Den danske ytringsfrihedsforening, Dansk PEN, lever ikke op til sit formål, lyder det i intern kritik. Foreningen har ladet islam-kritikerne tage ordet og forsømmer at blande sig i debatten om ytringsfrihed
Dansk PEN lider af berøringsangst.
Sådan lyder en kritik af ytringsfrihedsforeningen fra fremtrædende medlemmer af Dansk PEN og en række debattører. De savner ligevægt i debatten om ytringsfrihed i Danmark, som opstod i kølvandet på Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger af muslimernes profet Muhammed i 2005.
Den nye islamkritiske skribentforening Trykkefrihedsselskabet har haft held med at få stor opmærksomhed, blandt andet med konferencen for nylig med den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders.
- I en række sager, som i den grad er oplagte for PEN at gå ind i, forsømmer man at blande sig, siger idéhistoriker og kommentator ved Politiken Rune Engelbreth Larsen.
Han og forlagsredaktør Carsten Fenger-Grøndahl står bag et åbent brev til Dansk PEN, hvori de kritiserer foreningen for at undlade at sikre et modspil til det, de kalder dæmoniserende og fordrejende usandheder over for etniske og religiøse mindretal.
- Der er en berøringsangst, når det gælder at påpege forhånelser, overlagte usandheder og hade-tale mod mindretal i befolkningen. Mens den slags er taget til de senere år, er PEN's kritik i den periode ikke taget til, men er helt forsvundet. Man har ikke levet op til foreningens charter, siger Rune Engelbreth Larsen.
Ekspert i mediejura Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole savner også mere aktivitet fra Dansk PEN som et modspil til Trykkefrihedsselskabet.
- PEN kunne være med til at skabe ligevægt. Man savner en organisation, der går aktivt ind i debatten og forsvarer ytringsfriheden uanset budskabets retning og politiske indhold, siger Oluf Jørgensen.
Ifølge kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten Flemming Rose har Dansk PEN problemer med at finde fodfæste.
- Foreningen er nok bange for at gå langt ind i debatten og identificere sig med temaet om ytringsfrihed og islam. Der har Trykkefrihedsselskabet en klar identitet. Man kunne ønske sig, at Dansk PEN var mere offensive og gode til at få deres sager i medierne, siger han.
Formand for Dansk PEN og debatredaktør på Politiken Anders Jerichow mener ikke, at foreningen skal ind på samme bane som Trykkefrihedsselskabet.
- Vi skal ikke være i konkurrence med Trykkefrihedsselskabet. Vores opgave er stille og roligt at skabe litterær udveksling og bidrage til, at forfatterstemmer fra andre lande kommer til orde. Vi vil hellere skabe samtale med muslimske forfattere end at skabe konflikt mellem kristne og muslimer, siger Anders Jerichow.
krasnik@kristeligt-dagblad.dk