Offentlige virksomheders brug af meditation får nu politikere og fagforbund til at efterlyse en bedre dokumentation for de forskellige meditationsformers påståede effekt mod stress. -
- Scanpix.
Morten Rasmussen |
20. juni 2009
Offentlige virksomheder kan godt bruge meditation, men bør sikre sig, at det virker, lyder det fra flere erhvervsordførere. Man risikerer symptombehandling, lyder det fra fagforbund
Offentlige virksomheders brug af meditation får nu politikere og fagforbund til at efterlyse en bedre dokumentation for de forskellige meditationsformers påståede effekt mod stress.
Kristeligt Dagblad beskrev forleden, hvordan store offentlige aktører som Skat, DSB samt flere regioner og kommuner tilbyder deres medarbejdere undervisning i meditation som et led i kampen mod stress.
I den forbindelse advarede en række eksperter mod meditationsformernes baggrund i den buddhistiske zen-meditation og mod en nedbrydning af grænserne mellem virksomhedens krav og medarbejdernes indre liv.
Og fra flere folketingspolitikere efterlyses nu en mere kritisk holdning til de stadig mere populære meditationstilbud.
- Man skal bestemt gøre noget mod stress, men man skal gøre det, der virker, ikke det, der bare umiddelbart lyder smart. Og det gælder især, når man vælger at bruge noget, der let får karakter af noget halvreligiøst, siger den socialdemokratiske erhvervsordfører Orla Hav og tilføjer, at han generelt ikke vil afvise brugen af meditation på arbejdspladsen.
- Men ofte handler stress om manglende ressourcer og dårlig ledelse, og så er spørgsmålet, om man ikke får bedre resultater ved at diskutere problemerne i samarbejdsudvalget i stedet for indirekte at signalere til medarbejderne, at de skal øge effektiviteten og blive bedre til at fokusere ved at meditere. Der findes sikkert mange forskellige former for meditation, og netop derfor er det vigtigt, at man så vidt muligt får dokumenteret, hvad der virker, og hvad der ikke gør, siger Orla Hav.
Også den konservative erhvervsordfører, Mike Legarth, opfordrer virksomhederne til at skelne mellem skidt og kanel, når de overvejer at integrere meditation eller andre åndeligt baserede værktøjer på arbejdspladsen.
- Virksomhederne må for min skyld meget gerne bruge meditation, men altid med respekt for medarbejdernes personlige grænser og etik, og så naturligvis på en måde, hvor det reelt løser de problemer, der forårsager stress hos de ansatte. Jeg tror, at der findes både dygtige og mindre dygtige udbydere af meditation, så for arbejdspladserne er det jo afgørende, at de sætter sig ind i de enkelte tilbud og får den bedst mulige information, siger Mike Legarth.
Samme melding kommer fra Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen.
- I udgangspunktet går jeg ud fra, at arbejdspladserne kun integrerer meditation på en måde, der respekterer medarbejdernes etik og holdninger, herunder at de også kan afvise at deltage. Når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt, at man gør de ting, der virker, og her er markedet for meditation sikkert lige så broget som andre tilbud. Vi kan ikke lovgive på det område, men vi kan opfordre virksomhederne til at sætte sig godt ind i de forskellige muligheder, siger Jacob Jensen.
Hos fagforbundet FOA, Fag og Arbejde, som organiserer 206.000 lønmodtagere, primært inden for den offentlige sektor, er næstformand Mona Striib heller ikke afvisende over for virksomheders brug af meditation, men også hun opfordrer til at efterlyse information.
- Det er da rart, at der er virksomheder, der gør noget, i modsætning til de mange, der er skyld i, at stadig flere bliver sendt på førtidspension på grund af stress. Problemet er, at stress som regel skyldes et misforhold mellem mål og midler, og så tvivler jeg altså på, at meditation er løsningen. Risikoen er, at man bruger en masse penge på noget, der kun er symptombehandling i stedet for at tage direkte fat i problemets kerne, siger Mona Striib.
indland@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad