Jantelov og fællesskab giver en dårlig tone. Problemet er ikke, som det siges, at man ikke har krav på noget, men at man mener, andre ikke har det.
Men der er meget lang vej igen. Når rektorer møder kritik med udtryk som "Snothvalp!" eller "Pas din egen sump!", er det i hvert fald ikke dem, der skal lære eleverne en god tone. Se f.eks.
http://altanen.wordpress.com/2007/12/09/stor-irettes%C3%A6ttelse-pa-vej-til-rektor-for-holstebro-gymnasium-for-politisk-bias/

Det turde være oplagt, at alt andet lige går man hen, hvor man får en høflig og saglig betjening.
Derfor ønsker arbejdsgivere naturligvis medarbejdere, der kan udvise pli og hensyn.
Derfor er det en forbrydelse mod børn at undlade at lære dem ordentlig omgangstone.
Hvem kan lide at omgås en grov, uforskammet person?

Indenfor det offentlige synes den erkendelse slet ikke at være til stede. Man taler om service, men truer og fornærmer i stedet.
Hvor skal jeg henvende mig i stedet, når jeg anmelder en forbrydelse, og politiet optræder arrogant, brovtende, bedrevidende og undertiden truende?
Animerer det til tillid og samarbejde?
Hvor skal jeg gå hen, hvis jeg er syg og arbejdsløs eller på anden måde i nød, når personalet i diverse offentlige kontorer behandler mig som skidt?
Er det sært, borgere bliver så agressive, at provokatørerne føler sig truet og må beskyttes?
Hvad med at forsøge med lidt respekt?

Man behøver såmænd ikke at være i nød for rutinemæssigt at blive fornærmet.
Mit barnebarn var midlertidig boligløs og flyttede ind med min velvillige tilladelse i mit hus.
Min samlever, der er pensionist, modtog kort efter et 2 sider langt trusselsbrev, der fortalte, hvilke ulykker der ville overgå ham i den anledning.
Hvordan havde han gjort sig fortjent til det angreb?
Hvis kommunen fandt det nødvendigt at informere ham, kunne det vel fremkomme i et sagligt og urbant sprog.

til Fr. Else Sommer!

De har ret. Hvor gaar man hen... tale paa samme maade?


-Jeg vil paapege en anden ting, at en

afrikaner hedder "Neger". " det har vi altid sagt ". Uden

hensyn til det menneske man taler til/om.-


Respekten er gaaet floejten med afskaffelsen af ordet -DE-.

De-formen forsvandt og dermed ogsaa respekten.

Graensen for hvad man kan tillade sig at sige.

Beskyttelsen og ordentlig tale til hinanden forsvandt.

De-formen kraever omtanke og andre ord.

Fru Sommer, lad os faa DE-et tilbage.

Hvad siger DE?

ruth1

Kære Ruth.
Jeg bruger desværre efterhånden mest De for at lægge afstand til personer, jeg ikke respekterer og ikke synes om.

Et formelt De gør det ikke alene.
Der er simpelthen mangel på respekt for andre og mangel på opdragelse.
Vore børn placeres som bittesmå i daginstitutioner, hvor omgangstonen sjældent er høflig,og forældre gør ikke altid meget ud af at indlære elementære adfærdsregler, der letter og beriger vor hverdag.

I dag hørte jeg en fængselsdirektør, der havde fattet det.
Han mente ikke, han og det øvrige personale skulle behandle fangerne groft og nedladende. Heller ikke skulle de undlade at sige undskyld, hvis de forløb sig. Han mente faktisk at fanger kunne lade sig smitte af en god omgangstone og selv optræde bedre.
I den anledning kommer jeg til at tænke på en rapport fra en forsker, der havde fået lov at være føl på et kommunekontor. Hun var ked af den tone, der anvendtes overfor borgere og direkte chokeret over, hvordan sagsbehandlerne omtalte de folk, de foregav at hjælpe.

Det gør mig også forstemt, når jeg hører folk, der burde elske og respektere hinanden f. eks forældre og børn eller ægtefæller konsekvent tale grimt til hinanden.
Mange ældre har også den uvane at sjofle børn og unge. Det er dumt, vi burde optræde som gode eksempler.

Jeg siger normalt du til folk, men om nogen skulle ønske De, efterkommer jeg gerne det, ligesom jeg siger hr. Hansen og fru Jensen til dem, jeg ikke kender nærmere.
I øvrigt siger jeg glad og gerne Fatter til manden og perker til venner af fremmed herkomst uanset farve.
Jeg giver heller ikke hånd til svindlere og andre forbrydere, uanset hvor højt de rangerer.
Andre folk har en omgangsform, som er sjælden hos danskere. De finder noget positiv hos andre - og siger det. Let og uforpligtende.

Når talen nu er om "vores uopdragenhed i Danmark", så synes jeg der er tale om "en blandt landhandel".

Mange mennesker - de fleste, også i det offentlige system - har en god omgangstone o gbehandler deres/vores medmennesker på en sober måder. Og det burde være naturligt for os alle.

Men der er også en del, og måske nok et stigende antal, der har svært ved at finde ind til en "normal" omgangsform og tone.

Ansvaret ligger først og fremmest hos os som forældre, men også hos personalet i daginstitutionerne og hos lærerne i skolerne.

I min tid som lærer tolerede jeg ikke ukvemsord hos eleverne, heller ikke hos eleverne indbyrde. Og sagde klart og tydelig, at jeg ikke ville høre dem tale "skraldespansk".

Bjarne Nederby Jessen

TIL ELSE SOMMER!

DU HAR SAA EVIG RET.


MEN DE-FORMEN TVINGER TIL NYE ORD. NOGLE GANGE KAN MAN

VAERE MERE GROV, MED DE. GROV PAA EN PAEN MAADE.

SOM DU SELV SIGER, TIL AT LAEGGE AFSTAND. EN BESKYTTELSE.

FOLK MAN IKKE KENDER.


'HOEFLIGHED' KOSTER INGEN PENGE!

RUTH1

Jeg har spekuleret på, om vor udtalte dobbelmoral - det, at vi gør et og foregiver noget helt andet. Og slipper godt fra det, fordi det er underforstået, at nogen har ret til at lyve for at fremme egne interesser. Ja ligefrem forventes at gøre det, som f.eks. politikere,visse godgørende organisationer, penge- og embedsmænd - kan kaldes uopdragenhed.

De fleste fremmede tager os i begyndelsen på ordet og bliver meget forvirrede af den megen laden som om.

"Høflighed er samfundets kuglelejer!", sagde en seminarielærer engang til os.

Og det er vel egentlig det, det hele drejer sig om.

Mens vi er små, er vi som fugleunger, der bare vil have og have. Ren egoisme.
I den gamle opdragelsessfære blev børn pålagt at sige "tak", når de modtog noget. Der blev lagt pres på barnet i form af let tilslørede trusler eller bebrejdelser, hvis ikke takken kom. Det samme med høflige buk og neje.

Man kunne også "købe" barnet til at vise høflighed eller taknemmelighed. "Hvis farmor får et kys på kinden, så får du denne 25-øre!"
Ren opfordring til prostitution!

På den måde lærte vi pr. automatik at være høflige, og det uanset om man havde lyst til det eller syntes det var berettiget eller ej.

Derfor er det voldsomt at møde nutidens unge, som har et anderledes analytisk forhold til høflighed.

"Hvorfor skal jeg være høflig? Hvad får jeg ud af det?"

Og svaret kan være, som angivet øverst i dette indlæg, at alt går lidt lettere, hvis man udviser en smule høflighed.

Men der kan være en laaang erkendelsesvej fra fugleungestadie-holdningen til høflighedens gentleman.

Men man har større mulighed for at opnå noget, hvis man er høflig i sin fremtræden.
På den anden side er der ingen garanti.

Ungdommen er ikke så repressiv i sine udtryk, som vi gamle underkuede høflighedsfjolser, som bukker og nejer og siger tak til, hvis andre skider på os.

De unge i dag råber "fuck" eller giver fingeren lige ud ad landevejen, hvis noget går dem imod.
De er virkelig i kontakt med deres følelser.

Det kan da i det mindste kaldes ærlighed.
Og med ærlighed kommer man længst, som man siger.
Spørgsmålet er bare, hvilket skråplan man kommer længst ud ad?

Nu vi snakker om høflighed.
På internettet, når man skriver, bliver store bogstaver tolket, som at personen råbner.

Ja, Anker, det siger mange, men det kan også opfattes som en understregning af noget. Sådan er det i hvert fald, når jeg i få tilfælde bruger det.

Bjarne Nederby Jessen