Stop ikke asylet i lommerne

JESPER BACHER ANGRIBER lørdag den 20. juni de folk, der her i bladet taler de irakiske asylsøgeres sag og angriber hele flokken for at være både moralister og blåøjede, og så indfører han det smukke udtryk "tænkende hjerter" som det modsatte af blåøjet moralisme.

Men ser man lidt nærmere på teksten, ser man en tom sprogbrug. Lige så fint et udtryk "tænkende hjerter" kan være, hvis der er substans i det, lige så tomt er det i Jesper Bachers indlæg.

Billedet "det tænkende hjerte" viser os nemlig liv (hjertet), og menneskehjertets liv er fællesskab. Menneskets tænkeevne er at erkende, at vi ikke er alene, men henvist til hinanden i glæde og omsorg. Det at tage højde for både liv og erkendelse af livets vilkår, det er livets lyst. Det er måske nok moralsk, men det er ingenlunde moralisme.

Som konsekvens af vores pligt til at tage os af de herværende meget få irakere skriver han, at følgen af at give dem asyl skulle være, at der ville blive "millioner af irakere, som skønnes asylberettigede i kongeriget", hvorefter han kører frem med den arme samaritaner igen.

Også det billede er uholdbart i hans sammenhæng, hvorimod det holder i den virkelige situation. For der er ikke tale om millioner, men om mellem 200 og 300, så om også hver og en af os var som samaritaneren, ville der ikke blive nogen mærkbar indsats tilbage til den enkelte i vores samfund.

Jesper Bachers moralister er ikke moralister, men om noget nøgterne folk, der tager danske borgeres ansvar alvorligt. Men Jesper Bacher bruger vel ordet som en slags "fy" eller "øv". Selv Jesper Bachers skat bliver næppe højere af, at vi ikke medvirker til disse folks yderligere ulykke, dette være kun skrevet, fordi han altså har udtrykt bekymring for sin økonomi. Den bekymring har ikke sin plads i et tænkende hjerte.

Marianne Olsen, Ringstedgade 67, Næstved