Dansk udlændingepolitik. Stram, javel - men er den også retfærdig?

DET SLIDER på et menneske at være buret inde i et asylcenter i så mange år, og ingen har kunnet være i tvivl om de menneskelige omkostninger. De er i rigelig grad blevet dokumenteret. Hvis ikke disse forhold tages løbende i betragtning, når sagsforholdet har strakt sig over så mange år, er den individuelle retssikkerhed truet. Så er det så som så med retfærdigheden.

Man henviser i diskussionen ofte til, at Flygtningenævnet er et politisk uafhængigt organ, hvorfor dets beslutninger må antages at være uhildede og politisk neutrale. Det argument er at stikke blår i øjnene på folk. Flygtningenævnet er nedsat for at administrere en lovgivning, som Folketinget har vedtaget. Det er ikke i samme grad et uafhængigt organ som domstolene. Når man så henviser til, at det jo står enhver asylsøger frit at få en afgørelse i Flygtningenævnet prøvet ved domstolene, ved man udmærket, at dette kræver så mange menneskelige og økonomiske ressourcer, at det i de fleste tilfælde er urealistisk.

Man argumenterer fra regeringens hold med, at det er uretfærdigt i forhold til de irakere, der valgte at rejse frivilligt hjem, hvis de irakere, der har afvist at blive hjemsendt, nu fik lov til at blive. Det er et argument, der ser totalt bort fra, at individuelle forhold hos dem kunne være grunden til, at de slet ikke har kunnet se en fremtid i at blive sendt tilbage til Irak og derfor sagde nej. Det gælder ikke mindst børnefamilierne. Her er det især, at der er set bort fra den individuelle retssikkerhed.

OG SÅ OPLEVER MAN oven i købet den kyniske argumentation fra politisk hold, at forældrene har spekuleret i børnene for at kunne blive i Danmark og således gjort dem til gidsler for deres afvisning. De er selv ansvarlige for den situation, de har bragt børnene i, siger man.

Det er vitterlig at føje spot til skade. Kunne det ikke tænkes, at forældre af frygt for, hvordan det skal gå deres børn i et land, som disse slet ikke har et forhold til, og ud fra et inderligt ønske om at kæmpe for den bedst mulige fremtid for børnene har sagt nej til hjemsendelsen? Hvilke forældre ville ikke gøre det samme i deres sted?

Nej, det er bestemt ikke en retfærdig asylpolitik, vi oplever for øjeblikket. En flok irakere er blevet taget som gidsler i et politisk magtspil mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, et magtspil, der har strakt sig over hele denne regerings tid og har ført til, at ikke kun Venstre og De Konservative, men også partier til venstre for midten har solgt ud af de værdier, de ellers stod inde for. Kan de være det bekendt? Kan vi?

Theodor Jørgensen, dr.theol. og teologisk professor emeritus, Henningsens Allé 50, Hellerup