Med 32 12-taller har Michael Pepke Pedersen opnået et studentereksamensresultat, som ganske enkelt er umuligt at overgå. Her ses han på rektors kontor sammen med sin familie. -
- Polfoto.
Morten Mikkelsen |
26. juni 2009
18-årige Michael Pepke Pedersen fra Allerød er netop blevet student og har fået topkarakteren 12 ved samtlige eksaminer. Han er bevis på, at selvom man er superstudent, nørd og spejderdreng, behøver man ikke være kedelig til festerne
- Undskyld, hvis jeg lyder lidt groggy, jeg er lige kommet hjem fra studenterfest, siger Michael Pepke Pedersen, da vi får fat i ham i telefonen torsdag ved middagstid.
Samme dags morgen kvalificerede han sig til at få et hak i studenterhuen - en ret, der ifølge gammel studentertradition opnås ved, at man holder sig vågen hele natten frem til solopgang.
Studenterfesterne har stået på dagligt siden i mandags og kul-minerer i morgen, når Michael Pepke Pedersen og hans klassekammerater fra Zahles Gymnasium i København holder dimissionsfest i Tivoli og tager på den traditionsrige rundtur til studenternes familier. Turen kommer ikke til at foregå i hestevogn, men i lastbil, for gymnasieklassen dækker et stort geografisk område. Selv bor Michael Pepke Pedersen i Allerød, men har frivilligt givet afkald på, at turen behøver gå de 30 kilometer nordpå fra København.
Den 18-årige student er i disse dage lidt af en festabe, men han har også vist, at han passer sin skole. For ikke alene har han fået en hue med hak. Han har også et eksamensbevis med intet mindre end det perfekte resultat.
På papiret figurerer udelukkende 12-taller, som er højeste karakter. 32 af slagsen. I løbet af sin gymnasietid har han afsluttet yderligere tre fag, som ikke figurerer på eksamensbeviset. Her fik han tre gange 12. Med til historien hører, at studenter ved ansøgning til en videregående uddannelse har lov til at gange deres gennemsnit med 1,08, hvis de ansøger inden for de første to år. Det vil bringe Michael Pepke Pedersens snit op på 13 - det perfekte resultat efter den gamle skala.
Han har planer om at søge ind på universitetet, men først om et år. Først vil han rejse ud i verden, og fra december skal han være soldat i Den Kongelige Livgarde. Imens vil han overveje, om det er fysik eller biologi, han skal studere. Målet med studierne er ikke at komme til at tjene mange penge, men at kunne fordybe sig i noget interessant. Og det er set fra hans synspunkt naturvidenskab.
- Min største udfordring til eksamen var nok prøven i mundtlig engelsk. Men jeg var så heldig at trække en tekst om dna-teknologi, så det gik rigtig fint, fortæller Michael Pepke Pedersen.
Han vedkender sig gerne betegnelsen "nørd", men oplever ikke, at klassekammeraterne har set skævt til ham på grund af de mange 12-taller. Tværtimod er der en udbredt nørd-kultur i klassen.
Den fine eksamen har kostet arbejde i løbet af de tre gymnasieår. Men ikke mere, end at det samtidig har været muligt for ham at være aktiv spejder og engageret i den lokale afdeling af Venstres Ungdom, at dyrke fritidsinteressen jagt og tilbringe tid sammen med sin kæreste.
- Jeg har let ved mange ting, og jeg har også nogle heldige forudsætninger. Min storesøster, som også er student fra Zahles Gymnasium, er kun ét år foran mig. Min far har studeret fysik, og min mor er cand.scient.pol., så jeg har haft masser af hjælp hjemmefra, lyder det beskedent fra den perfekte student.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad