Kåre Gade |
19. juni 2009
Rygeost hører sammen med nye kartofler og lyse sommeraftner, og det siges, at man kan lave den selv
Hvordan kan noget gå galt i en opskrift med kun tre ingredienser? Hvis det havde været en økologisk maling, jeg havde sat mig for at lave, kunne jeg godt have været på rette spor. Men den sejt slimede substans i dørslaget skulle ligne rygeost, og det gjorde den absolut ikke.
Jeg har svært ved at forestille mig en midsommer uden rygeost. Rygeost hører sammen med radiser og nye kartofler og lange, lyse sommeraftner. Så da det i mit London-eksil gik op for mig, at de fynske rygeostproducenter stadig har deres britiske eksporteventyr til gode, besluttede jeg at lave osten selv. Det har jeg set andre gøre efter en opskrift, som i sværhedsgrad ligger et sted mellem snobrød og æggesnaps:
Man luner to liter sød, tilsætter en kvart kærne og lader det stå i stuetemperatur et døgn eller halvandet. Så hælder man den skilte mælk i et dørslag foret med et klæde, som man stiller i køleskabet endnu et døgn, mens vallen løber fra. Den resterende ostemasse røres med salt, formes og lægges på en rist - og røges, for eksempel over en gammel blikspand, i 15 minutter. Barnemad. Eller snarere spejdermad.
Allerede fremskaffelsen af de få råvarer bød dog på vanskeligheder. Salt og sødmælk var nemt nok, men den gammeldags kærnemælk krævede en længere jagt, inden jeg fandt "buttered milk" i den lokale økobutik. Brændenælder og rughalm til røgningen er heller ikke helt nemt, når man bor midt i storbyen - nælderne fandt jeg i et hjørne af parken, og en pakke "hygiejnisk" halm fra dyrehandlen måtte gøre det ud for rug. Og naboen har en lille rygeovn, så nu manglede jeg bare den tålmodighed, det kræver at fremstille ostemassen.
Det gik fint med at få mælken til at skille, og det var nemt at si vallen fra. Men ostemassen, der blev tilbage, var klar til at stikke af igennem selv en meget fintmasket røgerist. Først troede jeg, at det var saltningen. Nogle foretrækker at tilsætte saltet, allerede når mælken lunes, så det prøvede jeg også. Men da jeg for anden gang i løbet af en uge var nødt til at smide en stor skål råhvid mælkemaling i skraldespanden, forstod jeg, at det ikke kunne være processen, der var noget galt med.
Det måtte være den engelske kærnemælk.
Så da jeg forleden var en tur i Danmark, besluttede jeg at se stort på terrorlovgivning og fødevarekontrol og smugle en kvart liter dansk kærnemælk med i håndbagagen. Det viste sig at være væsentligt lettere end at lave rygeost. Så nu står min dansk/engelske rygeost og skiller i en skål i køkkenet. Forhåbentlig lykkes det denne gang. Og hvis ikke, så sørgede jeg for at spise en hel del rygeost, mens jeg var hjemme. Nu kan det godt blive sankthans for min skyld.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk