Her er Danmarks smukkeste stykke natur

Vadehavet er et enestående naturområde af global betydning. Det er af et verdens 10 vigtigste vådområder, med status som vildt- og naturreservat. I 2010 bliver det nationalpark. Ikke sært, at det også var læsernes favorit, da Kristeligt Dagblad bad dem stemme på det sted i Danmark, som rummer den mest unikke natur.

Det danske vadehav omfatter 850 kvadratkilometer og afgrænses mod nord af Ho Bugt, i syd af Listerdyb og mod vest af halvøen Skallingen og vadehavsøerne Fanø, Mandø og Rømø. Området er stærkt påvirket af tidevandet. Med cirka to meters forskel på højeste og laveste vandstand. Mellem disse to yderpunkter forløber cirka seks timer.

Men ellers er det nok fuglene, de fleste umiddelbart forbinder med Vadehavet: 10-12 millioner trækker årligt gennem området, blandt andet for at genopbygge deres fedtdepoter før deres videre lange færd. Og der er mad nok til alle: På hver eneste kvadratmeter vade lever op til 100.000 rejer, orme, snegle og muslinger. Også sæler, den spættede og gråsælen, holder til i området, der yderligere tjener som opvækstområde for mange fiskearter.

Vadehavets opståen går tilbage til den seneste istid. Dengang - fra for mellem 60.000 og 12.000 år siden - lå isen over hele Danmark med undtagelse af det sydvestlige Jylland. Da isen smeltede, løb store smeltevandsfloder mod vest og syd. Nærmest isens rand var strømmen så stærk, at selv store sten blev revet med. Efterhånden som floderne forgrenede sig, blev strømmen imidlertid svagere. Først aflejret blev de tungeste sten, senere grus og sand. Og endelig leret, bundlaget for de mange banker i Vesterhavet. Som tiden gik, dannede materialerne fra smeltevandet nye lavtliggende områder i den del af Danmark, der nu er Sydvestjylland med Vadehavet.

Det danske vadehav er en del af det nordeuropæiske, der strækker sig ned til den hollandske by Den Helder. Den samlede kyststrækning er på cirka 500 kilometer.

Man føler sig på verdens kant og skulle ikke tro, at liv er muligt. Men det er det. Her er masser af liv. Også liv der overrasker. Man opsøger for eksempel ikke stederne ved Vadehavet med en forventning om at finde orkidéer. Og dog er de her. Men vi skal svinge de knirkende ben over et elektrisk hegn for at komme ind til dem. På en fugtig eng står de. Som mirakler klædt i rødlilla. Kødfarvede gøgeurt, hedder arten.

Så hører vi igen fugle. Sanserne drages mod dem.

- Set med menneskers øjne er Vadehavet en endestation. Anderledes for fuglene. For dem er det som en international lufthavn, siger Marco Brodde.

- De kommer trækkende fra Nordsibirien og Nordøstgrønland, ja, fra alle mulige hjørner, og lander så på dette lille sted. Nu er forårstrækket forbi. Og for visse arters vedkommende - nogle arktiske vadefugle - begynder efterårstrækket allerede midt i juni. Så der er hele tiden afgange og ankomster til og fra flere verdensdele. De store flokke i efterårstrækket kommer i august og september. På den ø, som vi kan se over til, kan der ved højvande stå 200.000 vadefugle. Vi befinder os ved en af landets største rastepladser for vadefugle.

Marco Brodde fortæller med både indsigt og engagement. Som om han fortæller om en del af sig selv. Det er ikke meget galt, at han gør det. Han stammer fra Esbjerg og er kommet på Fanø siden barndommen. Vadehavet er gået ham i blodet, som han siger. Vi, der lytter til ham, vil snarere sige, at Vadehavet er hans blod.

- Noget af det, der fascinerer mig, er foranderligheden. Vi har at gøre med et stykke natur, der forandrer sig, som natur ingen andre steder i Danmark forandrer sig. Sommetider sker det "over night". Eller det kan være over nogle år. Folk undrer sig over, hvorfor en strand er blevet grøn. Baggrunden er, at der er blevet tilført ekstra meget sand. Det kan blive skyllet ind med en storm, men det sker også til daglig, stille og roligt. Derved bliver stranden efterhånden så høj, at planterne "tør" kravle ud på den. For nu bliver de ikke overskyllet så tit.

Årstiderne er her, som de er, når de er mest sig selv. Marco Brodde fremhæver naturens søgen mod det ekstreme. Blæstens vælde - som kan være ganske skræmmende. Vi er i mere i én forstand i et udsat område. Andre dage er stille med østenvind og bagende varme. Egnen ved Vadehavet er leverandør af temperaturmæssige højderekorder.

Såvel planter som dyr er kendetegnede ved at være nøje tilpasset de krævende livsbetingelser. Generøsiteten er til at overskue. Kun enspænderne klarer sig. Ikke alene skal planterne kunne tåle skiftevis at være dækket af vand og at stå tørre. De skal også kunne tåle afvigelser i saltindholdet. Havvandet ved Vadehavet har et saltindhold på mellem 25 og 35 promille. Men på steder, der ikke er konstant oversvømmede, vil noget af vandet fordampe og efterlade saltet i jorden. Det betyder forhøjet saltindhold. På områder, der sjældent oversvømmes, skylles det meste af saltet væk med regnvandet. Og dér bliver saltindholdet lavere end i havvandet. Antallet af arter er beskedent. Til gengæld er antallet stort af de enkelte arter. Fordi de ikke, som Marco Brodde formulerer det, har "mange konkurrenter". Nogle af planterne har særlig betydning for indvinding af havbund og kystsikring. Som for eksempel vade-salurt eller kveller, vadegræs og annelgræs.

Virkeligheden er grundlæggende den samme for dyrene. Som spisekammer betragtet har Vadehavet imidlertid meget at byde på. Det lave vand, der har lys og næring i rigelig mængde, giver optimale betingelser for algerne. Særlig rigt repræsenterede er kiselalgerne. Til glæde for dem, som de er spisekammertilbud for: for eksempel plankton, filtratorer og mudderædere. Man tager og bliver selv taget: små rovdyr, for eksempel søstjerner, lever af algeæderne, mens de større rovdyr, for eksempel fugle, lever af de mindre rovdyr. Vadehavets dyr og planter udgør et stort og kompliceret fødenet.

Lige nu, på denne midsommerdag, står alt i fuldt flor. Også i dyreriget: fuglene har unger, nogle er i gang med andet kuld.

- Det vrimler med nervøse fugle, som Marco Brodde bemærker.

Ungerne er ankommet til den risikable affære, som hedder livet. Og det er specielt risikabelt i vaden, hvor fuglene ruger på jorden. Det gør dem til et let bytte for fjender. Fuglene har dog udviklet forskellige metoder til at undgå overmagten, rovdyrene. Nogle foregiver at være syge. Andre tilkalder med bestemte signaler voksne fugle, så disse kan bidrage til forsvaret mod angriberne. Det positive ved at yngle på jorden er den nemme adgang til føde.

Som det turde være bekendt, har Fanø mange turister. Man har, hvad der svarer til en million overnatninger om året. Ifølge Marco Brodde udgør turisterne ikke noget problem for naturen. Men naturligvis skal de opføre sig passende. Ikke noget med at slippe hunden løs mellem vadefuglene eller bevæge sig så tæt på sælerne, at man skræmmer dem. Man skal heller ikke parkere sin bil langt ude på vaden. Det er forbudt. Ikke desto mindre er det, hvad en turist denne dag har tilladt sig.

Et alvorligt problem for området kunne være havenes stigende vandstand. Men indtil videre er Marco Brodde fortrøstningsfuld:

- Mere vand betyder også mere sand. Og noget tyder på, at hvis ikke havspejlets stigning går for hurtig, vil sand blive aflejret i en lignende kadence. Det er, hvad der er sket gennem de seneste 50-100 år, hvor Fanø er vokset, på trods af at vandspejlet faktisk er steget. Vi får mere sand, end vi mister. Eksperterne regner selvfølgelig på, hvor hurtigt stigningen må gå, før kurven knækker, og Vadehavet ikke kan følge med. Men et entydigt svar kan de endnu ikke give.

grymer@kristeligt-dagblad.dk