AF SAMME GRUND er det også ganske overraskende, at der i følgebrevet til det materiale, der blev udsendt om valget, opfordres til, "at man får sendt sin stemmeseddel snarest efter modtagelsen af valgmaterialet". Denne opfordring har vist sig at rumme en dybere sandhed end de stemmeberettigede umiddelbart kunne gå ud fra, siden den reelle - men altså uoplyste - frist for stemmeafgivning var væsentligt kortere end anført i bekendtgørelsen.

Hovedsagen i denne forbindelse er imidlertid, at det må forekomme helt i strid med valghandlingens ånd at opfordre til at afgive sin stemme, inden den demokratiske valgproces overhovedet er kommet i gang.

Der er en åbenlys diskrepans mellem ordlyden af valgbekendtgørelsens forbehold med hensyn til frankeringsmetoden og det forbehold, der anføres i følgebrevet om postekspeditionens længde, og hvor der tales om "to dages længere postekspedition". Ved sædvanlig læsning må denne oplysning forstås som "to dage længere end normalt", altså i alt tre dages postekspedition, hvis der regnes med en dags normal postekspedition. Én ting er denne uklarhed i selve valgmaterialet. Noget andet er den manglende postekspedition i dagene forinden, som ikke skyldtes søn- og helligdage, men bortfald af postudbringelse på grundlovsdag og den efterfølgende lørdag. Disse forhold kunne ikke forventes enhver bekendt, selvom enhver rigtignok ved udvisning af passende omhu kunne have forvisset sig herom.

NÅR KIRKEMINISTERIET nu afviser at bære noget ansvar for dette med henvisning til manglende vejledningspligt, må det dog påpeges, at klagerne har en væsentlig pointe, når de henviser til, at ministeriet har pådraget sig et ansvar for, at den vejledning, valgbestyrelsen rent faktisk har givet, er korrekt og fyldestgørende. Det sidste har åbenlyst ikke været tilfældet, og der findes faktisk fortilfælde for, at domstolene har fastslået, at det er uden betydning, at myndighederne ikke havde været forpligtet til at vejlede, hvis de rent faktisk havde valgt at vejlede. I så fald gælder vejledningsforpligtelsen fuldt ud.

Der kan på baggrund af alt ovenstående være god grund til, at Folketingets Ombudsmand ser nærmere på denne sag. Hvad konsekvenserne af en eventuel kritik fra ombudsmandens side måtte blive, er til gengæld mere usikkert. Ombudsmanden kan ganske vist henstille, at valget bør gå om, hvis han finder anledning til at udtale - alvorlig - kritik af det passerede.

Men en klage har ikke opsættende virkning i forhold til den igangværende valghandling, hvorfor realiteten mest sandsynligt vil være, at "løbet er kørt", når ombudsmanden en gang får taget stilling til sagen. Er en ny biskop først valgt, vil hensynet til valgets permanens, som også afspejles i den meget korte frist for indgivelse af klage til ministeriet, indgå som et modgående hensyn ved overvejelsen af, om et omvalg er indiceret.

Skulle resultatet blive, at ombudsmanden udtaler kritik uden at henstille, at der bliver foretaget nyvalg, må det imidlertid fastslås, at valgbestyrelsen og ministeriet har pådraget sig et tungt ansvar for en fejlslagen valghandling med den konsekvens, at nogen - med rette - vil kunne betvivle valgets legitimitet.

Carsten Henrichsen er dr.jur. og professor i forvaltningsret på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet