Ulla Poulsen |
20. juni 2009
En stor del af de iranske kvinder har i årevis været trætte af at blive betragtet som mindreværdige borgere. De ønsker bedre vilkår og mere ligestilling. Deres utilfredshed er blevet en vigtig del af oprøret mod præstestyret
Det handler ikke længere "kun" om optællingen af stemmerne efter det iranske præsidentvalg sidste fredag, og om hvorvidt der er blevet fusket med stemmerne for at sikre et genvalg af landets hidtidige præsident, Mahmoud Ahmadinejad. De mange gadedemonstrationer har i løbet af ugen udviklet sig til at være en dybfølt protest mod hele den undertrykkelse, som mange iranere mener, at regimet står for.
Ingen mærker undertrykkelsen så markant som kvinderne, og det har været med til at gøre kvinderne til en markant drivkraft i de demonstrationer, som har fundet sted i såvel hovedstaden, Teheran, som i en række andre iranske byer.
- Kvinder er blevet de vigtigste repræsentanter for forandring i Iran, siger Nayereh Tohidi, der er leder af afdelingen for køns- og kvindestudier på Californiens Universitet og forsker i Irans kvindebevægelse, til den amerikanske tv-station CNN.
Nayereh Tohidi mener, at de nuværende protester kan være et udtryk for, at den utilfredshed, som længe har ulmet blandt Irans kvinder, er ved at koge over. Selvom iranske kvinder på en række punkter nyder større frihed end deres medsøstre i det øvrige Mellemøsten, er de meget langt fra at være jævnbyrdige med de iranske mænd.
Kvinderne bliver i mange sammenhænge opfattet som sekundære borgere, for eksempel udløser en kvindes død kun den halve erstatning (og i praksis ofte endnu mindre) af en mands død. Kvinder har vanskeligere ved at få skilsmisse og arver ikke på lige fod med mænd. Der er også en række erhverv, som kvinder har forbud mod at bestride. For eksempel dommerembedet. Dertil kommer hele kontrollen med kvindernes udseende, som det moralske politi er med til at håndhæve. Slør er obligatorisk, kosmetik er forbudt, underarme og ben må ikke vises frem. Og så videre.
- Der er ingen tvivl om, at kvindernes vrede er en vigtig del af brændstoffet til de protester, vi ser i øjeblikket. Jeg kender en mand, der er aktiv i den iranske kvindebevægelse, og han fortæller, hvordan alle konstant engagerer sig, siger Jaleh Tavakoli, nyuddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet, som har tætte kontakter til familie og venner i Iran.
Antropolog og ph.d.- studerende ved Roskilde Universitet Janne Bjerre Christensen er ekspert i Iran. Hun peger på, at kvinderne siden slutningen af 1990'erne har været en væsentlig del af reformbevægelsen i Iran - også selvom kvinderne ikke er ganske enige om, hvilke reformer det er, de ønsker sig, og i hvor høj grad ligestilling er foreneligt med et islamisk samfund.
- Kvinders rettigheder har været en væsentlig del af den debat, der har været de senere år i Iran. Og idéen om flere rettigheder og mere frihed er en væsentlig del af hele det oprør, vi ser nu. Demonstrationerne handler om meget mere end Mousavi, siger hun.
Selvom de oprørske kvinder først og fremmest findes blandt byernes veluddannede middelklassekvinder, ved Jaleh Tavakoli fra sin egen familie, at kvinderne på landet også ønsker sig et andet liv. Den samme erfaring har forfatteren og globetrotteren Nina Rasmussen, der for nogle år siden rejste alene rundt i hele Iran.
- Ingen af Irans unge kvinder ønsker at leve de liv, deres mødre har haft. De vil ikke sidde i køkkenet. Stort set alle iranske familier har slægtninge i udlandet - og alle drømmer om selv at rejse ud for at få mere frihed, siger hun.
Det er hendes indtryk, at de unge iranske mænd er parate til ligestilling.
- De synes også, at det er kedeligt med alle de tørklæder og begrænsninger. De vil leve et moderne liv.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk