Grønlands overgang til selvstyre behøver ikke at betyde at forholdet til Danmark bliver dårligere.
- Michael Bothager/Scanpix.
Per Ørum Jørgensen |
27. juni 2009
Man skal ikke udelukke, at båndene knyttes tættere i de kommende år trods stadig større grønlandsk selvstændighed. Det er ikke en modsætningsfyldt situation, men en chance for, at et stadig mere ligeværdigt forhold kan praktiseres på en ny og konstruktiv facon, som passer ind i det 21. århundrede, skriver politiker Per Ørum Jørgensen
"DET ER, som om vi er vågnet op til et land dækket med nyfalden sne, hvori vi sætter de første spor, vores efterkommere senere skal følge efter i". Med denne sætning indledte den nyvalgte landsstyreformand Kuupik Kleist (IA) sin tale på Kolonihavnen i Nuuk i forbindelse med Grønlands overgang til selvstyre på nationaldagen i søndags. Det var gråvejr, da den historiske dag skulle tage form. Man havde også mærket en enkelt regndråbe eller to, før den nye grønlandske leder entrede talerstolen. Men netop da Kleist havde påbegyndt sin tale, brød solen igennem over havnen i Nuuk som et signal om, at selveste Vorherre også ville give sit bidrag til den historiske festdag i Grønland.
Det ligger dybt i den grønlandske ånd at tolke naturens signaler i symboler, hvilket er naturligt, når man tænker på den samhørighed, der findes mellem menneske og natur på den smukke ø. Signalet fra himlen søndag morgen blev da også transformeret til et symbol på en ny og lys fremtid for Grønland.
Kuupik Kleists indledende sætning, som med sit fremtidsperspektiv havde sigte på de kommende generationer, var også en understregning af den alvor, der ligger bag de nye tider og perspektiver, som åbner sig for Grønland i forbindelse med overgangen til selvstyre. For nu, hvor hverdagen melder sig igen oven på festlighederne, kan man ikke se bort fra, at en lang række udfordringer bliver blotlagt for Kleist og de øvrige ansvarlige politikere.
De grønlandske børn og unge er det vigtigste råstof i Grønland. Derfor er der behov for en markant indsats på det sociale område for at bryde den negative sociale arv, hvor seksuelt misbrug, alkoholproblemer og omsorgssvigt lægger en mørk dyne ned over den ellers så lyse ø.
SAMTIDIG ER DER også behov for at styrke indsatsen på uddannelsesområdet, så de unge, der skal sikre fremtidens vækst og velstand i Grønland, bliver klædt på og motiveret til at løfte denne opgave. Den økonomiske situation gør ikke løsningen af denne udfordring lettere. Den helt markante indsats, der er behov for, kræver investeringer og prioriteringer. Det er altid vanskeligt at investere i fremtiden, når fortidens og nutidens virkelighed lægger forhindringer i vejen.
Det er i sådanne situationer, at politisk vilje og mod skal stå sin prøve. Heldigvis er der grund til optimisme på vegne af Grønlands fremtid efter den politiske forandring, som landstingsvalget for nylig bragte med sig. 30 års socialdemokratisk styre på autopilot er forbi, og nye politiske vinde blæser. Begge partier i den nye koalition har klart tilkendegivet vilje til at tage kampen op mod de massive sociale problemer.
Det blev jeg bekræftet i, da jeg fik lejlighed til at møde det nye landsstyremedlem for familieområdet, Maliina Abelsen, i dagene op til nationaldagen. Hun udtrykte en klar vilje og kompetence til at tage kampen op og ikke mindst en erkendelse af problemerne. Denne erkendelse har det tidligere styre manglet, og den er en forudsætning for forbedringer af de sociale forhold.
Den nye erkendelse har også betydet, at ønsket om at samarbejde med Danmark er forandret. Den naturlige samhørighed, som eksisterer mellem Grønland og Danmark, er den bedste forudsætning for at berige og inspirere hinanden.
Man skal ikke udelukke, at båndene knyttes tættere i de kommende år trods stadig større grønlandsk selvstændighed. Det er ikke en modsætningsfyldt situation, men en chance for, at et stadig mere ligeværdigt forhold kan praktiseres på en ny og konstruktiv facon, som passer ind i det 21. århundrede.
Per Ørum Jørgensen er medlem af Folketinget for De Konservative, grønlandsordfører og medlem af Selvstyrekommissionen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad