“Antichrist” er også en teologisk gyser

"Antichrist" er særdeles ulækker, men samtidig en film, der har mere at byde på end film af den art normalt har - et særpræg, der netop præger von Triers produktion. Dermed er det ikke sagt, at det er en uundværlig film. For mange vil det være fornuftigt at springe den over. Men kan man holde til mosten, er den underholdende og tankevækkende på flere forskellige planer.

Dels er den elementært spændende, dels bidende satirisk, og endelig udgør den på sin egen afsporede facon en kommentar til syndefaldsberetningen og seksualitetens indtog i verden. Jeg skal i det følgende forsøge at udstikke nogle ledetråde uden at afsløre alt for meget af handlingen.

FILMEN HANDLER OM et par, hvis barn falder ud ad et vindue og dør, fordi forældrene er for optaget af deres samleje til at holde øje med sønnen. Dette skildres i filmens sort-hvide prolog. Allerede her træder von Triers flair for sammenblandingen af det smukke og det smagløse frem. Aldrig før har jeg set en så tragisk begivenhed skildret så æstetisk fuldendt, at det bliver direkte smukt - og det selvom der foruden ulykken indgår et øjebliks pornografi i scenen. Man fornemmer von Triers gnæggende latter bag de blandede følelser, prologen vækker hos tilskueren. Han vil virkelig afprøve sit publikum.

Filmens satiriske islæt kommer tydeligst til udtryk i den måde, hvorpå manden (spillet af Willem Dafoe), der er terapeut, efterfølgende gør sin kone (spillet af Charlotte Gainsbourg) til sin patient. Han fornægter sin rolle som ægtemand og giver den som sin kones fagligt optagede behandler, der skal hjælpe hende med at bearbejde sorgen. Dermed er der lagt op til en rå karikatur af den moderne hjernevrider. Det er Woody Allen på syre.

I tiltro til sin egen fagkundskab presser manden sin kone til at stå ansigt til ansigt med hendes angst, hvilket skal ske det sted, hun frygter allermest, nemlig ved deres ødegård. "Øde" skal virkelig tages bogstaveligt. De skal vandre et godt stykke med rygsække på gennem skoven for at nå frem, for der går ingen veje til stedet.

Gården kaldes Eden, hvorved sammenhængen med syndefaldsmyten fremstår umisforståeligt. Uden at røbe for meget kan man roligt sige, at mandens fagkundskaber ikke rækker i hans kones tilfælde. Han konfronteres desuden med overnaturlige hændelser, som han har en forbløffende evne til at slå hen, men hvis virkelighed han i sidste ende må erkende. Dermed bliver modsætningen mellem videnskab og (over)tro et gennemgående tema i filmen.

Det mest spændende tema er imidlertid det, der er bundet til syndefaldet og ikke mindst det kvindesyn, man gennem tiderne beklageligvis har taget syndefaldsberetningen til indtægt for. Eva er jo blevet forstået som fristerinden, der fik Adam til at spise af den forbudne frugt. At spisningen oven i købet medførte, at de opdagede seksualiteten, stillede ikke Evas handling i et bedre lys. Det er blandt andet dette kvindesyn, der har medført, at den egentlige frister, nemlig slangen, indimellem er blevet skildret med kvindetorso. Som følge af denne tolkning blev Evas kønsfæller gjort til Satans udsendinge, der skulle lede mændene i seksuelt fordærv. Satan nævnes da også i den centrale replik: "Naturen er Satans kirke". Hvad ordet "naturen" dækker over, afsløres dog først hen ad vejen, efterhånden som den sataniske ondskab får frit spil.

FRA SLUTNINGEN af 1800-tallet til første halvdel af 1900-tallet skete det ikke så sjældent, at nogle - særligt teologistuderende - "forlæste sig på Kierkegaard". Læsningen af tænkeren gik dem på hjernen, så de blev psykisk ustabile og talte i vildelse.

I "Antichrist" viser det sig, at konen har forlæst sig på kvindehenrettelser og de anklager, de henrettede kvinder blev dømt for. Igen spiller synet på kvinden som fristerinde en rolle. Ser man på filmplakatens titelord, "Antichrist", udgør den øverste del af det sidste t da også det velkendte kvindetegn. Derved sættes der lighedstegn mellem Antikrist/det onde og kvinden. Ondskaben bliver i filmen bundet tæt sammen med seksualiteten, hvilket gør hele historien temmelig forskruet og fortænkt, men uden at den mister sin fascinationskraft.

Det er netop det fantastiske ved von Triers film, at de kan vikle tilskuerne (i hvert fald nogle af dem) ind i et grotesk tankespind og fastholde dem i det, indtil filmen er slut. At man i dette tilfælde skal gå så gruelig meget igennem, idet man ikke alene bliver vidne til almindeligt uhumske voldsscener, men tilmed nogle af voldspornografisk karakter, må man tage med, selvom de sidstnævnte ikke behøvede at være så detaljerede og kvalmende. Hvor perverse disse scener end er, fuldender de von Triers besynderlige fortælling om det afsporede kvindesyn og den kvindelige hovedpersons forsøg på at tage kampen op mod det.

Lars von Trier har tidligere beskæftiget sig med kvindesynet og seksualiteten. Det er blandt andet sket i "Breaking the Waves" fra 1996, hvor den religiøst henførte Bess lader sig voldtage i den tro, at det vil gavne hendes elskede, hvilket det ifølge filmen faktisk også gør. Bess ofrer sig med andre ord frivilligt.

I "Dogville" fra 2003 er voldtægten og de øvrige ydmygelser ikke frivillige. Den kvindelige hovedperson, Grace, bliver altså et ufrivilligt offer, hvorfor følgerne bliver helt anderledes end i Bess? tilfælde. I "Antichrist" har von Trier fundet en gylden - eller man skulle måske snarere kalde den en mudret - middelvej, for smukt er det ikke, at kvinden på flere måder bliver både bøddel og offer. Lige så opbyggelig - hvis man kan bruge det ord - som de to andre film, er den heller ikke.

Ser man endelig på "Antichrist" med teologiske øjne, er den en gyser i mere end traditionel forstand. Filmens udlægning af og analogier til syndefaldsberetningen er nemlig langt hen ad vejen forfejlede og gyselige, fordi de trækker på det seksualforskrækkede kvindesyn, jeg har opridset ovenfor. Det ændrer dog ikke ved, at filmen er dybt original og fascinerende, så længe man kan lægge tilstrækkelig afstand til de ulækre scener, der ellers vil drive én ud af biografsalen i en vis fart.

Egil Hvid-Olsen er sognepræst