Det er en magtkamp, der aldrig er hørt op, og som i dag kommer til udtryk i de blodige kampe i Irak, hvor saudiarabisk støttede al- Qaeda-celler er med til at sprænge shiamuslimske moskéer i luften, mens iransk-støttede shiamuslimer udfører terroraktioner mod sunnibefolkningen. På grund af de historiske hændelser har shia-islam udviklet en opfattelse, hvor sunni-muslimer anses for at være korrupte, mens shiamuslimer er rene og rettroende. Det var den herskende sunnimuslimske elite, der dræbte et medlem af profetens familie, fordi han havde en anden politisk opfattelse.

I Iran er det en tilbagevendende årlig begivenhed at afbrænde dukker, der forestiller den anden kalif, Omar. Omar var den kalif, der erobrede store del af Mellemøsten på meget kort tid. I det arabiske Mellemøsten anses denne iranske tradition for at være rent kætteri og en stor provokation. Samtidig er det muligt at se graffiti i sunnimuslimske nabolag i Mellemøsten, hvor der står "godt gået Yazid". Yazid var den kalif, der myrdede shiamuslimernes første kalif, Ali. Selvom der ikke er åben krig mellem shiamuslimer og sunnimuslimer i dag, er det tydeligt, at de historiske spændinger lurer lige under overfladen.

Ahmadinejads Iran er på den måde spydspidsen i nutidens kamp mellem shiamuslimer og sunnimuslimer. Men de religiøse aspekter er kun en side af sagen, for den persiske kultur, sproget og det anderledes etniske tilhørsforhold end regionens arabere, er også med til at gøre kløften mellem iranere og arabere bredere.

Over for Mahmoud Ahmadinejad og resten af det religiøse præste-styre står en ung iransk befolkning, hvoraf 65 procent er under 30 år. En gruppe, der er født efter den islamiske revolution i 1979. Men samtidig en gruppe, hvoraf størstedelen ifølge udsagn og uofficielle meningsmålinger drømmer om at udskifte det religiøse styre og genoplive den stolte persiske kultur, der efter deres mening brutalt er blevet kørt af sporet af fundamentalistisk islam.

Blandt de unge iranere, og især blandt de eksil-iranere, der bor i Vesten, er det meget normalt at høre en historisk redegørelse, der fortæller, at Iran, eller det historiske Persien, blev smadret af "arabiske ørkenfolk, der i det 7. århundrede spredte islam med sværdets magt".

Deres argument er, at Persien havde en veludviklet kultur med egen religion, filosofi, litteratur og sprog flere hundrede år før, at befolkningen på Den Arabiske Halvø overhovedet lærte at læse og skrive. I øvrigt er det også en af årsagerne til, at de hader deres eget styre. I deres øjne er præstestyret en forlængelse af den arabiske invasion.

Samtidig fremhæver mange iranere deres anderledes etniske herkomst for at nedværdige araberne. Iranerne er efterkommere af ariske stammer, der emigrerede fra de vestlige dele af Indien til Iran og Europa, hvilket den dag i dag giver mange iranere en følelse af overlegenhed over for araberne. Samme opfattelse førte under Hitlers Tyskland til et tæt samarbejde mellem Iran og Nazityskland, hvor iranske dagblade blandt andet oversatte nazistisk propaganda i en slags arisk solidaritet. Det persiske sprog er rigt og har grammatisk lighed med tysk, hvilket igen opfattes som en styrke over for arabisk.

Netop på den baggrund beskylder mange iranere, blandt dem en række intellektuelle, Mellemøstens arabere for at have påført dem utilgivelig historisk skade. En skade, de ønsker at rette op på ved blandt andet at vælte det præstestyre, de opfatter som et direkte resultat af den arabisk, islamiske invasion af det historiske Persien.

allan@kristeligt-dagblad.dk