Det moderne Grønlands billede

Hvor der var arbejdere, var det i 1930'erne og 1940'erne også naturligt, at socialismen og kommunismen spirede. Qullissat kom som arbejderby til at spille en politisk rolle i Grønland. Telegrafbestyrer Nikolaj Kleist var en af de grønlændere, der dengang forsøgte at vække sit folk til et marxistisk opgør med kapitalisterne, blandt andet ved at udgive Karl Marx' "Det Kommunistiske Manifest" på grønlandsk. Det faldt ikke i god jord på direktionsgangene. Men det gjorde det hos telegrafbestyrerens adoptivsøn.

- For mig er socialisme et helt grundlæggende menneskesyn, som hænger tæt sammen med mit partis fokus på de svageste, forklarer Kuupik Kleist.

Hans partis historie går tilbage til 1977 ligesom de to andre partiers, der har præget hjemmestyrets Grønland. Atassut dannedes som et borgerligt parti, der lagde størst vægt på at bevare samhørigheden med Danmark. Den grønlandske venstrefløj splittedes samme år. På den ene side opstod det socialdemokratiske Siumut, der ønskede, at grønlænderne skulle have hånd i hanke med langt flere ansvarsområder end hidtil, men kun i moderat omfang. IA ønskede et langt mere udstrakt selvstyre.

På den baggrund ligger der en klar logik i, at IA vandt det nys overståede grønlandske valg stort og dermed overtog posten som landsstyreformand. Efter at Siumut har haft regeringsledelsen i samtlige hjemmestyrets 30 år, har grønlænderne nu overladt det til IA og dets leder, Kuupik Kleist, at være det moderne, selvstyrende Grønlands ansigt.

Dermed har grønlænderne fået en leder, hvis sociale indignation ikke kun er gået i arv fra faderen, men også bunder i de brogede og barske begivenheder, hans eget liv har været præget af:

- Mit eget liv har på mange punkter lignet mange moderne grønlænderes liv. Jeg har klaret mig, Men jeg har kunnet se, at mange af mine jævnaldrende, som har haft nogenlunde samme opvækst og tilværelse som jeg, ikke har klaret sig godt. Det er ikke solstrålehistorierne, der er flest af.

Begyndelsen på Kuupik Kleists liv var langtfra ideel. Han er født den 31. marts 1958. Den biologiske far var en dansk håndværker, der med landsstyreformandens ord var "en af de håndværkere, der byggede Grønland, mens grønlænderne så på". Håndværkeren havde i Qullissat samkvem med en lokal, døvstum kvinde, og ud af den forbindelse kom et barn. Da var håndværkeren for længst over alle bjerge.

Barnet, som helt bogstaveligt var frugten af den danske kolonimagts besøg i den arktiske region, og som siden skulle blive det moderne Grønlands leder, blev bortadopteret og fik navnet Jakob Edvard Kuupik Kleist.

Mødet med den større by Sisimiut var ikke ren idyl. Kuupik Kleist har tidligere berettet, at han to gange fik brækket næsen. Siden fulgte en tilværelse i pendulfart mellem Danmark og Grønland. Allerede som 11-årig var han blevet sendt et år til Vestjylland, hvor han ankom uden at kunne et ord dansk. Sidst i 1970'erne og først i 1980'erne gik han i gymnasiet i Birkerød og læste på universitetet i Roskilde.

Den nye landsstyreformand ser sig som "et produkt af det danske Grønland". På godt og ondt. Danmark har givet ham meget. Ikke mindst uddannelse. Men livet som grønlænder i Danmark var også meget hårdt, og på et tidspunkt røg han ud i et alvorligt hashmisbrug.

- Jeg tror, mit misbrug skyldtes den dybe ensomhedsfølelse, som jeg følte ved at studere i Danmark. Hele min sociale baggrund og min opvækst fyldte mig med en længsel efter noget, jeg ikke kunne konkretisere. Jeg ville ud. Til sidst fik jeg nok midt i mit uddannelsesforløb og rejste hjem, beretter Kuupik Kleist.

At "hjem" er Grønland og ikke Danmark har han aldrig været i tvivl om. Nok er han et tidstypisk dansk-grønlandsk produkt, men hvor det første led i denne forbindelse handler om uddannelse og indsigt i moderne liv, handler det sidste om sjæl og ånd.

Men selvom Kuupik Kleist i hele sit politiske liv har virket for uafhængighed og i de seneste år har haft kontroverser med danske politikere på det forsvars- og udenrigspolitiske område og i debatten om Grønlands råstoffer, slår landsstyreformanden fast, at han ikke ser noget fjendskab mellem sig selv og Danmark:

- Personligt har jeg det udmærket med danskerne. Jeg har mange danske venner og har haft en dansk kone. Nu er vi godt nok ikke gift længere, men det er en anden sag.

Flugten fra universitetsstudiet og hashmisbruget i Danmark var kun en parentes i Kuupik Kleists livshistorie. Et halvt år senere tog han tilbage til Danmark og færdiggjorde sin uddannelse som socionom ved Roskilde Universitetscenter. I den mellemliggende tid havde han udkæmpet en hård indre kamp mod ensomheden, misbruget og rodløsheden. Og vundet.

- Når jeg, i modsætning til mange af mine jævnaldrende klarede den, skyldes det formodentlig dels min families støtte, dels min egen vilje til at stå det igennem, siger landsstyreformanden.

I den beskidte slutfase af det grønlandske valg 2009 forsøgte modstanderne fra Siumut at ramme Kuupik Kleist på fortiden som hashmisbruger. Blandt andet ved at kræve, at han skulle aflægge en urinprøve. Selv siger landsstyreformanden, at hans personlige liv rummer mange forhold, der ikke er eksempler til efterfølgelse.

- Man kan diskutere, om vi politikere skal være forbilleder. Det skal vi til en vis grad, men vi er også kun mennesker. Og jeg er ikke hellig. Jeg har begået mange fejl i mit liv, siger Kuupik Kleist.

Men det omtumlede liv har også givet ekstra indsigt i de omfattende problemer, som har præget Grønland i årtier. Problemer, som bunder i vanskelighederne med i løbet af det halve århundrede, som er identisk med Kuupik Kleists levetid, at bevæge sig fra et underudviklet og kolonistyret naturfolk, via uddannelse og udvikling til en moderne nation. Og i løbet af denne omstilling få sjælen, livsmodet og selvdisciplinen med i stedet for at forfalde til apati og misbrug.

- Jeg har en indgående forståelse for den sociale nød og det udbredte misbrug, som fortsat er et af Grønlands alvorligste problemer. Et af mine vigtigste politiske mål er at medvirke til, at det grønlandske folk får styrken tilbage. Hvis det skal lykkes os at implementere det selvstyre, vi nu har fået, kræver det en befolkning, som er sund og stærk.

Den voksne Kuupik Kleists liv er præget af viljestyrke og et dybtgående politisk engagement, men også af en dybtgående tvivl om, hvorvidt hans fremtid ligger i det politiske arbejde. Grønlandsk politik kan være meget beskidt og meget indspist.

Efter endt universitetsuddannelse fik Kuupik Kleist i 1985 job som vicedirektør i Hjemmestyrets Uddannelsesdirektorat og 1988-1991 var han leder af journalistuddannelsen i Nuuk, inden han i 1991 fik sin første "ministerpost". Efter en karriere som landsstyremedlem for først boliger, siden offentlige arbejder og trafik, forlod han i 1996 den politiske arena for at blive direktør for Hjemmestyrets Udenrigskontor. På det tidspunkt blev der kørt en retssag imod ham på grund af nogle uoverensstemmelser om reparation af en båd, han havde købt. Kuupik Kleist oplevede sagen som en forfølgelse, der bundede i hans position som politiker, og som ramte ham og hans børn hårdt.

- Jeg har altid haft lyst til at beskæftige mig med en hel masse. På det tidspunkt var min drøm igen at kunne leve et normalt liv med et almindeligt arbejde. Det lykkedes mig at holde mig ude i syv år. Min ambition var ellers 10. Men så kom der et folketingsvalg i vejen, fortæller han.

I 2001 fik Kuupik Kleists venner i IA overtalt ham til at vende tilbage til det politiske liv, og han blev medlem af Folketinget. I 2004 fik han plads i den selvstyrekommission, som har banet vejen for det selvstyre, der i morgen er en realitet. I 2007 blev han valgt til formand for IA og blev dermed kandidat til posten som landsstyreformand.

- Jeg var i tvivl om, hvorvidt det var klogt at tage skridtet tilbage til politik dengang, for politik på det plan har sin pris. Det er krævende for familien og kan have meget store omkostninger, hvis man ikke passer på, siger Kuupik Kleist.

Når politikken bliver for belastende, søger han tilflugt i musikken. Lige fra sine unge år har han beskæftiget sig med musik. Han synger, spiller guitar og skriver sange i et toneleje og en stilart, som leder tankerne hen på den canadiske melankoliker Leonard Cohen. I en årrække har han været pladeproducer, har selv indspillet et par album og er fortsat bestyrelsesformand i Grønlands største og ældste pladeselskab, ULO.

- Musik er min sikkerhedsventil. Når man har arbejdet i politik i mange år, har man brug for et sted, hvor man kan slippe dampen ud, forklarer han.

Der bliver uden tvivl en del damp at lukke ud i de kommende år. For nu har han taget hele skridtet. Ligesom hele Grønland - i hvert fald på det symbolske plan - nu har taget skridtet ud i den frihed, der er så omkostningsfuld og så forpligtende. Men ikke desto mindre langt at foretrække for fjernkontrol, ensomhed og opgivelse.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk