- Man kan ikke sætte loft over antallet af mennesker, der får ophold i Danmark, fordi de har krav på beskyttelse. Det er altid afhængigt af den konkrete situation: Hvilke konflikter er der omkring os, og hvem har behov for beskyttelse.

- Men i forhold irakerne har vi et helt særligt ansvar. Danmark var en del af en ulovlig krig, som har fordrevet to millioner mennesker internt i Irak, gjort to millioner andre til flygtninge i nabolandene og sendt atter andre til asylcentre i Danmark. Oveni har vi indrettet asylsystemet sådan, at nogle af dem har siddet på centrene i op til 11 år. Det bliver man syg af, det har flere undersøgelser vist. Samtidig skal man huske, at for mange af de her mennesker - især børnene - er Irak ikke deres hjem. Det er Danmark. Vi er på vej til at sende børn tilbage, som ikke kan tale arabisk, som har levet hele livet i Danmark og kun kender Irak fra tv-billeder. Og så skal man endelig ikke glemme, at Danmark økonomisk har afpresset Irak til at tage imod de her mennesker.

Men når over 4000 har fået ophold, er det så ikke et tegn på, at irakernes sager faktisk er blevet grundigt behandlet, og at vi har givet dem, der er berettiget til det, asyl eller ophold i Danmark?

- Vi har nærmest ingen taget i forhold til Sverige. Der har man givet over 18.000 irakere ophold alene de seneste tre år. Og det på trods af, at Sverige ikke er en del af krigen i Irak og dermed ikke bærer samme ansvar som Danmark. Det siger noget om, at det er ekstremt svært at få opfyldt sit krav på beskyttelse i Danmark. Vi tolker konventionerne så snævert, som de overhovedet kan tolkes. Mange af dem, der har fået afslag i Danmark, ville med stor sandsynlighed have fået ophold, hvis de var landet i Sverige.

Men hvis det er et problem, hver gang en gruppe mennesker får afslag på asyl, kunne vi så ikke lige så godt åbne grænserne for alle og droppe asylsystemet helt?

- Selvfølgelig skal der være en individuel vurdering af asylsøgernes sager. Problemet er bare, at asylsystemet er skruet sammen på en måde, så det handler om at undgå at give ophold til nogen som helst. For eksempel vurderer Flygtningenævnet, at det er sikkert at vende tilbage til Irak. Men den vurdering er nævnet temmelig alene om. FN siger klart, at det ikke er sikkert. Og i modsætning til de danske myndigheder, så har FN faktisk besøgt de fem centrale provinser i landet. Derfor vil jeg tillade mig at så tvivl om de afgørelser, som Flygtningenævnet har truffet.