LIGE FOR TIDEN svinger visse medier sig i de meget højtsiddende moralske lianer over, hvad nogle af dem har kaldt "tvangsdeportationen" af de udviste irakere, som helt symbolsk har bemægtiget sig en kirke. Der er ingen ende på indignationen over Flygtningenævnet, som vist ellers bare har gjort sit arbejde ifølge gældende lov.

De eneste, der fortsat synes at have den fornødne is i maven, er det politiske flertal i Folketinget og befolkningen. Begge skal til gengæld dagligt finde sig i at blive skældt ud og moralsk mistænkeliggjort.

I sidste uge løftede Svend Auken (S) denne følelsespolitik op til et nyt niveau. Han talte ved noget, der kalder sig Bedsteforældre for Asyls protestmøde på Christiansborg Slotsplads - talen var dagen efter trykt i Kristeligt Dagblad.

Her er der ingen grænser for Aukens patos. "Giv os vores åbne, venlige og omsorgsfulde Danmark tilbage" hedder det næsten grådkvalt. "Dette er ikke det Danmark, jeg er vokset op i og holder af". Undervejs får man de sædvanlige sammenligninger med jøderne i 1930'erne, og der sluttes af med en appel til alle, der orker mere: "Vis, at vi kan vise storsind, miskundhed og barmhjertighed uden hensyn til galluptal og partitaktiske overvejelser".

MAN NOTERER den næsten bibelske sprogdragt, Aukens tale er holdt i. Miskundhed - det er ikke et ord, man ser hver dag. De færreste ved vel rigtig, hvad det betyder.

"Det er flovt at være dansker", konkluderede en anden oplægsholder ved nævnte lejlighed. Man kan spørge sig, hvad der betinger de selvretfærdige, moralistiske toner, rettet mod et flertal af befolkningen, som mener, at sagen bør eksekveres nu, hvor en lang og sej og dyr og korrekt sagsbehandling er gennemført. Landets love er fulgt til punkt og prikke, hvilket Auken sådan set burde være den første til at sætte pris på, som førstereserve som Folketingets formand.