Og så skulle jeg langt om længe som aftalt se mine gamle fynske studiekammerater, Frank og Preben, og vi skulle spille bob og snakke gamle dage hele natten, indtil jeg om morgenen ville danse ned til stationen og tage mælketoget til København. Beruset af snak og Odense Pils ville mit øje lukke sig ved det første glimt af Storebæltsbroen.

Det er en gammel skade hos mig. Ofte er det højtider som jul og påske, der må holde for i forventningen. Der er ikke grænser for, hvad man kan nå på en uge. Som om der var tre eller fire gange så meget tid at gøre godt med, som uret tilsiger. Måske ligger det dybt i én som menneske, at man skanderer tiden i profan tid og hellig tid. Og den hellige tid, den der ligger ud over hverdagen, er kvalitativt anderledes og helt usammenlignelig. Det er fuldbyrdelsens tid.

Det har derfor været noget af en streg i regningen for mig at måtte sande, at den store præ-ferie ganske er udeblevet. Undskyld, Frank og Preben. Og undskyld til alle jer - Anders, Maria, Henrik, Anna med flere - der dog heldigvis ikke engang nåede at blive bekendtgjort med de store frokoster, vi stod for at skulle indtage.

Hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor ville den sakrale tid ikke indfinde sig? Hvorfor rullede den profane tid bare videre?

En simpel og brutal forklaring er selvfølgelig, at den sakrale tid slet ikke findes i virkeligheden. Det er en illusion, et fatamorgana. En tid, der søges krænget til et rum foldet om sig selv i en indre uendelighed, hører mere hjemme i bøn og lovsang end på gader og stræder. Der er ikke andet end hverdag, og vi holder af hverdagen, det skal vi selvfølgelig ikke glemme, uha nej.

Men jeg kan også godt finde en analytisk forklaring. Jeg har selv skubbet en masse arbejdsopgaver foran mig til den "rolige tid". Jeg var klar til det hele, bare det var efter den 5. maj. Den kvalitative tid kunne opsuge alt. Det viste sig, at andre mennesker agerede på samme måde og skubbede en masse arbejdsopgaver, der også implicerede mig, til den rolige tid. Til sidst var den ikke spor rolig.

Bliver man aldrig klogere? Det er ikke sikkert. Selvom jeg prøver at tale fornuft til mig selv, nærer jeg allerede store forventninger til post-ferien. Nu skal vi lige have rigtig ferie og så er der faktisk seks, jeg gentager seks, uger, til den profane tid starter op igen omkring den 1. september. Hvad kan man ikke nå på den tid?

kultur@kristeligt-dagblad.dk