhængigt af hinanden.

2) Hamas’ og Islamisk Jihads principielle og religiøst motiverede afvisning af at anerkende staten Israel.

Men hvem siger, at en tostatsløsning skal hedde Israel + en palæstinensisk stat bestående af Vestbredden og Gaza? Hvorfor ikke anerkende, at der allerede eksisterer en palæstinensisk stat: Jordan?

For at situationen ikke skal forblive fastlåst, til skade ikke mindst for ’den almindelige’ palæstinenser, må der derfor ifølge Kristendemokraternes opfattelse forberedes et alternativ til Mellemøstenkvartettens forslag til en to-stats løsning. Alternativet bør efter vores opfattelse bygge på følgende hovedprincipper:

I. Der oprettes en konføderation mellem Jordan og det palæstinensiske selvstyre, der skal kontrollere størstedelen af Vestbredden. Konføderationen skal i praksis indebære, at Jordan i samarbejde med Israel og FN overtager det overordnede ansvar for sikkerhedsspørgsmål på Vestbredden inklusiv kontrollen med grænserne. Samtidig skal det internationale samfund bidrage til at skabe en stærk økonomisk og social udvikling af både Vestbredden og Jordan. Det vil på én gang gavne både palæstinenserne på Vestbredden og indbyggerne i Jordan, der vil opleve en markant forbedring af levevilkårene, og samtidig gavne Israel, fordi sikkerhedsforholdene vil blive forbedret og risikoen for Hamas’ magtovertagelse på Vestbredden og borgerkrig mellem tilhængerne af Fatah og Hamas formindskes eller elimineres.

II. Israel skal kunne beholde kontrollen med de store bosættelsesblokke (blandt andet i Jerusalem-området), indtil deres fremtid bliver afgjort i forbindelse med indgåelsen af en varig fredsslutning.

III. Så længe Hamas kontrollerer Gazastriben, skal Danmark sammen med det internationale samfund arbejde for tre ting:

a) Forsyninger af livsfornødenheder, brændstof, byggematerialer m.v. til den civile befolkning i Gaza via Egypten og Israel skal søges sikret.

b) Al indførsel af våben, sprængstoffer o.a. militært udstyr til Gazastriben skal standses gennem en effektiv international støtte til Egyptens og Israels bestræbelser på at standse smugleriet.

c) Hamas og Islamisk Jihad skal presses til at standse alle forsøg på at angribe Israel med raketter og til at udføre terroraktioner i Israel.

Det bliver ikke nogen let vej, men vi tror mere på den end på den nuværende "Køreplan for Fred"

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
og politisk ordfører for Mellemsøstpolitikken.

Jeg er meget enig med Holmsgaard, der giver udtryk for, at palæstinenserne taler med to tunger, én udadtil, en anden indadtil.

Det er velkendt, at Arafat sagde ét på arabisk og gjorde noget andet på engelsk.

Det er også velkendt, at der i de palæstinensiske områder gøres meget for at indoktrinere børnene til at hade jøder og Israel. Hvordan skal der så blive en fredelig to-statsløsning? Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre.

I sidste uge aflagde den israelske organisation Palestinian Media Watch besøg i Danmark, Norge og Sverige. Palestinian Media Watch overvåger, hvad der foregår i de arabisk-talende medier i Palæstina, som de fleste vestlige journalister, på grund af sproget, ikke ville forstå. Det handler især om stærkt religiøse budskaber, der har en politisk og samfundsomvæltende agenda.

Hovedbeskeden er, at der i stigende grad foregår en religiøs radikalisering både på fjernsyn og i skolerne. En radikalisering, som handler om hate-speech, vold og ikke mindst at en glorificering af martyrerne.

Hvad Palestinian Media Watch også observerer er, at religion bliver en stadig større faktor i stridighederne mellem Israel og Palæstina. Fra at have været en klassisk territorial konflikt ses den nu oftere og oftere som en religiøs kamp fra palæstinensisk side, jihad og ribat.

Det fremgår af de budskaber, Itamar Marcus fra Palestinian Media Watch kom med i sidste uge.

Itamar Marcus, er leder af PMW, der har eksisteret siden 1996. Han er terroranalytiker og har udarbejdet adskillige rapporter. I 2007 præsenterede han en rapport om indholdet af de nyeste palæstinensiske skolebøger ved en konference i Washington sammen med Hillary Clinton. Han ved hvad han taler om. Og hans budskaber viser klart, at palæstinenserne ikke ønsker en to-statsløsning, hvori Israel indgår. Derfor kan der ikke blive fred i Mellemøsten nu. Vi får ikke nogen to-statsløsning, så længe palæstinenserne ikke vil anerkende Israel som en selvstændig stat.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
og politisk ordfører for Mellemøstpolitikken