På hans initiativ tog Københavns Stifts biskop, Erik Norman Svendsen, i sin egenskab af kongelig konfessionarius, en samtale med dronning Margrethe II. Den samtale endte, ifølge et brev til menighedsrådet fra biskop Drejergaard den 28. maj 2008, med, at kongehuset ikke har givet tilladelse til udlevering af skeletdele. Og kongehuset ville heller ikke give en tilladelse, før sagen havde været omkring den fynske stiftsøvrighed og Nationalmuseet.

Samtidig skriver Drejergaard, at det støder både ham og andre, at skeletresterne af både Knud den Hellige og hans broder Benedikt ligger i åbne, omend tildækkede, sarkofager.

"I øvrigt er det nødvendigt, at man overvejer rimeligheden i at have åbne sarkofager i et kirkerum, der tilhører den luthersk-evangeliske kirke, som i læremæssig henseende må tage afstand fra dyrkelse af relikvier", skriver han. Og beder menighedsrådet overveje muligheden af at gravlægge Knud og Benedikt i murede grave under gulvet og invitere den katolske kirke - og Dronningen - med til højtideligheden. En mulighed, menighedsrådet tilslutter sig.

I et brev til Czeslaw Kozon den 29. august 2008 forklarer Kresten Drejergaard, at han forstår, hvis menighedsrådet føler sig forpligtet moralsk på det løfte, rådet har afgivet, men også, at det er stiftsøvrigheden, som har det sidste ord juridisk. Menighedsrådet har ingen hjemmel til det.

"Til gengæld har menighedsrådet (...) reageret positivt på mit forslag om gravlæggelse af de bevarede knogler, inklusive de to stumper, der i øjeblikket opbevares i kordegnens pengeskab, idet jeg ikke mener, at man kan foretage delvise begravelser", skriver Drejergaard til den katolske biskop.

Czeslaw Kozon svarer samme dag.

Og han er hverken begejstret for ikke at få skeletdelene eller ved tanken om en begravelse af resterne af de to brødre.

"Jeg er naturligvis ikke ufølsom over for de teologiske tanker, du giver udtryk for: Hvordan kan man som luthersk kirke forsvare at udlevere knoglerester, der vil blive behandlet som relikvier af en anden kirke, når dette er imod luthersk lære? Uden at forenkle sagen vil jeg blot nævne, at vi heldigvis allerede på nogle områder imødekommer hinanden uden at give køb på vore teologiske standpunkter. Jeg tænker på muligheden for, at vi kan låne hinandens kirkebygninger, selvom dele af gudstjenesten, ikke mindst nadveren, tillægges forskellig betydning?". Kozon udtrykker derefter håb om, at det fortsat vil være muligt at få overdraget knoglerester fra Knud den Hellige.

Den 20. september 2008 anmoder menighedsrådet ved domkirken i Odense om, at stiftsøvrigheden tager stilling til dels en egentlig begravelse af Knud den Hellige, dels til udlevering af skeletdelene til den katolske kirke.

Stiftsøvrigheden er i dette tilfælde Kresten Drejergaard, da stiftsamtmanden erklærer sig inhabil.

Og han søger råd hos dr.theol. Peter Widmann, tidligere professor i dogmatik på Aarhus Universitet.

Den 3. januar 2009 indgår hans lutherske svar. Og han erklærer, at det ikke er en uskyldig sag at "bortforære et helgenskrins indhold til en katolsk biskop".

Luthers syn på sagen findes ikke i Den Augsburgske Bekendelse, som er en del af folkekirkens bekendelser, men i De Schmalkaldiske Artikler fra 1537, som er bekendelsesskrift i mange andre lutherske kirker. Ifølge Widmann opfatter Luther relikvier som "en del af den skændige forvandling af gudsdyrkelsen til forretning og halløj".

Widmann påpeger også, at Knud den Helliges anbringelse i et skrin i domkirken i middelalderen jo netop handlede om, at han skulle danne midtpunkt for en helgendyrkelse.

Derfor konkluderer han, at "Forpligtelsen på den reformatoriske bekendelse (... således) udelukker at gøre den kristne menighed delagtig i en helgen- og relikviekult. Denne grænse ville også blive overskredet, hvis man fra evangelisk-lutherske menigheders side bidrog til, at andre kunne dyrke en fromhed, man selv anser for falsk."

Den 4. januar 2009 skriver Nationalmuseet til Fyens Stift, at det mener, at Knud den Hellige fortsat bør ligge i sarkofag, som en del af den åbne danske kulturarv.

Den 13. januar appellerer Czeslaw Kozon igen til Drejergaard, og udtrykker undren over, at Det Teologiske Fakultet inddrages i sagen, "da det ellers ofte understreges, at de teologiske fakulteter ikke er konfessionelt bundne".

Men her hjælper ingen kære biskop. Kresten Drejergaard afslår den 20. april i år menighedsrådets anmodning om udlevering. Blandt andet med Peter Widmanns argumentation, hvor Drejergaard tilføjer: "Hvis man fra den katolske kirkes side fastholder, at der er hellighed knyttet til relikvier, må vi fra luthersk side også fastholde, at der i vores kirke er noget, der er så helligt, at det kan betegnes som"den artikel, hvormed kirken står og falder"."

Drejergaard henviser her til Den Augsburgske Bekendelses artikel fire, som afviser at frelse opnås ved gode gerninger.

Drejergaard mener ikke, at sagen handler om en uskyldig økumenisk gestus. "Økumeniske samtaler og relationer er nødvendige og nyttige, men de bør finde sted i respekt for den konfessionelle forskellighed og ikke på baggrund af konfessionel ligegyldighed. Jeg er klar over, at min opfattelse på dette område kan blive karakteriseret som "beton-lutherdom"?"

Den 27. april beder Czeslaw Kozon om, at Drejergaard genovervejer sagen.

Den 11. maj 2009 skriver tidligere menighedsrådsmedlem og tidligere chefredaktør på blandt andet Kristeligt Dagblad Bent A. Koch til biskop Kozon, at han beklager sagens udfald. Menighedsrådet troede, at det havde kompentencen, og et flertal var for at udlevere skeletdele til den katolske kirke.

"Som luthersk kristen deler jeg ikke Deres kirkes helgenbegreb. Men jeg er ikke luthersk fundamentalist. Ved at imødekomme Deres ønske havde vi haft god lejlighed til i den økumeniske tankegangs ånd at vise kristent brodersind?"

Det er Drejergaard dog ikke til sinds. I et brev fra den17. maj til biskop Kozon afslutter han korrespondancen med at påpege, at den nuværende pave Benedikt XVI i 2000 - som daværende formand for den katolske kirkes troskongregation - udtalte, at den lutherske kirke ikke er en rigtig kirke. Blandt andet derfor mener han ikke, at man kan tilsidesætte, at en overdragelse af relikvier til den katolske kirke ville føles, som om at en "ikke-rigtig" kirke yder tribut til den "rigtige kirke".

Og han slutter med at opfordre til, at der alligevel holdes et symposium, der skal afklare de to kirkesyn på relikvier.

"Faktisk synes jeg, at denne sag har godtgjort, at det kunne være overordentligt nyttigt at få bragt klarhed over vore kirkers forskellige syn på helgener og relikviedyrkelse.

Jeg deltager meget gerne selv.

Med venlig hilsen Kresten Drejergaard"

Og hvad med Knud den Hellige selv? Ja, retsmedicinerne kan ikke udelukke, at de to skeletter i Sankt Knuds Kirke er Knud den Hellige og hans broder Benedikt. Til gengæld kan retsmedicinen ikke byde ind på, om den kontroversielle konge blev helgenkåret i 1101 af kirkepolitiske årsager, eller om han havde fortjent æren. Om han med andre ord var en helgen eller en tyran.

Det debatteres stadig.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk