Den økonomiske krise øger den moderne slavehandel, konstaterer USA's udenrigs-ministerium i sin årlige trafficking-rapport
Den globale økonomiske tilbagegang gør flere mennesker sårbare over for grænseoverskridende menneskehandel eller trafficking, ofte omtalt som moderne slavehandel. Det konkluderer en rapport fra USA's udenrigsministerium, der hvert år udgiver en oversigt over fænomenet.
Rapporten placerer 52 nationer og territorier - hovedsageligt i Afrika, Mellemøsten og Asien - på USA's overvågningsliste over lande, som ikke gør nok for at bekæmpe trafficking af mennesker. Det er en stigning på 30 procent i forhold til året før, hvor listen talte 40 lande. Blandt de nye på listen er Indien, Irak, Pakistan, Qatar, Nicaragua, Senegal og Filippinerne.
Ifølge Luis CdeBaca, der er direktør for det amerikanske udenrigsministeriums kontor for trafficking, har den økonomiske tilbagegang gjort flere arbejdere i sektorer fra landbrug og fiskeri til byggeri og husholdning ofre for de mange moderne slavehandlere, som mod betaling tilbyder job ofte i udlandet, men som derpå stavnsbinder arbejderne og nægter at udbetale løn.
- I økonomiske krisetider er arbejdere mere sårbare, og mennesker, der er ramt af økonomisk stress, er mere tilbøjelige til at bliver ofre for bagmændenes kneb, siger Luis CdeBaca til avisen Christian Science Monitor.
Rapporten er Barack Obama-regeringens første publikation om trafficking, og flere af landene på overvågningslisten risikerer nu at blive udsat for amerikanske sanktioner i form at tilbageholdelse af al ikke-humanitær bistandshjælp og amerikansk modstand mod lån fra den Internationale Valutafond, IMF, og Verdensbanken.
Et lyspunkt i rapporten er Nigeria, som det amerikanske udenrigsministerium fremhæver. Via en "stærk politisk vilje" til at bekæmpe trafficking er det afrikanske land rykket op i kategorien af nationer, som nu overholder alle de internationale minimumstandarder for beskyttelse af trafficking-ofre. Rapporten fremhæver også den vigtige positive rolle, som lokale og internationale anti-slaveriorganisationer har haft i at sætte fokus på problemet, og i at få flere lande til at vedtage love mod moderne menneskehandel.
Traditionelt er trafficking af mennesker blevet associeret med sexhandel. FN-organisationen International Labor Organization vurderer dog, at der verden over er 12,3 millioner ofre for menneskelig trafficking, hvoraf de 10 procent - eller cirka 1,5 millioner - er ofre for tvungen prostitution.
nyholm@kristeligt-dagblad.dk